Pas på sproget, for det kan føre os på afveje, uden at vi opdager de! Når demagoger giver ordene nye betydninger, kan de få selv kritiske journalister ud på en glidebane, hvor generaliseringer og stemplinger pludselig kan bruges til at begrunde politiske stramninger.
Journalist, forfatter og foredragsholder Knud Lindholm Lau henviste til nazisternes pervertering af det tyske sprog i trediverne, da han i Veteranklubben den 7. marts forklarede, hvordan sproget i dag bruges til at ændre folks holdninger over for flygtning og indvandrere.
Da de tyske nazister begyndte at angribe ”jøden” i stedet for ”jøderne”, ændrede deres hetz sig fra at udskamme en gruppe mennesker til at ramme selve indbegrebet af det at være jøde. Det var en lille sproglig ændring, men et betydningsfuldt skridt på vejen til holocaust.
Foto Søren Kuhn
Noget tilsvarende sker i dag, sagde Knud Lindholm Lau. Måden, vi taler om flygtninge og indvandrere på, skærpes gradvist. Forleden skrev en debattør i en artikel om ”muslimen”, ikke ”muslimerne” – den samme lille ændring som i trediverne, igen måske et farligt skridt.
Knud Lindholm Lau henviste til den jødiske forfatter Victor Klemperes bog ”LTI – Det Tredje Riges Sprog” fra 1947, der analyserer nazisternes verbale felttog i Tyskland. I sin egen bog ”Bare fordi AT” fra 2018 oplister han tilfælde efter tilfælde af nutidige danske debattørers sproglige manipulationer, der umærkeligt får stramninger af udlændingelovgivningen til at tage sig tilforladelige ud.
Her er nogle af hans eksempler: Én taler om at justere flygtningeloven ”for at holde de værste islamister ude” – selvom de ekstreme islamister sjældent ankommer som flygtninge. En anden taler om ”dem” og ”os”, som om flygtninge og indvandrere udgør en ensartet gruppe, der klart adskiller sig fra de etniske danskeres gruppe. En tredje spørger, om der kendes ét eneste eksempel på vellykket integration af muslimer i et vestligt land, selvom enhver kan se, at det er umuligt at generalisere så groft. En fejlagtig påstand om, at integrationsproblemer i skolen nedarves gennem flere generationer, blev viderebragt af medie efter medie, uden at en eneste journalist undersøgte, om påstanden holdt vand – hvad den viste sig ikke at gøre. ”Bryd ud af jeres parallelsamfund”! nåede en stor københavnsavis at proklamere, før fejlen blev opdaget og beklaget af redaktøren.
Hvad kan vi journalister så gøre for at undgå at glide med på den gradvise bevidste sprogtilpasning? Knud Lindholm Laus foredrag udløste så langvarig og livlig diskussion, at han knap nåede at lancere sine bud, men her er de i kort form:
– Kildekvalitet: Bedøm kilden og kræv belæg for udsagn.
– Nøjagtighed: Sørg for at det skrevne passer med det beskrevne.
– Fuldstændighed: Medtag alle relevante informationer.
– Fairness: Gengiv synspunkter ufordrejet og gør opmærksom på fortolkningsmuligheder.
– Balance: Giv historien den størrelse, dens vigtighed berettiger til.
– Gennemsigtighed: Deklarer alt det, der kan have haft indflydelse på rapporteringen, inklusive det, man ikke ved.
Det er ikke just epokegørende journalistiske krav, og de praktiske konsekvenser nåede vi ikke at diskutere, fordi tiden var skredet. PH