Slynggreb på studieværten
Claus Toksvig var berømt for sine ”improvisationer” i TV. I virkeligheden var improvisationerne meget grundigt forberedt, og det giver han eksempler på i erindringsbogen”TV-reporter” og fortæller, hvor galt det kan gå, hvis man ikke er forberedt: ”En af mine kolleger havde engang en samtale med en jiu-jitsu-instruktør. Fra starten havde han glemt instruktørens navn, og præsentationen gik i fisk. Derefter gik man over til en demonstration af selvforsvarets ædle kunst, og da den var forbi, skulle min kollega sige tak. Nu havde han imidlertid igen glemt instruktørens navn. Han rakte hånden frem og sagde: ”Mange tak, hr. …øh …”, hvorpå instruktøren greb hans hånd og kastede ham over sin skulder og ned på måtten med et brag!” (Historien er suppleret af regissør Jens Steensgaard, der fortæller, at den totalt uforberedte programmedarbejder, Sigurd Lefevre, uskadt løftede hovedet fra måtten og endnu en gang bare sagde: ”Tak” – jo, det var dengang, der var mandfolk til og alle fjernsynsudsendelser blev sendt direkte!)
Fodbold på menuen
Den første kontrakt om en fodboldlandskamp i fjernsynet blev skrevet i 1956. Dansk Boldspil Union havde været totalt afvisende, men sportschef Gunnar NU-Hansen fik lov til at invitere DBUs formand og kasserer til frokost på Palace Hotel. Det hjalp! Gunnar NU havde fuldmagt til at byde 3.000 kr. for 2. halvleg, og for at have noget at handle med, foreslog han 2.000 kr. Til stor forbavselse sagde DBU-repræsentanterne både ja og tak. Gunnar NU kradsede aftalen ned på bagsiden af et spisekort – og undskyldte så, at han måtte forlade dem i en halv time. Da sprintede han nemlig hjem til Radiohuset og fik nyheden med i middags-radioavisen – hvorefter han kunne tage tilbage og nyde kaffen med gæsterne…
Goddag igen!
TV-direktør J.Fr. Lawaetz var kendt for ikke at lægge fingrene imellem i sin kritik af medarbejderne. Én af dem havde besluttet, at næste gang, det skete, ville han tage sit gode tøj og gå. Nu var det bare sådan, at der i Lawaetz’ kontor var 2 døre – den ene førte ud af rummet, den anden ind i et garderobeskab. Og da medarbejderen havde fået sin røffel, udtrykte han sin uforbeholdne mening om DR i almindelighed og Lawaetz i særdeleshed og sluttede med denne salut: ”Når jeg nu går ud ad den dør der, glæder jeg mig usigeligt til aldrig mere at skulle se Dem for mine øjne!”. Derefter snurrede medarbejderen rundt, flåede døren til garderobeskabet op og lukkede sig inde i mørket. Da der var gået et par minutter, overvandt han det største, nemlig sig selv, og listede forsigtigt døren op. ”Goddag igen!” hilste Lawaetz smilende den ”tidligere” medarbejder – og så fortsatte de i øvrigt deres samarbejde.
(Bogen ”De musiske udsendelser”)
Radio-ter og seere
Folk, der hørte radio i dens barndom, kaldte man for radio-ter. Hvad skulle man så kalde fjernseerne? Det blev der udskrevet en konkurrence om blandt Politikens læsere i 1951 med 100 kr. som 1. gevinst. Kikker og televist blev præmieret, og blandt de øvrige 133 forslag var fjernskuer, fjernsynstilskuer, telskuer, fjernsynist, æterkikker, hjemmekikker (og hjemmekukker), lydglaner, kikkelytter, sær-syner og ætériker. Men ligesom en radio-t blev til en lytter, så blev en fjernskuer til en seer. Indtil da betød ordet, at man var profet eller spåmand. Også ”Det Nye Radioblad” udskrev en konkurrence. Her kom ordet fjernseer ind som en flot nr. 1. Blandt de mange andre forslag var: Langselytter, billedlytter, selytter, lytteseer, øjenlytter og høreskuer.
