På Høje Taastrup Station steg 40 forventningsfulde veteranmedlemmer ind i vores ”skovturs-to-dækker”, som førte os til Vestsjælland.
Tekst: Peter Kay
Foto: Finn Hillmose
Vores første stop var Slagelse Museum
Her blev vi ført et par hundrede år tilbage, da vi trådte ind i den hyggelige Håndværkergade. Den krogede gade med tætliggende stråtækte bindingsværkshuse, førte os frem til byens torv med handlende boder. Vi fik et godt indtryk af købstadslivet i første halvdel af 1800-tallet. I husene så vi forskellige værksteder, som præsenterede traditionelle håndværk, fx. karetmager, bogbinder, maler, hattemager og kobbersmed.
I Håndværkergaden gik vi i H.C. Andersens unge fodspor og så en latinskole, som den han gik i, da han boede i Slagelse. Latinskolen og den tilhørende bolig var kulisser, der stammede fra DRs tv-serie ”Unge Andersen” fra 2005.
På den anden side af gaden lå Det Gamle Trykkeri.
Nogle af deltagerne ligefrem ”savlede” over de gamle sættemaskiner og det meget ”bly”.Pensionerede sættere, trykkere og bogbindere viste med glæde deres gamle håndværk frem.
En væsentlig begivenhed på en skovtur er frokosten. Den var henlagt til Korsør Lystskovs Restaurant – Den Gamle Jagtkro. Da vi var lidt tidlig på den, fik alle en mulighed for at nyde skoven og få sig en lille forfriskning.
Med maverne fyldte af dejlig og velsmagende mad drog vi videre forbi Korsør Miniby og Flådestation Korsør til Korsør Slot, som lå på Korsør Fæstning. Her besøgte vi Overfartsmuseet i den store gamle magasinbygning.
Exformand Nikolaj Ifversen ser beundrende på færgemodellerne.Mange gik rundt og sagde: Kan du huske dengang, da …..
DSB’s færgekaffe fik også en bemærkning med på vejen. Samtidig kunne vi se modeller af de mange færger som har sejlet mellem Korsør og Nyborg og bilfærger mellem Halskov-Knudshoved.
Herefter begav vi os til Isbådsmuseet på Halsskov Odde – næsten under ”broen”.
Udstillingen viste i billeder, tekst og udstillede effekter, hvordan transport over Storebælt blev foretaget med specialbyggede både og bemanding under isvintrene helt tilbage fra 1794.
Museet havde en yderst kompetent medarbejder på stedet til at svare på spørgsmål fra de mange interesserede medlemmer.
På hjemvejen blev humøret sat lidt i vejret, da alle i bussen sang med på ”I Danmark er jeg født”, meget apropos skrevet af H.C. Andersen.