Der var nok ikke så mange, der havde forventet en usædvanlig smuk oplevelse ved at besøge Malmø, men det fik vi. Også i den grad.
Veteranklubbens traditionsrige sommerudflugt gik i år til Malmø, som vi på en herlig kanalrundfart oplevede fra søsiden. Masser af grønne åndehuller i den by, masser af nybyggeri. En driftig by som vi normalt ikke oplever, når vi kommer over broen og bare skal på shopping.
Vores første stop var Lernacken – et udsigtsområde lige ved Øresundsbroen. Her var der kaffe og velsmurte rundstykker – produceret af gode folk fra Foreningen Norden, som bistod den primære turarrangør Terkel Spangsbo med arrangementet.
Efter en lille køretur blandt svenske velhavere på strandvejen sprang vi i en stor og behagelig turbåd med en sød og vidende guide, som talte forståeligt svensk (vi var jo i Skåne).
Uden mad og drikke går det jo ikke og 72 mennesker dumpede ned i Nyhavn på Møllevangstorget til pannbiff og stegte kartofler. Og øl.
Et nyt højdepunkt, i bogstaveligste forstand, ventede os i det markante landmærke Turning Torso. 190 meter højt, 54 etager.
Vi stod af på etage 53 og fik foruden en vild udsigt (skyfri himmel) også et underholdende foredrag om huset/skulpturen. Alt er udlejet og prisen er ikke afskrækkende for en københavner: 22.000 (dkk) månedligt for 190 kvadratmeter, en formidabel udsigt, døgnbemandet reception som bl a tilbyder hunde og katteluftning. Også om natten.
Nede på jorden igen landede vi i Tårnby og kunne sige tusind tak til Terkel Spangsbo, Peter Kay og Annette Hartung (medhjælpende turplanlæggere)
Ingen af dem havde indflydelse på vejret, men hold op, hvor skønt, at det hele kunne opleves i strålende skovturssol.
Ref. Helle.
En skøn udflugt til Malmø 14 juni 2023
Klik på et billede - så vil det vise sig i større størrelse.
Er du på telefon eller iPad, så læg den på siden, så viser billederne sig bedst.
Er du på pc eller Mac, så brug piletasterne på dit tastatur for at bladre i billederne.