En speakerpiges debut
Dansk TV blev indviet officielt 2. oktober 1951. Speakerpige Eva Bendix husker aftenen sådan: ”Med mit bedste smil og min kærligste stemme sagde jeg: – Godaften, her er Danmarks Fjernsyn… Jeg syntes selv, at jeg slap elegant og ufattelig godt fra min første melding. Men da jeg trådte tilbage, stod hr. Lawaetz (TV-direktøren) der. Ikke for at fortælle mig, at jeg havde været blændende god. Men isnende og bidsk som en terrier hviskede han ind i mit øre: – Jeg havde kalkuleret med, at De vidste, at det på dansk hedder God Aften. Ikke Gaften. Jeg var knust…og jeg har ALDRIG sagt Gaften siden den 2. oktober 1951”.
Da det hele kørte i smadder for Eva…
Da nogle projektører en aften svigtede, fortæller speakerpigen Eva Bendix om TV i begyndelsen af 1950’erne, skubbede hr. Lawaetz (TV-direktøren) mig midt i udsendelsen hen foran kameraet: – Sig noget om at vi beklager. Find selv på noget. Jeg har altid været en idiot til at improvisere og sagde: – De må altså meget undskylde, men det hele er kørt i smadder for os! I dag, et halvt sekel senere, kan jeg stadig se hr. Lawaetz’ ansigt for mig. Han rev sig i det hår, han ikke havde. Først faldt hans krop tilbage, som om han skulle dåne. Så rettede han sig op, rystede skuldre og hoved og anbragte derefter to pegefingre på hver sin tinding og snurrede rundt. ”Kørt i smadder” – jeg har aldrig brugt de tre ord siden…
(Kilde: Arbejdermuseet)
Fjernsynets gennembrud
En af de store aftener i dansk TVs barndom – gennembruddet er det blevet kaldt – var 2. juni 1953, da dronning Elizabeth blev kronet. Endnu var TV-landene ikke bundet sammen i et fælles net via Eurovisionen, og der var ingen satellitter. Til det sidste håbede TV-direktør Jens Fr. Lawaetz på en direkte transmission via Frankrig og Tyskland. ”Da det brast”, skriver Paul Hammerich i bogen ’Den atmosfæriske voldtægt’, ”satsede Lawaetz på det danske luftforsvar. Han overtalte flyverkommandoen til at lade en propeljager foretage et øvelsestogt til Norfolk. Kl. 19.32 var flyet i luften med BBCs telefilm. Kl. 20.55 landede det i Kastrup. Kl. 21.20 var filmen i fjernsynsafdelingen, hvor den blev redigeret, klippet og forsynet med enkelte kommenterende danske tekster. Præcis på sekundet kl. 22.00 blændede skærmen op for de royale begivenheder i fjernsynets hidtil mest sete og længste reportage – 90 minutter… Foran radioforretningen på Søborg Hovedgade 40 havde en lille dreng, Erik Nielsen, stået i flere timer og ventet på fjernsynsfilmen. Mange stillede sig bag ham, og kl. 22, da radioforhandleren tændte for apparatet i udstillingsvinduet, var presset så bastant, at Erik blev mast gennem ruden og kørt på hospitalet med snitsår. Et gennembrud for nye tider. TV-tider”.
