Papirkurven er
åndens spyttebakke.
Fliegende Blätter – tysk magasin
Børge Egelund Jørgensen skriver i en kommentar til ordet ‘pymse’, som blev nævnt i denne rubrik for nylig, at ordet bruges en del af computernørder, bloggere/facebook/ sms/twitter-skrivere, måske især norske, og han nævner et eksempel fra nettet om konvertering af en spillefilm til et nyt format: ‘Så laver de en ny udgave, som de finjusterer og ymser og pymser med.’ En dansk facebook-skribent har besøgt sin gamle efterskole og er forarget, fordi de nye elever ikke kan finde ud af at holde orden på hendes gamle værelse. Hun bruger ‘pymser’ på en anden måde: ‘Jeg synes altså, at der var meget flottere (og mere ryddeligt), da min værelseskammerat og jeg boede der. De nye beboere har ikke deres sko for enden af sengen, deres opslagstavle er pinligt tom, de roder, deres vask var kalket rundt om bundproppen; det hele var bare forkert. Vi gad ikke engang efterlade en besked til dem. Små pymser. Ha!’
Tak for den fascinerende kommentar. Det ser altså ud til, at vi kan byde velkommen til en ny indvandrer i det danske sprog, både som verbum og substantiv. Tiden vil vise, om sprogbrugen agter at tage dem til sig.
”A si’r walbekomm’!” er en sætning, man kan høre visse mennesker kommentere bestemte situationer med. Hvorfor?
De pågældende mennesker kan vel kun være os, der husker, at det var venstreministeren Knud Kristensen, som i 1947 udtalte de ord i Folketinget. I et indlæg beklagede han, at han havde optaget Gustav Rasmussen i sin regering som udenrigsminister. At denne Gustav Rasmussen nu skulle fortsætte som udenrigsminister i Hans Hedtofts regering, kommenterede Knud Kristensen (ifølge Paul Hammerichs Danmarkskrønike) med: ”A si’r walbekomm’!”. Og det var jo en så slagkraftig og fyndig sætning, at den får en fremtrædende plads i Sprogmuseum.
Samme ære tilfalder ikke Gustav Rasmussens svar til Folketinget efter Sorte-Knuds svada: ”Jeg har aldrig i hele min løbebane, hverken her eller i udlandet, truffet en politiker i fremtrædende stilling (Knud Kristensen) med en så begrænset forståelse for, hvad udenrigspolitiske hensyn kræver.”
Spildte Guds ord på Balle-Lars. Engang sagde man ‘Spildte Guds ord på Balle-Lars’. Hvorfor?
Vi skal helt tilbage til 1860 efter svaret, og allerede af den grund er vendingen selvskreven til Sprogmuseum, hvor den kan nyde sit otium og blive udstyret med en lille forklaring fra Vogel-Jørgensens ‘Bevingede ord’ om sin oprindelse:
Lars Nielsen fra Bahl på Præstø-egnen, kaldet Balle-Lars, blev 2. august 1860 dømt til døden for mord. Ved 21 besøg i fængslet talte sognepræst J.E. Gjellebøl med ham for at mildne hans forhærdede sind. Men han var ”forstokket og uimodtagelig for religionens påvirkning”, som præsten udtrykte det, da han efter henrettelsen udgav sine opbyggelige, men altså nytteløse taler til morderen: Bogens titel var ‘Spildte Guds ord på Balle-Lars’. Ligesom ‘A si’r walbekomm’ var det en så markant sætning, at den fik øjeblikkelig adgang til dagligsproget – og altså stadig bruges, omend sjældnere end før.