Med Peter Hertz’ veltilrettelagte rejse til Rügen fra 30. april til 3. maj 2012 nåede 33 veteraner at føje endnu en trestjernet tur til rækken af udlandsrejser. Med næsten øredøvende snak gik busturen fra Hovedbanegården via Gedser-Rostock til Binz på Rügen (dansk fyrstedømme 1168-1325 og igen dansk i nogle få måneder 1814-15). Peter havde beklaget, at det ikke blev til havudsigt fra værelserne, men her blev han snydt – vi fik stort set alle udkig til Østersøen bare 20-30 m fra vore balkoner (!)
Med den kompetente, dansktalende Gerlinde Bielau blev vi ført til Arkona hvor en gang Valdemar og Absalon – mest den sidste – sørgede for, at afguden Svantevit blev hugget om og bragt på bålet samt at Rügen-boerne efter “kammeratlige samtaler” blev overbeviste kristne. Vi fik også en lille tur til det idylliske fiskerleje Vitt – et glimrende vandingssted for veteraner med væskebehov. I Hagen tæt ved de store kridtklinter var dækket op til frokost i Wildgaststätte Kleine Försterei, hvor værten ikke kun bød på vildtragout, men tillige forstod at traktere jagthorn og fortælle historier om de mange gevirer Gaststättes lokaler var smykket med.
Dagen efter førte Gerlinde Bielau os til Putbus hvis centrale plads med 16 klassicistiske små næsten ens bygninger ligger tæt ved byens smukke park, hvor flere veteraner identificerede vildtvoksende ramsløg. På banegårdsrestauranten i badebyen Sellin blev der budt på schnitzel. Således mætte og glade steg selskabet ombord på “Rasende Roland” – et ægte kulfyret, osende, dampende og gnistfygende smalspors-tog som førte os til Binz, hvor vi blev samlet op for straks at blive bragt til Prora. Her behagede det A. Hitler og hans andre megalomane kampbrødre i slutningen af 1930’erne at opføre en seks etagers og 4,5 kilometer lang bygning som feriehotel. 20.000 Parteigenossen var der plads til ad gangen – et projekt under Kraft durch Freude (KDF). Ferieparadis blev det nu ikke, for samme Hitler skulle snart efter gøre Europa og den halve klode til et helvede.
Hjemrejsen gik via nogle timers ophold i Stralsund, hvor flere benyttede lejligheden til at smage på de gode, tykke hvide asparges som hører årstiden til.