Sådan begyndte det – for generaldirektøren
Hans Jørgen Jensen blev ansat som programsekretær ved TV i april 1956. Han kom helt til tops, først som chef for TV-Avisen, derefter som TV-direktør og endelig som generaldirektør (1985-1989) I DRs årbog 1976-77 fortæller Hans Jørgen Jensen, at han var så ”desperat” efter at komme fra journalisttilværelsen i provinsen til København, at han skrev talløse chefredaktører dødtrætte – og til sidst sendte han en ansøgning til Statsradiofonien om at blive studietekniker, men fik aldrig noget svar. Til gengæld kunne TV-direktør Jens Fr. Lawaetz ikke stå for hans ansøgning om at blive programsekretær, måske fordi Hans Jørgen Jensen fandt på at vedlægge et bånd med en stemmeprøve, og dermed ramte han en streng hos TV-direktøren – og så kom han en aprildag i 1956 ind med firetoget og oplevede sin første dag omkring fjernsynsstudiet: ”Er som et barn juleaften. Jeppe i baronens seng. Drømmer jeg, eller er jeg vågen. Dette er jo livet. Det pulveriserende, manipulerende, mystiske liv. Sminkeduft, papkulisser, projektører, skuespillere, der som dukker bliver skubbet rundt, kameraer der af en usynlig hånd bliver dirigeret frem og tilbage, råben og tyssen, knapper og dippedutter, mikrofoner og højtalere. Millioner af volts elektricitet i luften, kildren ned ad rygraden, kammeratskab som i en frimurerloge. Falder om aftenen om kuld på den smalle seng i det lejede værelse ud mod et stoppested på Rosenørns Allé, ør og mæt af den sære spænding, jeg altid siden har følt i et fjernsynsstudie, bag et filmkamera, foran en fjernsynsskærm…”
Et fund på en skærm
Det kan være svært at forudsige, hvem der ”brænder igennem” en radiomikrofon eller TV-skærm, og det kan være tilfældigheder, der afgør, hvem der kommer frem. Et eksempel er Pedro Biker, som 1966-73 var en af TV-Avisens mest populære nyhedsoplæsere. Pedro Bikers karriere startede den dag, reklamesenderen Radio Mercur (som var installeret om bord på et skib i Øresund i 1960erne) skulle finde en stemme, som med det rette smæld kunne sige ”De lytter til Radio Mercur”. Alle i programafdelingen prøvede på skift, men ingen var helt rigtige. De administrative medarbejdere blev også prøvet uden held. Derefter forsøgte man, nærmest som en nødløsning, med musikerne i Ib Glindemanns orkester, som alligevel var i studiet for at spille en iørefaldende lille melodi som fanfare for reklameradioen – og dér sad han: En lille buttet, lattermild trommeslager med præcis den stemme, som både havde appel, sølvglans og musikalitet. Han blev omgående bedt om at afhænde sit trommesæt og blive programsekretær. Og derfra gled Pedro Biker over til TV-Avisen – hvor han engang beskedent om sin popularitet sagde: ”Sæt en abe på skærmen hver aften lige så længe som jeg – så bliver den lige så landskendt og populær!”.
(Bogen ”Set med en mikrofon”)
En TV-debut
Jeg blev ansat i Statsradiofoniens TV – det hed det dengang – i 1954 i en alder af 45 år. På det tidspunkt havde jeg aldrig set en fjernsynsudsendelse. Men på Polyteknisk Læreanstalt stod der et apparat i foyeren. Dér gik jeg hen en mandag aften sammen med min kone og så en reportage om den første SAS-flyvning til Californien via Nordpolen. To uger senere stod jeg for en direkte udsendelse – uden at have lært noget om det.
(Arne Riemer Jørgensen, journalist, senere programredaktør/souschef for TV-direktør J.Fr. Lawaetz)
Undskyld, hr. minister
– hvad spurgte jeg Dem om?
Mikael Bramsen skulle engang i sine unge dage interviewe udenrigsminister Poul Hartling til TV-Avisen. Det foregik ved hovedindgangen til Radiohuset. Mikael havde netop stillet sit første spørgsmål, da en bil svingede op foran Radiohuset, og ud myldrede en flok koreanere, som banede sig vej imellem Hartling og Mikael Bramsen. Da den sidste var kommet igennem, så Mikael Bramsen venligt på Hartling og sagde: ”Undskyld, hvad spurgte jeg Dem om?”.
(Kilde: Johannes Aakard, red.sekr. på TV-Avisen)
Kommentarministeren
Steen Bostrup blev regnet for en af TV-Avisens mest sikre nyhedsværter, DRs Mr. News. Men også for ham kunne det gå galt. Da han fik DRs Sprogpris i 1996 fortalte han, at han i en TV-avis fik sagt: ”Det lykkedes ikke at få en kultur fra kommentarministeren” – og ved en anden lejlighed: ”12 blev dræbt, heraf 6 alvorligt”.
