Spændende kvinder,
landskaber og tal

Eigil Holm 2015 (4)OK

Eigil Holm opfordrede os til at opleve Danmark fra luften. Foto: Finn Hillmose

Eigil Holm fortalte om resultatet af de mange timer, han har hængt i luften over Danmark og fotograferet spændende landskaber. ”Danmarks dejligste natur – set fra fly og fod” hedder bogen, som går fra Skagen i nord til Vadehavet i syd, Marstal og Læsø i midten og Stevns og Møns Klint i øst.
Eksempler:
Skagens Odde flytter sig 1 meter længere ud hvert år. Råbjerg Mile vandrer, så vej og jernbane kan blive truet. Cementbunkerne ved Hanstholm, bygget af tyskerne inde i landet under 2. verdenskrig, er nu omsluttet af det frådende Vesterhav. Vadehavets tidevand har ”født” Skallingen, Fanø, Mandø, Rømø osv. – og ”byggematerialet” er det fineste sand, som fx betyder, at der på Fanø og Rømø ikke findes sten, kun sandskorn.
”Jeg har på mine flyveture været lige så optaget af Vadehavet fra oven som Grand Canyon”, sagde Eigil Holm, der med sine flotte fotos kunne påvise meteornedslag, som skabte et nyt landskab ved Stevns, og sige om Læsø, at øen er det hurtigst voksende landskab i Danmark. Det hæver sig 5 cm om året, bl.a. fordi det ligger i et område med jordskælv! ’Hvornår bliver Skagen landfast med Norge?’ lød et spørgsmål – og svaret: Det sker ikke, dels har vandet 600 meters dybde, dels er området en aktiv forkastning.
Eigil Holm opfordrede os til at opleve Danmark fra luften. Han er selv på vej op igen med fly på en 2 timers tur til 11.000 kr., fordelt på 9 personer – ikke så dyrt, mente en deltager, der foreslog, at Veteranklubben kunne gøre det til årets sommerudflugt!

Kate Bluhme 2015 (4)

Kate Bluhme rundede dagen af med at fortælle om ”99 lyserøde elefanter” – en bog om 99 bemærkelsesværdige danske kvinder i perioden 1849 (da Danmark fik grundloven) til 2014. Eksempler på anekdoter i bogen:
Nielsine Nielsen (født 1850) blev Danmarks første kvindelige læge, selv om en professor forsøgte at stoppe hendes ret til studiet. Han mente, det var upassende, at en kvinde kunne undersøge mænd: ”En kvinde, der i den grad kan tilsidesætte enhver følelse af anstændighed og blufærdighed, kan kun betragtes med modbydelighed og væmmelse. Prostitutionsvæsenet er vel nu til dags et nødvendigt onde, mens kvindelige læger kunne kaldes et aldeles unødvendigt onde”.
Annemette Ruth søgte i 1976 ind i Søværnet. Hun blev optaget – trods en udtalelse om, at ”enten er du lesbisk eller også lider du af mangel på kønsidentifikation”. Ruth ville være søofficer ligesom sin far og har nu rang af kommandør efter at have takket nej til at blive admiral, fordi hun ikke bryder sig om arbejdsmiljøet i Forsvarets øverste ledelse.
Laura Aller er en af de 5 bemærkelsesværdige kvinder fra medieverdenen, som er med i bogen. De øvrige er: Loulou Lassen, Emma Gad, Lisbeth Knudsen og Maria Rørbye Rønn. Kate Bluhme fortalte gode anekdoter om Laura Aller (du kan læse nogle af dem på klubbens hjemmeside – skriv Laura Aller i søgerubrikken) Selv om Laura betød næsten alt for Aller-koncernens succes, blev den kendt under navnet Carl Allers etablissement!
Kate Bluhme 2015 (8)Og så var der gaveregn:
Enhver kunne få et gratis eksemplar af ”99 lyserøde elefanter” med i lommen hjem – bogstaveligt talt, for bogen er i miniformat 13×13 cm                                              bej

 

Veteranklubbens garanteret yngste mødedeltager til dato var Mona Smidths 2 måneder gamle dreng, som drak mælk (uden kaffe!) Man må tage ledsagere med til klubbens møder, og æresmedlem Tove Smidth havde inviteret barnebarn & oldebarn.

Veteranklubbens garanteret yngste mødedeltager til dato var Mona Smidths 2 måneder gamle dreng, som drak mælk (uden kaffe!) Man må tage ledsagere med til klubbens møder, og æresmedlem Tove Smidth havde inviteret sit barnebarn & oldebarn.