Herreborg og veterantraktor:
Sommerudflugt i junisol til
Sjællands sydvestligste hjørne
Der er solid tradition for, at Veteranklubbens sommerudflugt foregår i smilende sommervejr, og turen 6. juni 2013 var ingen undtagelse. 80 veteraner i airconditioneret dobbeltdækkerbus havde solen med hele vejen, da de besøgte Borreby herreborg ved Skælskør og senere sejlede ud i det blanke Storebælt for at spise frokost på Agersø Kro.
Godsejer Joachim Castenschiold tog imod i Borrebys gård og viste rundt i kapellet og riddersalen, mens han fortalte om de adelsslægter, der har beboet den majestætiske rødstensborg med dens dobbelte voldgrave og skoldehuller lige siden midten af 1500-tallet.
På busturen ned til Sydvestsjælland havde Nikolaj Ifversen læst op af H.C. Andersens eventyr “Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans døtre” – og godt det samme, for Valdemar Daa var en vigtig figur i fortællingen om Borreby. Den stolte godsejer af adelsslægten Friis forsøgte i 1600-tallet at lave guld, men gik fallit og måtte forlade borgen i dybeste armod med sine tre døtre. Derved gled borgen ud af slægtens eje og blev langt senere overtaget af Castenschiolderne
Den nuværende godsejer er uddannet skuespiller. Han rejste hjem fra Californien for ti år siden for at overtage godsets drift, men er stadig optaget af scenen. Efter hjemkomsten har han bygget et tip-top teater i godsets gamle halmlade, og dér opfører han nu flere forestillinger hvert år med tusindvis af tilskuere fra nær og fjern. Veteranerne beså – temmelig imponerede – skuespilhuset i kæmpeladen og hørte fortællingen om det moderne teatereventyr, mens de drak kaffe og spiste borgcafeens hjemmelavede æblekage.
Fra Borreby gik turen til den nærliggende Stigsnæs havn, hvor veteranerne myldrede ombord på færgen og efter 15 minutters blid overfart steg i land på den idylliske Agersø. De dårligt gående blev hentet på havnen af værten fra Agersø Kro i en knirkende vogn, meget passende lydende navnet “Veterantraktoren“. Resten spadserede de små tyve minutter gennem landsbyen, forbi gadekæret og kirken til den ventende frokostbuffet.
Krofatter Renny Rosenlund stod både for maden og underholdningen – en historie om øens og kroens historie, som han afleverede, mens han vandrede livligt gestikulerende rundt om buffeten.
Der blev også tid til en spadseretur på øen for dem der ville, og nogle lånte kroens cykler og nåede langt ud i landskabet, inden turen gik tilbage over Agersø Sund og bussen, der ventede på Stigsnæs. Endnu en vellykket veteransommertur. PH