(DRs personaleblad ”DRåben”)
TV-fotografs forsøg: Kan man fremkalde film i grundvandet?
Grindstedværket var i årtier efter sin start i 1924 en stor forureningskilde, og skulle nogen være i tvivl, leverede TV-fotograf Poul Skelmose beviset på sin helt egen måde i 1972.
Grindstedværket havde tilladelse til at lede giftigt materiale direkte ud i naturen, enten via Grindsted Å eller i Kærgård Klitplantage. Poul Skelmose lagde en film ned i grundvandet 600 meter fra affaldsgruberne – og dér blev filmen fremkaldt uden tilsætning af andre væsker! “For fra værkets indre rislede en evig bæk af brun, ildelugtende affaldsvæske med giftige, tungt nedbrydelige stoffer som salte, fenol og kviksølv, der hverken lod sig rense eller brænde”, fortæller Paul Hammerich i sin danmarkskrønike 1945-72.
Dommeren i Grindsted takserede værkets udslip til en bøde på 50.000 kr. Værket fik samme år den eneste tilladelse, der er givet en dansk virksomhed til at dumpe kemisk affald i Nordsøen, men det blev bremset i 1983, fordi værket ulovligt hældte klorholdigt affald i havet
Århus-historierne begyndte i TV
Det var i redaktionssekretariatet på TV-Avisen i København, at de siden så kendte Århus-historier begyndte. Morgenmødet via højttaler mellem København- og Århus-redaktionen blev indledt af redaktionssekretær på TV-Avisen Johs. Aakard med en Århus-historie, fortæller han. ”Århusfolkene tog det ret roligt, men morede sig ikke så meget, bortset fra en af de kvindelige medarbejdere, som var vild med de såkaldte Østfriser-historier, og hun forsynede mig med mange gode oplæg. En kollega, H. Schmaltz-Jørgensen, samlede senere mange af historierne i en lille bog. En af de historier, de vist ikke forstod i Århus, var om vor københavnske kollega, Jakob Nielsen, der var blevet udset til at være næstkommanderende i Provinsafdelingen. Han skulle derfor flytte fra København til Århus. På den baggrund sagde vi: Nu stiger intelligensniveauet i begge byer!”.
Jeg bander ikke!
I et TV-show i 1994, hvor Jarl Friis-Mikkelsen havde generaldirektør Hans Jørgen Jensen som gæst, mindedes Jarl Friis-Mikkelsen en episode nogle år tidligere, hvor Hans Jørgen Jensen havde meddelt underholdningschefen, at ”dén mand (Jarlen) vil jeg kraftedeme ikke se på skærmen igen”. Hans Jørgen Jensen svarede Jarlen, at historien ikke var rigtig, for: ”Jeg bander ikke!”
En død omgang
Fhv. generaldirektør Hans Jørgen Jensen har fortalt denne anekdote fra sine unge år ved TV. Han skulle lave et direkte interview med instruktøren Sam Besekow på Aveny Teatret. Det måtte vare 10 minutter, men Besekow var ikke til at stoppe. Indledningsbilledet var et træ, der stod uden for teatret. Da de 10 minutter var blevet til tre kvarter, fik Hans Jørgen Jensen besked om, at nu skulle interviewet stoppe, og han bad derfor kameramanden om på ny at lave et billede af træet til at glide ud på. Kameramandens svar: ”Det kan jeg ikke. Det er gået ud…!”
John Idorn som vejviser ved OL
Mexico City er med sin omkreds på ca. 500 kilometer og en snes millioner indbyggere en af de største byer i verden, så det var ikke mærkeligt, at John Idorn under de olympiske lege i 1968 gav denne anvisning en lørdag formiddag til en kollega om at finde ind til rådhuset: ”Bliv ved med at gå lige frem ad hovedgaden, Pasao de Reforma – og mandag formiddag skal du så dreje til venstre…”
Og vejret…
TVA-studievært Bent Bertramsen erindrer denne hilsen fra en seer, som blev sat op på TVAs opslagstavle: ”Til vejrmanden! Jeg synes bare, De skal vide, at jeg har brugt de sidste 2 timer til at skovle 15 centimeter ”delvis overskyet” væk fra min indkørsel!”
