“Ord er som røntgenstråler,
når man anvender dem rigtigt”
(Aldous Huxley
Forfatteren Henrik Nordbrandt blev i en enquete spurgt om sit forhold til ord og skulle give et eksempel på ‘et ord, der fylder dig med glæde’.
Digteren tog selvfølgelig først det begavede forbehold:”Må jeg minde om, at intet ord kan stå alene.” Derpå nævnede han ‘aheste’ – et ord, som måske fylder mange tyrkisktalende med glæde, men næppe mange danskere. Han kunne have tilføjet, at intet ord er smukt eller grimt i sig selv, men får karakter af hele den sproglige atmosfære og associationsverden, som det lever sammen med og har levet sammen med i medgang og modgang. Og det gælder såvel danske ord som tyrkiske som f.eks. ‘aheste’, fordi det for den tyrkiskkyndige Nordbrandt ”straks får hele den verslinie, det indleder, til at synge inde i mit hoved,” som han sagde.
Apropos ‘fornemmelse for ord’:
I sin fornøjelige bog ‘Sprogblomster i spinatbedet’, som handler om kritikersproget, leverer John Chr. Jørgensen dette hug til journalisterne:
‘(De) har det med at skamride vendinger, der er oppe i tiden. I begyndelsen ser det smart ud. Men snart efter virker det trivielt. En bogtitel som ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’ har i 1990erne afstedkommet et lavineskred af rubrikker, bygget op over klicheen ‘NNs fornemmelse for XY’.
Kritikere, der bruger vendingen, prætenderer originalitet, men deres hele kreativitet består i efterligning af noget, der har været originalt.’
Det er en iagttagelse, som stammer fra Erik Hansen og Skyum-Nielsens ‘Den sproglige kliche’, og som må indgå som et memento i vort ‘Sprogmuseum”.
Apropos sproglige klicheer – en opmærksom lytning til og læsning af mediernes sprog over ret få dage på jagt efter sproglige klicheer gav følgende udbytte: en varm kartoffel, sætte næsen op efter, male sig selv op i et hjørne, lys for enden af tunnellen, hår i suppen, kejserens nye klæder, grus i maskineriet, benzin på bålet, tage tyren ved hornene, tage bladet fra munden, en pistol for panden, der er lukket for det varme vand, et spil for galleriet, dydens smalle sti, ikke få armene ned, få tommelskruerne på, kaste vrag på, fingrene i kagedåsen, teatertorden, lugtede lunten, andre boller på suppen, få tommelskruerne på, rasle med sablen samt på den lange/korte bane.
Udtrykkene er – på godt og ondt – gammelt dansk arvegods, de fleste uoversættelige og svært eller rettere næsten umuligt at forstå for ikke-danskere.
NB: Og der lyste et enkelt eksempel op på vellykket brug af en gammel sproglig kliche. Nemlig i et indlæg af folketingsmedlem Rasmus Horn Langhoff (S) om kvinders mulighed for at amme på offentlige steder:
”For mig er amning lige så naturligt som amen i kirken.”