“Sprogmuseum” v. Gert Smistrup
Eksempel 1
Dialog i bilkø. Bedstemor (82) ved rattet:
”Hvor er det dog sejt at komme igennem byen her i myldretiden.”
Klara (7 år): ”Hvad sejt er der ved det?”
Bedstemor: ”Nåja, jeg mener altså, at det er træls.”
Klara: ”Hvad betyder træls?”
Bedstemor: ”Det betyder nærmest irriterende.”
Klara: ”Nåh, jeg troede, du mente, at det var fedt. ”
Eksempel 2:
Slutningen af en boganmeldelse i Politiken (30. aug. 2012) af Naja Marie Aidt-roman:
”Gliv er ifølge min ældste søn en af de største komplimenter, man kan give for tiden, hvis man er street. Det betyder: Det (eller han eller hun) giver liv. Og det er det, Aidts prosa gør. Så herfra til Aidt skal lyde et taknemmeligt, respektfuldt og fuldtonende: gliv.”
Eksempel 3:
Fra anmeldelse af Henrik Nordbrandts nyeste digtsamling (6. sept. 2012) med overskriften Knarvorne dødedigte:
‘Under læsningen af disse digte vendte ordet knarvorn igen og igen tilbage til mig, og jeg så for mig en knarvorn – og måske lidt uvorn – Knagsted, der tumlede trodsigt-muntert af sted …’
Eksempel 4:
Chefen for Den europæiske Centralbank Mario Draghi (Deadline 6. sept. 2012):
”The Euro is irreversibel‘
Knarvorn
Ordet står ganske vist på Dansk Sprognævns liste over 43 truede ord, altså ord, som er i fare for at blive smidt ud af sproget, men ved denne lejlighed blev det for en gangs skyld luftet. Og det var tydeligvis i fuld vigør. Skribentens udlægning af ordet bidrog til at give anmeldelsen liv – eller ‘gliv’, som nogen åbenbart vil have os til at sige.
42 andre gode, gamle, danske ord end knarvorn står på listen for at blive bortvist fra Retskrivningsordbogen. Ingen har i lang tid haft lyst til at tage dem en tur med ud i den friske luft, skønt nogle af dem måske er i lige så fuld vigør som knarvorn. I hvert fald er de ikke alle sammen slidt op – det bliver de jo ikke, når de ikke bliver brugt. Altså er mange af dem så gode som nye, tiden er bare løbet fra dem. Og der skal jo være plads til det, sprogudviklingen finder på, f.eks. gliv.
Sproget udvikler sig, jajaja, vi ved det, nikker vi gamle og krummer tæerne i sutskoene, når de unge forklarer, at ‘sprødt’ bruges om noget, der er supergodt, ‘stramt’ betyder cirka: ‘Livet er hårdt’.
Men o.k.- man kan da loyalt afprøve dem:
Er det ikke for stramt, hvis man skal lade de sprøde, gamle ord bare blive sat på gaden og overlade dem til dels at udføre lidt løsarbejde inden for krydsordsopgaverne, dels være på tålt ophold på nettet? Ville vi ikke vise dem mere respekt ved at lade dem komme på museum?
Det er, hvad vi har tanker om i Journalisternes Veteranklub.
Den næste fyringsrunde
I øvrigt ville de på et sprogmuseum måske en dag få selskab af eksempler fra en muligt kommende fyringsliste. Nemlig en liste over udtryk, vendinger og såkaldte idiomer, som man ikke kan bruge mere, fordi mange af dem er på vej til ‘Mindeparken for sproglige klicheer’. For mange af dem stammer fra Æsops fabler, fra folkeeventyrene, fra Bibelen, fra de gamle håndværk og fra skønlitteraturen, Og så stammer nogle af dem heldigvis fra vore dage, fra Storm P., skønt det jo ikke var ham, der var ophavsmand til den mest forrendte: ‘Det er svært at spå – især om fremtiden.’
Men der er jo også vendinger, metaforer og udtryk, som er opdyrket i tidens og fortidens journalistik, og som ejer mere i sig end døgnflueliv. Dem må vi indfange og opbevare.
For eksempel er vi vist en del journalistveteraner, som allerede i vores elevtid hørte udtrykket ‘kold som en brøndgravers røv’ og ved, at det var Simon, sportsjournalist på Politiken, som lagde pen til. Heldigvis er den metafor opbevaret i Vogel-Jørgensens ‘Bevingede ord’. I dag ville nogle vel kalde det en ‘oneliner’.
Hvis ikke os – hvem så?
Jeg har i de indledende eksempler medtaget et ord som irreversibel, skønt det falder ved siden af de andre eksempler, men det svære begreb blev uoversat og uudlagt kastet på bordet en aften i Deadline. Heldigvis var vi nok en del, som forstod det alligevel, fordi vi mindedes den politiker (jeg husker desværre ikke hvem), som engang blev refereret for sin udlægning af ordet fra folketingets talerstol, nemlig ved at rejse et billede: ”Planen er irreversibel. Det vil sige, at man ikke kan fortryde et spejlæg.”
Joh, de er der stadigvæk i journalistikken – disse udtryksfulde, maleriske, prægnante vendinger og billedskabende udtryk, som kan falde så let i munden eller flyde så let fra pennen, og som er værd at huske, men som så let forsvinder op i æteren eller ned i papirkurven, medmindre nogen griber dem i flugten og holder fast.