Godt gået, godt grædt…
”Man skal passe på ikke at overreagere, men følelserne skal man på den anden side have med”, sagde sportsreporteren Niels Christian Niels-Christiansen i B.T. under de olympiske lege i 1992, som var hans sidste – og et par dage senere løb følelserne af med ham, da den danske toer-kano fik sølv. Henrik Wivel skrev i Berlingske Tidende, at Niels-Christiansen allerede ved starten havde grøde i sin stemme, ved 500-mærket var han et sammenbrud nær, og da roerne ved en fejl fik overrakt bronze i stedet for sølv (det blev rettet!) græd Niels-Christiansen sig igennem sin reportage og gentog, når han altså overhovedet havde stemmens brug: ”Jeg kan altså ikke stå for sådan noget”. Henrik Wivels kommentar: ”Her blev OL historie, her blev Niels-Christiansen historie, her blev OL menneskeliggjort…det var bevægende, men også nyttigt, fordi manden i virkeligheden åbnede for andre kanaler end tårernes: De livsvigtige, der gør sporten nødvendig”. Niels Christian Niels-Christiansen blev pga. sit navn af kollegerne kaldt ”Niels bindestreg”. Nogle af hans ”bøffer” i direkte reportager er blevet husket, fx disse: En roer på Oxfords hold kollapsede: ”Han hænger med alt dét, han kan hænge med”, sagde Niels-Christiansen. En skøjtedragt beskrev han som ”havresuppefarvet” (!), og om en fodbolddommer sagde han, at ”han satte fløjten for det blinde øje…”
Pudsige bemærkninger
Der er sagt mange pudsige ord i forbindelse med TV-avisen. Nogle af dem blev mindet af medarbejderne omkring 25-års-jubilæet i 1990: I forbindelse med en injuriesag fyrede Flemming Madsen denne her af: ”Dette med injurier er noget mærkeligt noget. Man må ikke sige, at Jens Otto Krag er idiot. Men man må gerne sige, at Hartling er udenrigsminister”. Bent Jensen i sin beskrivelse af en orkan over Grønland: ”Lænkehundene hænger som drager i luften”. Claus Toksvig fra rumfartscenteret i Houston, da han måtte afbryde en transmission fra Cirkusbygningen i København: ”Undskyld vi afbryder dette luftnummer for at vise Dem et andet, som finder sted i 370.000 kilometers højde – og uden sikkerhedsnet”. Et TV-Avis-hold var på vej ud af Radiohusets forhal. ”Hvor skal I hen?”, spurgte Arne Riemer Jørgensen, som var TV-direktørens nærmeste medarbejder, og som altid prøvede at få kørelejlighed til en S-togsstation. ”Til Afrika”, lød svaret. ”Fint, så kan jeg køre med til Vesterport…”
Ud med manuskriptet
Der blev lavet mange ”numre” mellem kollegerne i TVs første år. Bent Bertramsen sad og læste TV-avisen, da der pludselig kom nogle ryk i hans manuskriptark. En af kamerafolkene havde bundet en snor i manuskriptet og hev i det – mens kameraet var på Bertramsen. Han bevarede masken over for seerne, og Jakob Nielsen klarede også situationen nogle aftener senere, da han sad og kommenterede den politiske situation. Da havde kollegerne varieret spøgen lidt og bundet en snor i kommentatorbordet med hans manuskript, så bordet rullede langsomt væk under ham, mens han improviserede sig igennem resten af analysen…
Regndråber drypper i mit hår – og en hilsen til mor og far
Paul Zebitz Nielsen (TV-Avisen 1965-1979) giver et eksempel på en practical joke i erindringsbogen ”Fra TV-reporter til sognepræst”:
”Da jeg en aften nåede til oplæsning af vejrudsigten og sagde ”I Nordjylland ventes regn”, mærkede jeg en prik i håret og hovedbunden, som var det en dråbe vand – og nok én.
