Social-Demokraten var engang Nordens største dagblad, men i de 20 år, Preben Hansen var medarbejder ved den socialdemokratiske presse, var den trængt og stærkt på retur. Det fortæller han om i erindringsbogen ”Farimagsgade – tyve år ved en dødsmærket presse. Journalist og redaktør 1945-65” (udgivet i 2013)
Preben Hansen var korrekturlæser ved Social-Demokraten, mens han læste jura på Københavns Universitet. Hans drøm var at blive journalist, og den gik i opfyldelse:
”Det var mandag den 25. juni 1945, før en vis mand fik sko på, at jeg cyklede ind til Hovedbanegården og sammen med cyklen steg om bord i kystbanetoget så betids, at jeg kunne møde på Helsingør Social-Demokrats redaktion kl. 7…Mens lønniveaeut som helhed var lavere ved den socialdemokratiske presse end ved den borgerlige presse som helhed, lå det anderledes med eleverne. En journalistelev ved et socialdemokratisk dagblad fik en løn, der gjorde det muligt for en enlig at betale både kost, logi og beklædning og i rimeligt omfang fornøjelser. Det betød, at jeg ved min tiltræden på lokalredaktionen for Helsingør Social-Demokrat i sommeren 1945 fik godt 350 kr. om måneden. Det kunne mine kolleger på Helsingør Dagblad, Dagbladet Nordsjælland og Frederiksborg Amts Avis lokalredaktion godt misunde mig. Det gjorde de også, men vi havde det nu rart sammen alligevel”.
Dengang blev journalister – som du også kan læse i andre erindringer her på hjemmesiden – sat til lidt af hvert, også noget der ikke havde med redaktionelt arbejde at gøre. Preben Hansen skriver:
”Vandtætte skotter mellem redaktion og annonceafdeling er et vigtigt princip for den fri presse. Men vi skulle jo også skaffe indtægter, så vi skottede ikke overdrevent til principperne. Sidst på eftermiddagen var det min opgave at finde interessante rubrikannoncer i byens øvrige tre blade. Det interessante bestod i, at samme annonce ikke var blevet indrykket hos os. Så klippede jeg annoncen ud og klæbede den op på et fikst postkort, hvor vi kunne angive, hvad det ville have kostet at avertere i Social-Demokraten. Kortet sendte vi til anononcøren, og i ikke så få tilfælde gav det bonus i form af en annoncebestilling!”
Preben Hansen skriver, at ikke alt, hvad han lærte, var af det gode, og giver et eksempel:
”Jeg havde kun været på bladet et par uger, da Socialdemokratiet i Helsingør fejrede sit 60 års jubilæum med stor festivitas, herunder et flot demonstrationstog i Helsingørs gader. Som matematisk student gik jeg systematisk til værks og talte geledderne, efterhånden som optoget passerede mig, og så skønnede jeg over det gennemsnitlige antal personer i geleddet. På det grundlag nåede jeg frem til, at der var 750 deltagere. En indre stemme sagde mig, at det tal ikke ville syne af meget i bladets spalter. Altså skrev jeg 1500. Da referatet stod i bladet, så jeg, at redaktøren havde rettet tallet til 5000!”
I sin senere karriere kom Preben Hansen til Aktuelt i København og nævner her en af bladets nyskabelser, ” Børnenes egen Avis” i 1953, videreført de følgende år under titlen ”Minavisen”.
”Den fortsatte i en årrække og gav mange skoleelever lejlighed til at prøve kræfter med journalistik og pressefotografi under Robert Kjældgaard og Ruth Nørthen samt redaktionssekretær Viggo Josephsens nænsomme, men kyndige ledelse. Blandt de talentfulde unge mennesker var den senere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, forfatteren Arne Herløv Petersen, journalisten Michael Bonnesen, tegneren og forfatteren Dea Trier Mørch og fotograferne Finn Rosted og Mogens Ladegaard”.
Korrekturlæser Preben Hansen fra Farimagsgade kronede sin journalisttilværelse som redaktør på Fyn og derefter politisk chefredaktør i Farimagsgade, og hans beretning om dét og forholdet til koryfæer i Socialdemokratiet og fagbevægelsen er interessant – og så fortæller bogen i øvrigt om Preben Hansens anden spændende tilværelse, nemlig rundt i verden som medarbejder i Paris ved OEEC (nu OECD) og senere ved ambassaden Washington.
Bogen er en fortsættelse af barne/ungdomserindringerne fra 2009, ”Enghavevej”, hvor Preben Hansen blev født i 1925 – og over det hele kan stå hans bemærkning fra forordet:
”At rejse er at leve, sagde H.C. Andersen. Mon ikke han kunne have været enig med mig, når jeg siger: At skrive er at leve. Også når det gælder erindringer”