Styr på pensionen?

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

John Norden lytter til Jesper Sidenius’ forklaring om, hvor let det er at ordne alt det med penge.

Har du 100.000 kr? Så kan du sætte dem i udbud og få tilbud fra bankerne på, hvad de vil give i rente. Det er en af de tjenester, den nu ti år gamle netvirksomhed Mybanker.dk kan tilbyde, og i den tid, den har eksisteret, har den faktisk flyttet 10 milliarder kroner til bedre forrentning, sagde grundlæggeren, John Norden, til 35 veteraner 12. oktober 2010.

Hovedparten af firmaets omsætning på 8 mio. kr. kommer fra banker, der betaler for henvisningen, og Norden siger, at der ikke er blevet mindre interesse på det seneste. Det skyldes, at indlånsgarantien nu er på 750.000 kr. pr. kunde pr. bank.

Et af spørgsmålene var: Er de 750.000 kr. med eller uden dét, man eventuelt har i depot hos banken. Flere blev beroliget af svaret: Papirer i depot ligger ikke hos banken, men i Værdipapircentralen og er altså sikre – hvis det er danske papirer. Situationen med udenlandske aktier kan være mere kompliceret.
Norden sagde, at finanskrisen ikke er ovre – der kommer et kritisk tidspunkt om tre år, når obligationer for milliarder skal indfries. Måske er krisen først slut i 2020.

Med sig havde Norden Jesper Sidenius fra finanstjenesten 360-Wealth. En af hans anbefalinger lød: Aktier i medicin og slik plejer at klare sig bedre end andre i nedgangstider.