Jeg fastholdt selvfølgelig min speakerposition uden at se op eller til siderne, og da jeg kom til Sjælland og også sagde ’regn’, kom dryppene igen.
Det sluttede med to dryp for Bornholm.
De havde været snu, de studiefolk. De havde lavet en slags lille vandkande oppe i loftet, som gav to dråber vand nøjagtig i mit hoved, når de trak i en snor ovre i hjørnet af studiet”
Zebitz fortæller også, at hans mor gerne ville have, at han sagde godnat til hende i fjernsynet. Jeg tog hende på ordet og sagde: ”Når jeg skubber mine briller op og på plads – så betyder det godnat til dig og far”…det var mor godt tilfreds med og fortalte vidt og bredt om sin lille hemmelighed.
Tid til aftenkaffen
Tro det eller ej. Men da DR TV endnu var et monopol, i 1971, blev det foreslået at holde et kvarters pause i sendetiden for at give seerne et pusterum til at drikke en kop kaffe. I forårets seerundersøgelse 1971 blev der derfor spurgt: ”Hvad tid drikker De aftenkaffe/te?”. Svarene viste, at 15% slet ikke havde behov for en pause, for de drak hverken kaffe eller te om aftenen. Af de resterende foretrak en tredjedel ca. kl. 19.30 eller kl. 20, en fjerdedel sagde kl. 21, og en femtedel svarede, at det var forskelligt fra aften til aften. Og så var man lige vidt. Men problemet var måske heller ikke så stort, og i hvert fald blev tanken ”jordet”, for undersøgelsen viste også, at 25% af dem, der drikker aftenkaffe, laver den i forvejen på termokande, og 40% finder selv ud af et tidspunkt, hvor programmerne forekommer dem så uinteressant, at de har god tid til at lave kaffe!
Da fjernsynet gik i fisk…
Da den engelske dronning besøgte Danmark i 1957, skulle kong Frederik tale ved gallamiddagen, og TV-folkene fik den aftale med dronning Ingrid, at hun skulle vinke til dem, når kongen ville tale. Det gjorde dronningen også – et kvarter før det aftalte tidspunkt. Det er uhyre sjældent, at BBC afbryder sine nyhedsudsendelser. Nu skete det omgående, men kong Frederik talte ikke! Den britiske kommentator måtte fortvivlet ”træde vande”, indtil kongen, præcis på det aftalte tidspunkt, holdt sin tale. Bagefter fortalte dronning Ingrid, at hun med sit vink ”i utide” bare ville gøre opmærksom på, at hun ville have mere fisk!
(Kilde: Bent Sørensen, leder af DRs Udlandskontor)
Derfor sluttede ”Matador”
Hvorfor sluttede TVs mest populære serie, ”Matador”, efter 24 afsnit i året 1947 – i stedet for at følge personerne helt frem til vor tid? Forfatteren Lise Nørgaard fortæller i bogen om serien, at der var nogle praktiske problemer med at fortsætte, fx skuespillernes alder og udseende. ”Men lige til de sidste optagelser i 1981 blev der snakket frem og tilbage…indtil Vorherre definitivt afgjorde sagen. Han sendte ved nytårstid en vinterorkan ind over landet i almindelighed, Valby i særdeleshed. Hele gaden i ”Korsbæk” lå den følgende morgen som en ruinhob af plastic og finér. Det tog vi som et tegn fra oven på, at det var rigtigt at sige stop”.
