Man kan ikke forlange, at nogen skal forstå
eller blot nogenlunde tålmodigt høre på
en samtale, der benytter andre ord end dem,
der er fælles for alle danskere.
Emma Gad
To ord med begyndelsesbogstavet u har været på spil i forårets politiske debat, begge i forbindelse med Enhedslistens rolle. Det ene er udtilbens. Socialdemokraterne mener, at partiet har gjort sig udtilbens, så snart tanken om et forlig nærmede sig. Oprindeligt blev vendingen brugt om folk, som gik med fødderne drejet udad – modsat dem, som gik indtilbens. Men at gøre sig udtilbens i den betydning, som bruges om Enhedslisten, betyder at optræde stædigt og modvilligt som et dyr, der spærrer benene fra hinanden for at stritte imod. Det andet ord med u- er uladsiggørligt, som gerne bruges i angreb på punkter i Enhedslistens partiprogram. Det hjemmelavede ord blev lanceret af forfatteren Soya i et indlæg i Berlingske Tidende i 1936. Sådan sneg det sig ind i sproget (i øvrigt uden at gøre sig udtilbens), og det har i årevis været at finde i Retskrivningsordbogen.
Floskel. De gamle romere havde et ord, som hed flosculus, og det er oprindelsen til floskel og betyder egentlig en lille blomst. Ordet blev også brugt om sprogblomster. Det hed sig, at når man i mere pynteyge tider end nu ville maje sit sprog lidt ud, skulle man sætte en flosculus eller to ind. Det var åndfuldt (sexet?), når mænd kunne udtrykke sig i blomstersprog i amourøs sammenhæng.
At sige noget i forblommede vendinger betød oprindeligt det samme – at udtrykke sig blomstrende. Senere har det fået en mere odiøs klang og betyder i dag nærmest dunkelt, uklart, svævende og krukket.
Farting. USAs forhenværende præsident Lyndon B. Johnson sagde om Gerald Ford, da han tiltrådte præsidentembedet, efter at Nixon i hast havde måtte forlade det: Han er så dum, at han ikke på samme tid kan gå og tygge på tyggegummi. Denne stærkt redigerede version er efterhånden blevet gængs, når den citeres. Men det er ukorrekt. Lyndon B. Johnson var fra Texas og vaskede ikke sin mund med sæbe hverken før eller efter. Så den sande version er: ”He can’t fart and chew gum at the same time”.