Nalle Kirkvåg – fotograferet af Annette Hartung
Journalistens opgave er at stille magthaverne til ansvar, så derfor dur det ikke at indføre “konstruktiv journalistik” som erstatning for den kritiske journalistik. Det blev slået kraftigt fast, da veteranklubben diskuterede de nye journalistiske ideer på et møde 15. november 2012.
Noget mere velvilje var der over for udtrykket “positiv journalistik”, som blev lanceret af mødets taler, lektor Nalle Kirkvåg, fra film- og medieundervisningen på Københavns Universitet.
Konfliktmodellen
I hans begrebsverden kan positiv journalistik godt forenes med kritisk journalistik. Positiv journalistik betyder, at man går bort fra den “konfliktmodel“, der ellers dominerer megen TV- og radiojournalistik i dag: Ved behandlingen af et emne sætter man tit to modparter over for hinanden og lader dem diskutere på livet løs. I de fleste tilfælde vil ingen af dem rokke sig fra deres kendte holdninger, og seere og lyttere får meget lidt eller ingenting ud af konfrontationen.
En “positiv” journalist kan i stedet vælge at nøjes med at tale med den ene part: Hvis journalisten kan sit stof og har forberedt sig ordentligt, kan det føre til en meningsfuld samtale, hvor nuancerne kommer frem, så publikum får en chance for at forstå emnet og danne sig en mening.
Hovedproblemet ved at gå over til “positiv journalistik” er, at de færreste journalister får tid til at forberede sig ordentligt. Fagmedarbejdere er afskaffet på de fleste redaktioner, medarbejdere skal være generalister, men de har sjældent en chance for at blive klædt på til at matche en medievant politiker eller organisationstalsmand.
Solohistorier og fyld
Nalle Kirkvåg havde ikke meget til overs for de nyhedskriterier, de fleste redaktioner hylder i dag. “Væsentlighedkriteriet” er et flot ord, men realiteten er, at medierne for det meste vælger deres historier og vinklinger ud fra knap så smukke principper. Det er tit den “stærkeste” journalist på redaktionsmødet, der gennemtrumfer sin historie, og den bliver så tophistorie, uanset hvor væsentlig den er.
En afgørende faktor er eksklusivitet: Den historie, man er alene om, bliver sat i toppen, udelukkende fordi man har den solo. I den anden ende er det fyldningskriteriet, der afgør sagen: udsendelsen skal fyldes, så vi tager historien med, selv om den ikke opfylder de fine kriterier, sagde Nalle Kirkvåg, og på det punkt blev han ikke modsagt.
PH