Forfatteren Knud Romer skrev en bog til minde om sin mor, ”Den som blinker er bange for døden”. Ingen ville udgive den. Men da det omsider lykkedes, fik den boghandlernes ”Gyldne laurbær”, er solgt i 200.000 eksemplarer og udgivet i 15 lande.
Senere ristede Knud Romer en rune for sin far med dokumentarfilnen ”Et blad falder til himlen”. Vi så den i Veteranklubben 16. marts 2016 sammen med Knud Romer (85 deltagere) og debatterede med ham. Filmens rørende scener og hans efterfølgende fortælling og svar bekræfter, at han er dybt indigneret over den måde, vort rige samfund behandler sine svageste på, altså de syge, de handicappede – og i dette tilfælde de demente.
Romers fars liv sluttede på et plejehjem, hvor nogle af scenerne viser, at faderen ikke kunne huske, at han havde været gift i 50 år, og når Knud kom på besøg, spurgte faderen, hven han var…
Jeg følte det som en skammens dag og forræderi mod min far, da jeg bad kommunen om plads til ham på plejehjem, men han kunne ikke selv mere. På dagen måtte jeg køre en lang omvej for at sunde mig og give ham en oplevelse på vejen hen til det forfærdeligste af alt, som plejehjemmet viste sig at være – jeg kørte ham fra Nykøbing F. via Marielyst-området til den pløjemark i Toreby, hvor plejehjemmet lå. Dér afleverede jeg min far, et af de mest anstændige, korrekte og samvittighedsfulde mennesker, man kan finde, aktiv på arbejdsmarkedet fra han var 14 år. Nu blev han anbragt i et ”hamsterbur” på 20 kvm.
Vore plejehjem her i et af verdens rigeste lande er en skandale, og det behøver ikke være personalets skyld, selv om jeg også har oplevet nogle af dem stå med korslagte arme, mens de svinede mig til. I Danmark er det blevet sådan, at når man koster mere, end man tjener – som ældre, som alvorligt syg, som handicappet – så er man bare til overs og bliver behandlet derefter.
Foto fra filmen
Jeg sagde ja til filmen for at få de forhold beskrevet, og jeg beundrer filmfolkene for, at de holdt mig ud i den lange periode, det tog, for jeg ved jo godt, at jeg er vanskelig at omgås, og at jeg i situationen bliver både sur og aggressiv. Men hvis man ikke investerer sig selv, uanset om det er i en film, eller når man skriver, så kommer det heller ikke til at betyde noget for andre.
Vi har internationalt berømte arkitekter som Bjarke Ingels, og vi har fine restauranter som Noma. Hvorfor sætter vi ikke dem til at bygge verdens bedste plejehjem på de smukkeste steder og lave verdens bedste mad til dem?
Jeg fortryder, at jeg ikke havde far boende i de sidste år, men jeg kunne ikke klare det. Det er ærgerligt, at vi ikke indretter vore liv, så vi har tid, råd og plads til at leve sammen i generationer. At slutte på plejehjem ønsker jeg ikke for min værste fjende, og jeg er glad for, at jeg har spist og drukket som et svin, så jeg nok ikke bliver en dag over 70…
Knud Romer er reklameuddannet, så premieren på hans film var markant: Han skaffede midler til at få filmen vist i Tivolis Koncertsal for et publikum af demente og pårørende, som fyldte salen op med hjælpere og kørestole, og dermed blev premieren den ”andagt” for hans far, som Knud Romer havde ønsket. Begivenheden blev et indslag i DR-TV’s ”Aftenshowet”. ”Jeg var så bange for at bryde sammen, at jeg ikke turde lade mig afbryde af intervieweren, så jeg talte næsten solo i 8 minutter – et temmelig usædvanligt indslag”, sagde Knud Romer.
Indslaget har i en periode ligget på nettet, men er nu blevet ”låst”. Du kan måske ved at søge lidt, finde det alligevel, fx under Arte Booking – eller i en portugisisk udgave (!). Alene dér er indslaget set af 180.000. BEJ
Billederne er fra filmen om faderen og erindringsbogen om moderen.