Et salmenummer
TV gør meget ud af at skabe et helt autentisk tidsbillede i serier fra gamle dage. I TVs største succes, ”Matador”, var nidkærheden særlig stor – og så skete det alligevel! Lise Nørgaard fortæller i bogen om serien, at hun omhyggeligt havde skrevet hvilke salmebøger, der skulle bruges ved en bestemt optagelse, og at man især skulle være opmærksom, fordi bøgerne kunne være svære at opdrive. De havde nemlig særlig tyndt papir, som var velegnet til at rulle cigaretter af under krigen! Men optagelserne gik perfekt – og så dumpede de ”hoverende” breve alligevel op et par dage senere. På tavlen i kirken var der nemlig sat salmenumre op fra den ny salmebog, som slet ikke fandtes i ”Matador”-tiden! I manuskriptet sod der intet om salmenumrene, men en af kirkens ansatte havde sat dem op for at gøre optagelserne endnu mere autentiske. Numrene stod kun på skærmen i et par sekunder, men det var altså nok til at sætte alle brevskriverne i gang…
Karameller! Til hvad?
Flemming Madsen fortæller i erindringsbogen ”Min blå time” om, hvordan han hjalp en af TVs mest succesrige reportere, Jakob Nielsen, i gang med karrieren: ”Vi stod en kølig efterårsdag i Helsingør og ventede på færgen fra Helsingborg. Den havde Josephine Baker og en buket børn om bord, og vi skulle interviewe hende i toget mod København, så det kunne komme med samme aften. Jakob var med ude for første gang. Utålmodig spurgte han, hvad han skulle lave. Jeg gav ham besked på at købe en stor pose karameller. Det var en tjenstlig ordre. ”Karameller! Til hvad?” ”For at få børnene til at holde mund, mens vi taler med Josephine”. Det fungerede. Jakob har siden takket mig for det ansvarsfulde job, jeg havde fundet til ham.
Er TV skadeligt?
Det er tit blevet diskuteret, om fjernsynet er årsag til alskens ulykker, men apparatet er uskyldigt. Det fastslog professor Hakon Stangerup i 1984 (i mange år medlem af Radiorådet) med dette citat af Luther: ”For at en ting kan misbruges, behøver den ikke være ond i sig selv. For hvis det var tilfældet, skulle vi hælde al vin ud i Rhinen og slå alle kvinder ihjel”.
Hof – eller Tuborg?
Dronning Margrethe har sans for etiketten. Ved den direkte transmission af hendes nytårstale i 1973 havde TV-folkene sat en lille ”HOF”-mærkat på kameraet. Dronningen sendte en medarbejder ud efter en Tuborg-ditto, men da den ikke kunne skaffes hurtigt nok, fandt hun en avis og klippede annoncen ud med ordene: ’Rød Tuborg fra den tid, da verden var værd at leve i’. Det klistrede hun på kameraet, holdt talen og lod bagefter hoffet beskænke TV-holdet – med Tuborg!
Udrykning til ”Lykkehjulet”
En af TV2s største succeser er ”Lykkehjulet”. For fuld udrykning ræsede politiet en aften ud til studierne på Nordisk Film for at få fat på en undvegen fange, der dristigt havde meldt sig til at deltage i udsendelsen, selv om han vidste, at politiet var på jagt efter ham.
Hvad politiet åbenbart ikke vidste var, at udsendelsen var optaget flere uger i forvejen, fordi ”Lykkehjulet” blev optaget i serier, så ”fuglen var fløjet” for længst!
Flemming Madsen – ”spindoktor” for Jens Otto Krag
I erindringsbogen ”Blå time” fortæller Flemming Madsen, at han en aften skulle have statsminister Jens Otto Krag i studiet og blev mødt med bemærkningen: ” – Jeg egner mig ikke til at optræde i TV – mener du ikke også det? – Jo, svarede jeg, hvorpå han brast i latter. Han bad om et råd, og jeg sagde, at han skulle være helt naturlig. Vi talte så under denne improviserede medierådgivning om, at han havde en vane med at reagere på spørgsmål ved at lægge hovedet på skrå og sige med et smil, der kunne virke nedladende: ”Tjah…” Det kunne han i en uheldig situation miste 6 mandater på, sagde jeg, og det skulle lyde som en spøg, men det var alvor. Da vi mødtes lige efter udsendelsen, sagde han: – Lagde du mærke til, at jeg rettede mig efter dig? – Ja, i aften slap du med at miste 4 mandater! Krag morede sig. For hvis man ikke var ude i et ondskabsfuldt ærinde, appellerede man aldrig forgæves til hans selvironi”.
