I Veteranklubbens formålsparagraf står bl.a., at klubben ønsker ar give medlemmerne mulighed for at følge udviklingen på mediearbejdspladserne og dermed bevare kontakten til deres fag. Det ønske blev opfyldt tirsdag den 21. november.
Her havde godt 80 medlemmer eller ledsagere begivet sig til Sydhavnen TV 2’s københavnske domicil. En så flot tilslutning, at vi til sidst måtte indføre adgangsbegrænsning, da TV 2 ikke kunne kapere flere.
Besøget startede med en rundvisning i det imponerende hus, hvor gæsterne fik set de lokaler, hvorfra udsendelserne styres af redaktører, producere og andre teknikere og hvor man fik indblik i den omfattende mekanisering, tv-produktion har gennemgået, så der bliver så få dyre menneskehænder som muligt til den proces. Og på trods af det er der ansat et godt stykke over 500 mennesker i Nyhedsafdelingen.
Efter at to hold havde været på en spændende rundvisning og bl.a. også set de studier, der bruges til News, News & Co, Tirsdagsanalysen, Vejret osv., mødtes vi i TV 2’s kantine til kaffe, kage og en grundig orientering fra tv-kanalens nyhedsdirektør, Ula Pors.
Hun var godt tilfreds. Både med form, indhold og markedsandel. – Vores største konkurrent er ikke DR. Konkurrencen kommer fra medier som TikTok, Youtube og lignende. Det er dér, de unge brugere henter deres nyheder og det er på de betingelser, vi skal leve og konkurrere, sagde hun.
Et andet fænomen, som optager nyhedsdirektøren og dermed nyhedsafdelingen, er AI, kunstig intelligens. Et fænomen, som efter Ulla Pors’ mening kan få lige så stor betydning som i sin tid indførelsen af mobiltelefonen. TV 2 tilbyder faktisk sine medarbejdere kurser i håndteringen af AI, så man undgår de store faldgruber, der er indbygget i anvendelsen af kunstig intelligens, men også de store muligheder, der åbner sig.
Endelig glædede Ulla Pors sig over, at man nu, måske lidt af nød, men åbenbart også af lyst, har flyttet TV 2’s tyngdepunkt tilbage til Odense, det sted, hvor TV 2 startede i 1988 og det udgangspunkt, som giver et bredere og mere nuanceret syn på vores land og hvad der er væsentligt – og hvad der ikke er.
Og så havde Ulla Pors også en lille overraskelse i ærmet. Hun introducerede studieværten Anne Vig, som ellers var i gang med at forberede aftenens Tirsdagsanalysen med Mogensen og Christiansen. Så vi fik også et indblik, hvilke krav der stilles til moderne studievært.
Efter næsten tre timers lærerigt besøg på TV 2 takkede Erik Schnettler på den influenzaramte formands vegne for en overordentlig god modtagelse.