Foto: Finn Hillmose
I Afganistan er det dobbelt så dyrt at bygge pigeskoler som drengeskoler, for pigeskolerne skal have en høj mur omkring sig – ellers kommer der ingen elever. Det fortalte Jette Faurschou, da hun 24. januar 2017 berettede i Veterankluben om sine mange år som udsendt medarbejder ved Flygtningehjælpen og FN. Muren er nødvendig for at forhindre, at mænd kan kigge ind til pigerne. Desuden er det vigtigt, at skolerne bygges tæt på beboelsen, for hvis der er for lang skolevej, risikerer eleverne at blive kidnappet på vej til og fra, og så tør forældrene ikke melde deres piger ind.
Jette Faurschous første udlandsmission gik til Rwanda under massakrerne i 1994, hvor langt over en halv million blev dræbt. ”Det var en ganske forfærdelig oplevelse. Kunne man tåle dét, kunne man klare alt”, konstaterede hun. Senere blev hun udsendt til andre afrikanske lande, til Balkan, og endelig til Afganistan. Hun figurerede på Dansk Flygtningehjælps ”beredskabsliste” over ressourcestærke medarbejdere, der kan tage af sted med 72 timers varsel – og den blev tit taget i brug.
Afghanistan var den største oplevelse og blev et land, som Jette Faurschou kom til at elske for altid – trods den dybe fattigdom og den konsekvente forskelsbehandling af kvinderne. ”Et smukt land med smukke mennesker”, sagde hun.
Den første opgave var at organisere repatriering af tusinder af familier, der var flygtet under Taliban-styret. “De holdt af deres land og ville gerne hjem, men for mange af dem var det en slem oplevelse, for de var blevet vant til bedre leveforhold i Pakistan eller Iran. Unge piger var kommet i gang med en uddannelse, men det måtte de give afkald på hjemme i Afghanistan”. Sundhedssystemet var også elendigt. Landet har verdens højeste dødelighed for fødende kvinder. Kvinderne er helt underlagt mændene; de bliver tvangsgift og somme tider solgt som små. Vold mod kvinder i familien er alment accepteret. Hvis en kvinde flygter hjemmefra, er det politiets opgave at bringe hende tilbage til manden.
Senere kom opgaven med at bygge nye og genopbygge ødelagte skoler både i de store byer og landsbyerne, og mens Jette Faurschou var i gang med dette arbejde, brød Muhammedkrisen ud. ”Først tog vi os ikke af postyret. Da der kom trusler mod udsendte danskere, sagde mine medarbejdere, at de ville beskytte mig med deres liv. – Vi stiller os imellem dig og kuglerne”, sagde de. Men da Dannebrog blev brændt af, og der gik rygter om, at et afhugget dansk hoved ville blive belønnet med et kilo guld, fik hun ordre til at lade sig evakuere til Pakistan. ”Det var nu ikke meget bedre. Når hotelpersonalet så vores danske pas, var der pludselig ikke nogen værelser. Til sidst blev vi indkvarteret i et hotel med bevogtning og sandsække rundt om. Senere fik vi at vide, at en amerikaner en time tidligere var blevet skudt udenfor”.
Blandt de mange spørgsmål til Jette Faurschou var, om hun kunne sætte sig i respekt over for mændene i et land, hvor kvindeundertrykkelsen er så massiv. ”Det havde jeg ikke problemer med. Det var en fordel, at jeg ikke var ung. Jeg var en ”Margaret Thatcher-type” og en ældre dame, og af samme grund havde kvinderne ikke noget imod, at jeg arbejdede alene sammen med deres mænd”, var svaret.
Foto: Claus V. Jakobsen
Tilhørerne havde måske lidt svært ved at se Margaret Thatcher i Jette Faurschou, som formand Nikolaj Ifversen i sin velkomst meget præcist beskrev som ”et menneske uden pral”, men dét med respekten forstod de godt, efterhånden som fortællingen skred frem.
Mødet var annonceret som en ”Veterancafé” i det lille foredragslokale i Bethesda, men dér havde Veteranklubbens bestyrelse forregnet sig. Jette Faurschou trak så mange tilhørere – 70 – at mødet måtte flyttes til den store sal. PH
Herunder en billedserie fra Jette Faurschous virke i Afghanistan
med opbygning af skoler.
Klik evt. på billederne for at se dem større.
