En redaktør er en mand,
som nøjagtigt ved, hvad han ønsker –
men ikke er helt sikker.
Walter Davenport
Vendingen ‘Fanden og hans pumpestok’ er efterhånden næsten lige så sjælden, som den engang var ganske almindelig, men hvor den kommer fra, fortaber sig i det dunkle. At den var kendt i 1880’erne, er konstateret, men muligvis er den betydeligt ældre: I det latinske dåbsritual forekommer følgende passus ‘Abrenuntias Satanae… et omnibus pompis ejus’ (‘Forsager du Djævelen og alt hans væsen?’) Det er ordet ‘pompis’, som er det springende punkt. For flere hundrede år siden er det blevet forvansket – efter samme princip, som i sin tid ramte nadverritualet ‘hoc est corpus’ (‘dette er hans legeme’), som blev fordrejet og blev til tryllekunstnernes ‘hokuspokus’: ‘Pompis’ blev måske af nogle sproglige lurendrejere mellem den tids frække latinskoledrenge fordrejet, så ordet blev til pumpestok.
Saglig oplysning:En pumpestok er den stang, som bevæger stemplet op og ned i en håndpumpe.
En lurendrejer er i dag – hvis det da overhovedet bruges af nogen – et ord med næsten positiv klang, i hvert fald i de sammenhænge, hvor det nærmest betyder gavtyv eller skælm, en skæg fyr, parat til fis og ballade. Engang var det negativt som alle ord, der er sat sammen med lure. At lurepasse betyder som bekendt at melde pas på gode kort for at lokke modspilleren i uføre. En lurer er en voyeur, en vindueskigger.
Men lure har på den anden side også sproglige gener tilfælles med ordet filur, der kommer fra fransk, filou, som betyder gavtyv eller skælm. Så helt negativt er ordet lurendrejer altså ikke, men heller ikke altid helt positivt.
På sejlskibenes tid var en lurendrejer noget helt konkret uden bibetydninger. Han havde den opgave i tåget vejr at blæse tågesignaler. Da det var anstrengende, opfandt man en mekaniseret ‘lur’, en solid kasse med tudehorn, blæsebælge, ventiler og håndsving. En skibsdreng blev i tåget vejr sat til at betjene den – en lurendrejer.