Jens Otto Krag levede i to verdener, fortalte hans gamle kampfælle. På den ene side var han en suveræn politiker og økonom, berømt for sine analytiske evner, sin distance og sit kølige overblik. På den anden side var han bohemen med et stormfuldt privatliv og kunstneriske ambitioner.
Da han til alles overraskelse trådte tilbage som statsminister efter sejren i folkeafstemningen om EF-medlemskab i 1972, havde han håbet på en kreativ fremtid med harmoni og kunst og litteratur, men det ville ikke lykkes for ham. I Krags efterladte papirer findes et halvt hundrede noveller, fem romanudkast, adskillige digte samt mange essays og påbegyndte skuespil. Han gik også engang på malerskole i Frankrig, men nåede aldrig ud over amatørstadiet. To noveller fik han trykt i ”Hjemmets Søndag”. Den ene af dem blev uden hans vidende forelagt til bedømmelse hos en af datidens kendte litterater og fik prædikatet: ”Ikke god”.
I vore dage kan succesfulde politikere vælge mellem mange internationale topposter, når de stopper. Krag fik jobbet som EF’s repræsentant i Washington, og det blev én lang nedtur. Posten havde ikke tilstrækkelig vægt. Den tidligere regeringschef og uofficielle mellemmand mellem Sovjet og USA kunne ikke engang få et møde med Henry Kissinger.
I stedet blev Krag kilde til saftige historier i pressen, når han i fugtigt lag snakkede over sig om gamle dage. Det var sådan det kom frem, fortalte Kjeld Olesen, at han, Kjeld Olesen, som ung havde været spion for Arne Sejrs hemmelige efterretningstjeneste ”Firmaet” og havde været med til at aflytte en ledende kommunist. Kjeld Olesen havde loyalt fortalt det til sin statsminister, og Krag røbede det senere, da han var til selskab med danske journalister hos presseattaché Bent Skou i Washington.
Spørgsmål og svar
– Hvordan ville Jens Otto Krag have befundet sig, hvis han havde været politiker i dagens Danmark og ikke i efterkrigstiden? lød et spørgsmål.
– Ikke godt! var Kjeld Olesens bedømmelse, og i den forbindelse sammenlignede han datidens og nutidens politiske verden. Dengang fik en politiker lov at tale ud. Det sker ikke i dag. Dengang kunne en journalist kontakte en minister direkte og uformelt. I dag huserer spindoktorerne. Dengang kunne journalisterne til en vis grad respektere politikernes privatliv. Det gør de ikke i dag. Dengang var man loyal over for sit udgangspunkt og sit ståsted. I dag betragter mange politik som en hobby og skifter parti som andre skifter sokker. ”Krag var arbejderbevægelsens mand. Han ville have meget svært ved at falde ind i den form for politik, der føres i dag”, mente Kjeld Olesen.
– Hvordan harmonerer det med Krags berømte udsagn, at ”man har et standpunkt, til man tager et nyt”?
– Det var en konstatering af fakta, og det er jo sandt, selv om det vakte stort postyr. Omstændighederne havde ændret sig, og så måtte man indrette sig efter dem! (Det handlede om, at Socialdemokratiet gik i samarbejde med SF, selv om de før valget havde forsvoret, at det nogen sinde ville ske)
–
Er det sandt, at Erling Dinesen var den eneste, der vidste, at Krag ville gå af efter EF-afstemningen i 1972?
– Ja, det mener jeg. Dog har jeg en formodning om, at Krag også havde orienteret Statsministeriets departementschef, Eigil Jørgensen, fordi der var nogle formelle ting, der skulle være i orden.
Og så tilføjede Kjeld Olesen, at selv Erling Dinesen, Krags nærmeste fortrolige, var blevet chokeret, da Krag røbede, at han ville gå af. ”Det kan du faneme ikke!”, skal Dinesen have råbt og smidt sin mappe på gulvet. Og her skulle Krag så have repliceret med et citat, der også er blevet tillagt Poul Hartling: ”Der skal et hug til, hvis man vil springe af tigeren”.
Og til sidst endnu en lille godbid: Dagen efter Krags afgang skal Per Hækkerup på et møde i partiledelsen have sagt: ”Du kunne altså godt lige have forberedt dine nærmeste på, hvad du havde i tankerne”. Hvortil Krag skal have svaret: ”Det gjorde jeg også”. PH