”Jeg tager gerne et par år mere!”
Æresmedlem af Journalisternes Veteranklub og klubbens tidligere formand, Tove Smidth, fejrede lørdag den 7. januar sin 100-års fødselsdag i Kollektivhuset Søborg, hvor hun havde sit hjem i en årrække. Venner og kolleger igennem en lang årrække var inviteret, og mange holdt tale og takkede hende for den betydning Tove Smidth havde haft – både som ven, journalist og kollega samt i egenskab af sin måde at forvalte jobbet som borgmester i Gladsaxe kommune. Og det var en glad fødselar, som tog imod den hyldest, hun fortjente.
”Nu er jeg blevet hundrede år. Det har været indholdsrigt og sjovt – og jeg må indrømme, at jeg gerne tager et par år mere,” sluttede Tove Smidth veloplagt.