En vigtig person
behøver ikke at være
en vigtig person.
(Storm P.)
Happy end: At ‘happy end’ er noget godt og ønskværdigt, ved vi fra visse romaner, film og tv-serier. Sært nok bruger vi næsten altid den engelske version, mens vi mest bruger den oversatte version, når vi taler om ‘den bitre ende’. ‘Han blev ved til den bitre ende’ , siger vi og mener oftest dermed, at han ikke gav op, men var tappert udholdende til det sidste. Bitter står ikke i modsætning til happy, men har maritim oprindelse. Ordet skal være dannet af substantivet bitt, der betyder ‘en bedding, hvorom tampen af et ankertov er fastgjort.’ Den del af ankertovet, som forbliver om bord, kaldes ‘the bitter end’. Konklusion: En ‘bitter end’ betegner altså ikke slutningen på en roman, hvor de elskende ikke får hinanden ‘in the end’.
Balstyrisk: Et næsten glemt ord sprang pludselig frem fra de hensovendes rækker, spontant, fordi det syntes at være det eneste ord, som var dækkende for situationen. Det drejede sig nemlig om de danske håndboldherrers præstation i Spanien. ”Jamen, de er jo helt balstyriske!” udbrød en ældre seer begejstret. Først da sindene var faldet til ro lidt senere, efter at den danske sejr var sikret, kom spørgsmålet: Hvad var det dog for et ord?
Svar: Som man næsten både kan se og høre, stammer det fra plattysk, men har rødder i oldnordisk og betyder hæmningsløst, viltert, uregerligt.
Den rette stavemåde er balstyrig – balstyrisk er talesprog. Da det færdedes i dagligsproget, blev det navnlig brugt om heste. Dog ikke udelukkende åbenbart – i hvert fald findes i Holbergs ‘Den politiske kandestøber’ denne replik: ”…det bedste Middel er, når en Kone er balstyrisk, at Manden truer hende med at ligge alene.”
‘At glimre ved sin fraværelse’ er et af de udtryk, som har haft kraft til at overleve århundreder uden at få alvorlige skrammer, så det bruges den dag i dag i sin oprindelige betydning. Og så skal vi endda helt tilbage til de gamle romere: Historikeren Ticatus (ca. år 100) berettede om begravelsen af Junia, søster til Brutus og enke efter Cassius. Foran processionen blev, som traditionen foreskrev, båret billeder af den afdødes forfædre og slægtninge. Men Ticatus fortæller, at Brutus og Cassius blev omtalt, og netop derved blev det unerstreget, at deres billeder ikke var at se. Forklaringen var, at det ved offentlige optog var forbudt at vise billeder af Cæcars mordere. De glimrede ved deres fraværelse.
Udtrykket bruges i vore dage om folk, der vækker anstød eller opsigt ved ikke at være til stede.