Modersmålet er en tålmodig
og overbærende dame,
men kritikløs er hun ikke
Kaj Bom
Bramfri. ‘Bogen indeholder baronessens bramfri synspunkter om mangt og meget’, stod der i Politiken (15. april 2013) om Margaret Thatchers bog ‘Statecraft’. Bramfri er et gammelt ord, som i vore dage alt for sjældent dukker op i medierne. Når det bruges, hæftes det sædvanligvis på folk, som tør sige tingene ligeud, uden omsvøb, som ‘Jernladyen’ jo foretrak.
Grunden til den aftagende brug af ordet, er nok, at det drilsk har flyttet på sig med årene. Verbet bramme betød oprindeligt at være pralende og højtråbende. Substantivet bram betyder ‘skrydende adfærd’ – tænk på brask og bram. Den, som er bramfri, er altså fri for bram, dvs. stille og beskeden. Når man tænker på ‘Jernladyen’, tør man nok sige, at der gennem tiden er sket et jordskred i betydningen. Synonymordbogen demonstrerer det ved at tilbyde:
Enkel, fordringsløs, jævn, ligetil, usnobbet, prunkløs, djærv, plump, grov, utilsløret, simpel, gæv, frimodig, ugenert, lige ud ad landevejen, lige ud af posen, frit fra leveren.
Fra den svenske film ‘Landevejskroen’ (1940) husker mange veteraner ‘Kalle på Spången’, hvor Edvard Persson sang:
”Han er så gemytlig og jævnfri og bram
Hans venskab til mig er det bedste ved ham”
Så var i hvert fald rimene på rette plads, og når vi i vores glade ungdom slog til Søren på kroballerne, sang vi gladelig med på vrøvlet og blæste på den forfejlede idiomatik.
‘Slå til Søren’ er der næppe nogen, der siger i dag, men det var såmænd helt legitimt i samme årti som ‘Landevejskroen’, for en af de populære sange i filmen ‘Københavnere’ (1933) lød: ‘Så skal vi ud og slå til Søren’. Udtrykket har været hos os i hvert fald siden Hostrup. I ‘Feriegjæsterne’ udlægges det som ‘at gå til studentergilder og fjase med fruentimmerne’.
Men hvorfor det netop blev en Søren, som man slog til, ser ud til at være en tilfældigt opstået variation af udtrykket ‘slå til skaglerne’.
Søren stod åbenbart jævnligt til rådighed, f.eks. når man lige havde brug for en afholdsed. Man kunne sige ”Det var som syv Søren” , og ”Det var Sørens!”, så man slap for at sige det slemme s-ord i de pæne stuer.