Det var et scoop – som man siger blandt journalister – at Politikens chefredaktør, Christian Jensen, var gæst i Veteranklubben 12. oktober 2016. Mødet var planlagt i månedsvis, men 3 dage før blev Christian Jensen den danske medieverdens mest omtalte mand, da han besluttede at udgive en sektion til Søndags-Politiken med den forbudte bog ”Syv år med PET” og dermed trodsede byrettens fogedbud.

Christian Jensen lod forsamlingen vælge, om han skulle holde sig til den oprindelige aftale om at fortælle om sit skift fra chefredaktør på Information til Politiken – eller om vi skulle springe dagsordenen over og koncentrere os om ”Syv år med PET”.
Forsamlingens beslutning var let – det blev PET. Og stemningen blev ikke mindre spændende af, at Christian Jensen bad om at korte de planlagte 2 timer ned til 1½ fordi – som han sagde: ”Jeg bliver hentet kl.16; jeg ved endnu ikke helt af hvem…”
Vi slap chefredaktøren fri efter 1 time og 20 spændende minutter – og med sig fik han klubbens sædvanlige symbolske honorar: 3 flasker god rødvin, så han ikke behøver kun at være på vand og brød, hvis det er dén risiko, han er ude i… og så var der i øvrigt stort bifald i forsamlingen, da en mødedeltager tilbød at stille sig i spidsen og få de 70 deltagere til at klappe ham ud af salen, hvis han skulle blive hentet på stedet.

Preben Brandt er ikke bange for journalister. Tværtimod taler han meget gerne med dem, så siden han fik mobiltelefon i 1994 har han beholdt sit nummer – for han skulle jo nødig gå glip af en opringning fra medierne! Derfor stillede han også gerne op i Veteranklubben 6. oktober 2016 til en fortælling om sit liv, og interessen var stor – der var omkring 70 deltagere.

Preben Brandt har i hele sin voksentilværelse været optaget af de udstødte i samfundet. Derfor sørger han for at lukke vinduerne i sin bil, når han passerer Nordsjælland og de velhavende, for han vil nødig bruge sin arbejdskraft og uddannelse som psykiater på dem! Sådan lød en af hans mange slagfærdige bemærkninger, der gang på gang udløste reaktioner i salen.

Preben Brandt blev psykiater i 1980 og voldsomt beæret over at få tilbudt et vikariat på forsorgshjemmet Sundholm (det viste sig senere, at 4 andre havde sagt nej!) Han skulle vikariere for en læge, der var meget væk pga. sygdom. Efter nogle uger håbede Preben Brandt næsten, at lægen blev mere syg, så han kunne overtage stillingen! – og det skete. Dermed havnede han på Sundholm som sin mor. At hun havde ophold dér fra 1933 er noget, Preben Brandt først har fortalt om i de seneste år. Hun var ikke en god mor, vanskelig og jamrende og beklagede sig altid, også over Sundholm. Og det forstod Preben Brandt godt, da han blev ansat, for systemet var nedladende over for beboerne, og personalet fik endnu større udfordringer fra omkring 1990, da klientellet forandrede sig til yngre mennesker, 30-50 år, med store alkohol- og stofmisbrugsproblemer.