Det er formentlig også et udtryk for eget styre, at man fra glashusets tagterrasse og kantine kikker ned på Københavns Rådhus. Under alle omstændigheder en flot udsigt over byens tage og Tivoli. Industrien havde grunden, før Rådhuset blev bygget. Industrien kom til i 1872 – Rådhuset i 1905.
Der har ligget flere huse på grunden, men det nye glashus er det største. Arkitekt Lars Bendrup vandt konkurrencen og har stået for opførelsen. Arealet blev udvidet, og der kom to-tre nye etager oven på. Der er tale om en ombygning og ikke en nybygning, fx er 51% af betondækkene i det oprindelige hus genanvendt.
De forskellige etager har fået navne, fx evne, kampkraft og begejstring, og på hver etage er der et kunstværk. På etagen, der hedder begejstring, er kunstværket nogle metalbuer, hvor der hænger en BH og et par trusser, og så kan beskueren selv konkludere, hvad begejstring er. Den sjette etage, hvor kantinen ligger, hedder meget passende udsyn.
Nogle gangbroer på tværs inde i bygningen binder huset sammen, og fra broerne er der en flot udsigt over husets atrium i stueetagen. Der er en god akustik i bygningen. Det skyldes, at der er et særligt lydabsorberende materiale på væggene.
Glashuset er et lavenergihus, som kun bruger ¾ af den energi, der er det normale forbrug i sådan en bygning, og toiletterne skylles med regnvand. ”Der stilles nogle skrappe miljøkrav til huset”, understregede Marion Hannerup. nbh