Forskellen mellem det helt rigtige ord og det næsten rigtige
er som forskellen på et lyn og en ildflue.
(Mark Twain)
Småordene – det er på dem, man skal kende sine sproglige rødder. De er nemlig lettest for andre at snuble over, skønt de er så små. For eksempel gælder det præpositionerne.
På dansk hedder det, at man spiser op, men man drikker ud – aldrig omvendt. Man går på posthuset og på apoteket, men i supermarkedet. Man bor på hotellet, men spiser i restauranten, man har sin bil på værksted, men ellers står den i parkeringskælderen. Man går ud på badeværelset, men hvis man bagefter ikke kan finde sine briller, så ligger de måske inde i stuen. Hvis man bor så pompøst, at man har eget bibliotek, kan man sige: ‘Jeg sidder i biblioteket’, men hvis det drejer sig om kommunebiblioteket, går man på biblioteket.
Tilsvarende med verberne. Ingen misforstår en sætning som: ‘ Tallerkenen står på bordet’. Men man skal være vokset op sammen med sproget for at vide, at hvis man siger: ‘Tallerkenen ligger på bordet’, så har den bunden i vejret. Indforstået? Ja, men sådan er det.
Alt det og et mylder af tilsvarende detaljer har vi fået ind med den sproglige modermælk, men det er netop den slags vigtige detaljer, som andre let kan løbe sur i.
Ordkunst 1) Men selv vi, som har pattet den sproglige modermælk og forstår det indforståede i normalsproget, kan løbe sur i teksten, når ordene gebærder sig, som de gjorde i (Politiken januar 2013) en anmeldelse af Viggo Madsens digtsamling:
‘Som eksemplarisk eksempel på den madsenske ordkunst kunne nævnes en vending som de rettroendes forhudsforbud. ‘Forhudsforbud’ er typisk, både ved at være et neologistisk kompositum og ved (som rim) at være født af sprogets kvasiredundante selvfordobling.’
Ordkunst 2) er et læserbrev til ”Sprogmuseum” fra Claus Seiden: ”I de tidlige morgentimer, hvor jeg ellers aldrig tænker, slog det mig, at vi har et dansk ord, der næsten dækker ‘serendipity’: slumpetræf. Så hvis vi skulle give os til at oversætte det persiske eventyr (se Wikipedia) om ‘the three princes af serendipity’, skulle de nok hedde noget i retning af prins Slimp, prins Slamp og prins Slump”.