– men en tidssvarende arkitektonisk fortolkning
60 veteraner – flere var der ikke plads til – blev den 21. august vist rundt i den nye genopbyggede KB Hallen en solskinsfyldt sensommer eftermiddag. Siden branden den 28. september 2011 ødelagde den ikoniske og historiske hal, gik der en årrække, inden en fredning på området kunne affredes, og en ny lokalplan var på plads, som den ene af dagens to guider fortalte. Arkitekt Thomas Nørgaards tegninger til en ny og lidt større og moderne hal blev godkendt af myndighederne. Med sine 18 meter i højden er den nye hal blevet betragteligt større end den gamle, som kun var 12,8 meter høj.
I januar i år stod den nye KB Hallen klar. Den samlede udgift til opførelsen beløb sig til 235 mio. kroner. Størstedelen af beløbet blev skaffet gennem en række fonde. A.P. Møller Fonden støttede opførelsen med en donation på 55 mio. kr. samt løbende rådgivning under hele byggeprojektet.
KB Hallen var oprindelig tegnet arkitekt Hans Hansen og blev indviet i 1938. Hallen var tænkt til afvikling af tennismatcher. Senere kom hallen til at danne ramme om meget andet – håndbold, loppetorv, indendørs fodbold, møder, koncerter mm. Det var en ’hyggelig’ hal, som mange elskede. Med den genopbyggede hal ønskede bygherren – som er KB Hallen – at bygningen skulle genopstå i samme stil med den karakteristiske runde taghvælving tilført en række moderniseringer til afvikling af mangeartede arrangementer.
Sådan er det også blevet. En smuk hal, med gennemtænkte rum i rigt mål udført i naturlige og smukke materialer samt med bagtanker om god akustik i den store hal. Også sikkerheden er der tænkt på. F.eks. er der tekniske installationer, som i løbet af få minutter suger røg ud i tilfælde af brand (som ingen håber sker igen).
Udefra ser KB Hallen ”næsten” ud som før. Ny er lysinstallationen regnbuen skabt af billedkunstneren Viera Collaro. Tre parallelle aluminiumsrør forsynet med dioder følger den runde taghvælving. Lysinstallationen kaldet ”Buen” stråler fra tidlig morgen til sen aften med en bred bue af skiftende farvet lys – næsten som bilister på den tyske autobahn øst for München kan opleve farveskiftene på det store fodboldstadion Allianz Arena.
Rundturen i KB Hallen sluttede med en tur til den gamle og bevarede del af KB Hallen, som i dag er klublokaler for et aktivt tennis-, fodbold- og sportsliv. I den fine gamle festsal dekoreret af kunstneren Sikker Hansen fortalte Veteranklubbens medlem Jørgen Larsen om klubben og om hvordan han oplevede branden. Han har spillet fodbold i KB siden 1958 og stadig er aktivt medlem af klubben.
De sidste udholdende veteranmedlemmer fik en ekstra oplevelse, da Jørgen Willum Larsen trak dem med ind i den gamle tennishal med grønne vægge, og bl.a. fortalte: ”Væggen ind til den brændende bygning var nærmest glødende under branden. Brandmænd stod længe og sprøjtede vand på væggen for at køle muren ned i håbet om at redde denne hal. Det lykkedes heldigvis. Senere er den store endevæg blevet forsynet med jernstolper, som man tydeligt ser.”
Og således kunne deltagerne glæde sig over en fin eftermiddag i en ny og velproportioneret KB Hallen.
Facts om KB Hallen:
Hallen bæres af 5 stålbuer, som hver vejer 55 tons og spænder 40 m.
Fundamentet under hver eneste bue vejer hver 80 tons.
Betonvæggen i foyeren er støbt på stedet og vejer 770 tons.
Der er mere end 9 km ventilationskanaler i bygningen.
I alt er der brugt mere end 600 tons stål i KB hallen.
KB Hallen har plads til max. 4.900 tilskuere.
ke