Mere kritik og større krav

jens_otto_kjaer2

Både kunderne og kilderne er blevet klogere. Enhver unøjagtighed kan afsløres på få minutter ved hjælp af nettet, og vi slipper ikke godt fra letkøbte løsninger, der gik an i gamle dage. Derfor må vi uddanne journalisterne til at leve op til mere kritik og større krav!

Den nye rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jens Otto Kjær Hansen, var klar i mælet, da han 15. februar 2012 oplistede forskellene på journalistik i dag og i ”de gode gamle dage”.

Erhvervsliv, politikere og borgere er mere kritiske over for medierne end før i tiden – og meget mere klar til at gå i clinch med dem. Vi er på vej mod en ny balance mellem medier og brugere.

Det gamle skel mellem kommunikation og ”rigtig” journalistik findes ikke mere, fortsatte den nye rektor. Vor tids journalister har overhovedet ingen problemer med at skifte frem og tilbage mellem de to genrer. Det ene er ikke finere end det andet, og derfor uddanner journalisthøjskolen også i det hele.

Et tredje eksempel: De unge skelner ikke skarpt mellem medierne. Alle er multimediale og digitale fra det øjeblik, de begynder på uddannelsen. De er født med tekst, lyd, billeder i alle kombinationer. Det er helt naturligt for dem at dække alle medier, når de er ude på en opgave. Hvis nogen har et problem med det, er det skolens undervisere.

Først da talen faldt på behandlingen af det danske sprog fik veteranerne et ben til jorden igen. Rektor Kjær Hansen måtte indrømme, at ikke alle journaliststuderende lever op til kravene. Men mange tager ekstra kurser i dansk for at blive bedre til det, for Medie- og Journalisthøjskolen har en sprogprøve, der skal bestås inden afgang. Man kan gå op til den, når man vil, men dumper man tre gange, får man ikke sit afgangsbevis, og det sker for 2-3 af hver årgang på ca. 200.

Journalister skal ikke være akademikere. ”Vi fastholder en reflekteret håndværkeruddannelse, dvs. at vi forlanger, at journalisterne skal være i stand til at reflektere over, hvad de laver, og hvorfor de vælger den eller den vinkel”, sagde Medie- og Journalisthøjskolens nye rektor.