Per Larsen går langt på en Cola. Det beviste han for godt 60 fuldvoksne journalistveteraner 30. august 2012 ved et møde i ”Bethesda”s festsal, hvor han i næsten to timer – det svarede for hans vedkommende til én cola – fortalte om sit liv.
Efter at have fejret 40-års-jubilæum som politimand er Per Larsen nu tilknyttet Københavns Kommune med det formål at gøre Hovedstaden til en sikker by. “Og jeg er allerede begyndt at sige de om politiet og vi om kommunen”.
Per Larsen roste det gode forhold, han har haft til pressen – selv om han en gang måtte se sig på forsiden af Ekstra Bladet for bemærkningen: “Jeg har røvrendt min familie”. En anden gang var han fotograferet talende i mobiltelefon bag rattet i fuld uniform. Her lod hans overordnede, Københavns politidirektør Hanne Bech-Hansen, fru Per Larsen om at overbringe skideballen.
Per Larsen var 21 år, da han i 1965 indtrådte i politiet og blev nummer 1049. Første opgave var at “håndhæve loven” ved at patruljere i Istedgade. Og dér gik han så med hænderne på ryggen, som han havde lært på Politiskolen. Dagens fangst var en beruset cyklist, “men ellers var det største problem at sige nej tak til alle de bajere, jeg fik tilbudt”.
Per Larsen blev med tiden en kendt og engageret medarbejder ved Københavns Politi. En overgang også ved PET, hvor han lod sig lokke over med udsigt til tjenestevogn. Per Larsen har i hele karrieren været stolt af sit arbejde. Han husker med glæde rydningen af Ungdomshuset og indsatsen ved klimamødet COP 15 , “selv om der var en enkelt smutter med en flyttemand, der ikke var en kendt terrorist”. Rydningen af Pusher Street i Christiania skete som et overraskelse – “jeg troede, I først kom på torsdag”, lød det fra en søvndrukken sælger under lynaktionen en morgen kl. 5.
En kræftsygdom for et par år siden gav Per Larsen ny erfaring. Han er nu vicepræsident i Kræftens Bekæmpelse og bruger sin viden til at “tænde lys i øjnene” hos de kræftramte og ikke mindst deres pårørende.
Københavns overborgmester, Frank Jensen, slog til, da Per Larsen lod sig pensionere som 65-årig, selv om han kunne fortsætte i politiet, til han var 70. Han gik direkte fra Politigården til Københavns Rådhus. Her slutter han sin arbejdsdag klokken halv to, for han skal hente sit barnebarn i børnehaven inden klokken to.
Per Larsens hovedformål med det nye job er at skabe bedre kontakt mellem politiet og borgerne. Håbet er, at én eller to betjente skal have hver deres distrikt, så borgerne kan føle, at “det er min betjent”.
Per Larsen ser med glæde, at kriminaliteten blandt de helt unge er faldende og håber, at tilgangen til banderne er stoppet. Han ser mindre optimistisk på de unge på 25+ – men han opfordrer beboerne på fx Nørrebro til at besætte det offentlige rum.” Det vil skabe liv, der beskytter mod “bavianerne”, og han fastslår, at kriminaliteten er nedadgående. “Der er ingen grund til, at fuldvoksne borgere ikke føler sig sikre. København er en af de tryggeste hovedstæder i verden”.
Selv om Per Larsen nu har bedre tid, vil han ikke skrive sine erindringer. “Der er skrevet så mange bøger, så jeg beholder klogeligt pennen i hånden”. Efter to timer med en engageret mand gik Veteranerne sikkert hjem gennem byen …
Lis Lipschitz