Hvordan får man så mange i DR til at lave så lidt?
”Det var en opbruddets tid i DR i 1987”, skriver Jørgen Flindt Pedersen i erindringsbogen ”Hjerteblod”:
”Alle gik og ventede på det afgørende monopolbrud, alle ventede på en handlingsplan, og en masse tid blev brugt på intern kævl og snak i kantinen. En vandrehistorie lød sådan:
”Ole Thisted møder Steen Bostrup på en af de lange gange i TV-Byen og spørger, om de skal spille tennis i morgen, hvortil Bostrup svarer: – Nej, det kan jeg ikke, for da har jeg fri!
Historien behøver ikke være rigtig, men den understreger den matte stemning, som på det tidspunkt hvilede over Gyngemosen. Når jeg til frokosten kom over i den store fyldte kantine, tænkte jeg: Det kræver dæl´me en god plan at få så mange til at lave så lidt.
Der måtte simpelt hen ske noget. Mange så frem til at arbejde på det kommende TV2”, skriver Jørgen Flindt Pedersen – men før det skete for ham som direktør (1993-2000) var han sammen med kollegaen Erik Stephensen fra DR chefredaktør på Aktuelt fra 1987.
Mette Fugl om at være mere berømt end Dirch Passer
Mette Fugl fortæller i bogen ”Ikon – journalistikkens førstedamer”, at hun er et meget privat menneske og derfor har haft svært ved at være et kendt ansigt fra TV, især dengang DR var den eneste TV-kanal:
”Jeg kunne jo ikke færdes nogen steder. I dag synes jeg, det er meget hyggeligt, at der sidder en politimand i lufthavnen og siger: ’Velkommen hjem, Mette’. Men dengang syntes jeg, det var belastende både for mig og min familie.
Da det var på sit højeste, var jeg på juleindkøb i Magasin…jeg havde min lille søn med, og han blev mere og mere irriteret, og jeg blev også en lille smule irriteret, fordi vi skulle købe nogle vanter til en onkel eller whatever – hurtigt, hurtigt!
Pludselig kommer der en stor og mægtig mand, som viste sig at være Dirch Passer, hen til os: ’Mette! Godt, jeg ser dig. Jeg laver jo en serie til Billed Bladet, og jeg vil gerne lave et interview med dig’. Han var lige nummeret for meget for min søn, Andreas, som ikke anede, hvem Dirch Passer var. Andreas tog tilløb, sprang op af ham og sagde: ’Du skulle bare vide, hvordan det er at være berømt!’ Lad min mor være!’ Hvorefter Dirch Passser skreg af grin og hele Magasin med…
…Der var utroligt meget fokus på folk i TV. Jeg kan huske, at et eller andet halvpornografisk blad, ”Ugens Rapport”, havde en læserafstemning om den mest sexede kvinde i Danmark. Fanden og helvede – jeg blev nummer 2! Lige efter Kirsten Walter! Og nummer 3 blev Sanne Salomonsen! Og så tilbød de mig 25.000 kr. for et topløst billede, men det sagde jeg nej til. Jeg havde ikke gaffatape nok til at få brysterne op!
Men så er det jo heller ikke værre – det er også meget hyggeligt, når folk hilser på. Ind imellem giver det adgang til at snakke med nogle mennesker på gaden, som faktisk er hyggelige, og som giver mulighed for dét, som jeg mener er en af journalistikkens fornenemste opgaver, nemlig at folde ørerne ud og opdage, hvad der foregår. At være et kendt ansigt giver en adgangsbillet, og dér mener jeg ikke en adgangsbillet til en fin restaurant eller et teater, men til at få fat i, hvad der rører sig, fordi folk, hvis de altså ikke klapper helt i – er mere åbne over for én”.
Klik her for at læse:
RADIO-anekdoter
AVIS-anekdoter
UGEBLAD-anekdoter
…og anekdoter om LIDT AF HVERT