Henry Hellssen på reportagerejse i Rusland 1919

Det er en særlig kunst at lave beskrivende journalistik. Der er gode eksempler på det i bogen ”Jeg har moret mig dejligt” – en artikelsamling af Henry Hellssen (se biografien efter artiklen)

Bogen blev udgivet i 1934, da Hellssen havde 25 års jubilæum som journalist. Eksemplet er fra et kapitel om, at en ny stat var ved at blive dannet i 1919 mellem to store russiske søer, Ladoga og Omega. Her ville hvidgardister rense landet for bolsjevikkerne, ”de røde”, og de fik støtte af et finsk ekspeditionskorps, som vist nok blev betalt af udenlandske kapitalister, der ville få en god forretning, hvis den nye statsdannelse lykkedes, for i området var der masser af træ, kul og metaller.

Henry Hellssen besluttede at tage ind i krigsområdet sammen med kollegaen Andreas Winding, og deres første indtryk var en tusindårig samfundsordning, som sagde, at her arbejder kvinderne, og manden sover!
”Når Winding og jeg ankom til en landsby, lå altid mandfolkene på ovnbænken eller oppe på selve den glohede ovn og snorkede. Koner og piger var ude for at rydde skov. Det var lige akkurat, at en mand kunne bekvemme sig til at hælde vand på samovaren til the eller sætte vuggen i gang. Vuggen bestod af et bræt, der gyngede under loftet i en spiralfjeder og kunne bevæges med den store tå, blot man gad strække benet ud.
Nej, skulle vi have arbejde gjort, måtte vi henvende os til kvinderne. En nat over Tuleman-Järvi roede to piger fra Palalatski for os: Anna Grigorievna og Anastasia Feodorovna. De trak på årerne i lange, seje tag over 12 verst (russisk længdeenhed, 1.066,8 meter, altså lidt over en kilometer, red.) uden at trættes. Jeg lå på halm i bunden af båden og stirrede ind i disse to ansigter…Når de et øjeblik hvilede på årerne, satte de samtidig det ene ben op på bådens kant. Og frem af deres skræv sprang dampende stråler…

Som regel vandrede Winding og jeg om natten og sov om dagen. Overnatte i husene kunne vi ikke for utøjet, og det er kun i romanerne, man kaster sig i græsset og falder i en dyb og drømmeløs søvn. I virkeligheden lader det sig ikke gøre at sove på den bare jord; det er for koldt, undtagen når solen har varmet jorden op.
De første nætter nærede vi endnu illusioner om husly. En aften trængte vi ind i landsbyens pæneste hus, hvor hele familien allerede havde lejret sig på ovn og bænke og gulv. Nu skulle der også gøres plads til os. Og konen var gæstfri. Hun trak dynen væk under den gamle babushka, bedstemor, og sagde:
– Du har vel sovet længe nok, dit svin!
Og henvendt til os fortsatte hun:
– Hun vil ikke dø!

I en af landsbyerne lod en major låget brække af en kiste. Han stak sin hånd ned under et lag af grankviste og hentede et afgnavet menneskeben frem. Soldater fjernede grankvistene, og vi så liget af en karelsk hvidgardist, som de Røde havde kogt levende og delvis spist…Foran det ufærdige kommunisthus var han blevet ophængt med benene dyppende i en kogende suppegryde. Af liget udskar houliganerne (nu: hooligan, fra russisk: chuligan – bøller som under revolutionen overfaldt bl.a. jøder og personer fra overklassen, red.) de mest kødfulde stykker, som stegtes. Leveren blev omhyggeligt tilberedt. Landsbyens folk hørte deltagerne i måltidet indgående drøfte retterne. På en falden rødgardist fandt de Hvide en dagbog, hvori der stod noteret: – I dag har vi spist et slagtet menneske, men suppen var ikke god”…
Major Talvelan indbød os til at deltage i officerernes aftensmåltid, og vi gik til bords. Dagen før havde en kamp fundet sted uden for byen. Blandt de faldne var en af houliganernes førere, boghandlerkommisen Selenius.
Oppasseren stillede fadet foran mig med ubestemmeligt kød.
– Hvad består egentlig den ret af, spurgte Winding, og i det samme hviskede han til mig:
– Det er Selenius!
Jeg foer op fra bordet og ud af stuen for at brække mig. Winding spiste to portioner!..

Næste aften tiltrådte hvidgardisterne hjemrejsen. Både de levende og de døde, for de faldne skulle ikke begraves på stedet, men i finsk jord, så en snes kister blev surret fast på tohjulede kærer med heste foran.
”I natten (som ingen nat var) tændte vi bål i en ny og uendelig skov…kuskene havde lejret sig rundt om bålet og sov tungt. Tæt ved holdt en fraspændt kærre. Hestene græssede inde mellem træerne, og oppe i kærrens hø lå et par soldater krummet sammen i tryg søvn.
– De må da dø af kulde, sagde jeg til Winding og skuttede mig frysende.
Da vi kom hen til kærren, så vi, at det var to døde. De var blevet såret i slaget ved Polovina og havde ikke kunnet tåle transporten. Nu ventede de på at fortsætte rejsen sammen med de nogle og tyve kister…

Kærrerne skumplede videre: Gennem skove, langs søer, over stejle åse…Andreas Winding og jeg kørte omtrent midt i den tavse kolonne af hjempermitterede. Vi var ikke så utålmodige. Derfor fulgtes vi med de døde. Turen frem og tilbage gennem urskoven havde slugt alt samtalestof. Det er forbavsende så hurtigt, man får talt ud. Uden at snakke sad vi på kærren og tænkte hver på sit… nogle og tyve kister i alt – et latterligt lavt tal at besvære folk med ovenpå verdenskrigens hekatomber! (hekatombe: i oldgræsk religion en stor ofring til guderne med tilhørende folkefest; opr. en ofring af 100 okser, red.)
Disse unge finner døde jo nok for en sag, men mest for et eventyr. De løb hjemmefra, fordi de ville opleve, og de betalte for oplevelsen. …forude sang kammeraterne, de som endnu ikke havde betalt for eventyret, men også de ville jo engang få regningen præsenteret. Thi livet kender ikke til fribilletter.
Og langs vejen blomstrede tusinde og atter tusinde lyserøde vilde roser”.

Henry (Alexander) Hellssen
1888-1957, ansat på Berlingske Tidende fra 1913, startede B.T. 1915 og var bladets første redaktør 1915-17. Redaktør af Billed-Bladet 1942, journalistisk redaktør ved Berlingske Tidende og Berlingske Aftenavis 1946 og i redaktionen for Berlingske Tidende fra 1951.
Hellssen var i en årrække Berlingske Tidendes udsendte medarbejder i fire verdensdele. Under 1. verdenskrig 1914-18 var han korrespondent på alle europæiske fronter. Senere dækkede han flere konflikter rundt i verden frem til Koreakrigen i 1950.
Han gennemførte tre rejser rundt om Jorden, bl.a. karavanerejser gennem indre Mongoli (1929) og til Kham og Tibet (1937) og var ti gange i Amerika.