Starten som journalistelev:
Efter et ophold på Krogerup Højskole sørgede den karismatiske lærer Hal Koch for, at Piet van Deurs fik chancen som journalistelev på Østsjællands Folkeblad i Køge i 1948.
”Vigtigt var det som yngste mand at sikre fjernskriveren med en ny papirrulle, der modtog Ritzaus telegrammer i lange baner – så lange, at det var lidt af et helvede, hvis den var løbet tør for papir. Derefter en tur ned om posthuset for at åbne postboksen for håndskrevne breve fra meddelerne ude omkring i Østsjælland, der havde skrevet fødselsdagsomtaler og nekrologer over læserskaren. Somme tider var de meget vanskelige at dechifrere og gud nåde én, hvis man læste forkert eller hørte forkert i telefonen, eller hvis det mislykkedes at aflytte radioen inde i det tidligere gæstetoilet (tror jeg det oprindelig var). Mellem knitren og bragen fra atmosfæriske forstyrrelser skulle man skrive efter diktat inde fra redaktionen på Christiansborg – lidt af et helvede, når der dikteredes hovedgevinster fra Klasselotteriet. Gad vide hvor mange, der ikke fik besked om, at de havde vundet.
Det var noget nær en katastrofe, da jeg ud af højttalerens skratten citerede statsminister Knud Kristensen for at have sagt ”hor og fnat”, men heldigvis i tide blev korrigeret af indenrigsmedarbejderen, ”Lange Nielsen”, der studsede over det, ringede ind til Pressebureauet og fik korrektionen ”ord og pjat” – gud ske tak og lov, inden telegrammet var sendt til sætning (og heldigvis ikke kom i avisen)!”
Senere var Piet redaktionssekretær på Helsingør Dagblad:
”…På redaktionen holdt der til alle tider mærkelige eksistenser til – som jeg selv oplevede det, da operasangeren Ove Verner Hansen, dengang Falck-redder, med sine venner indtog bladredaktionen i Sct. Olai Gade for skæg og sjov. De spillede kegler med Wiibroe-flasker, inden de drog videre til andre gode venner og sammen med nogle af byens kendisser holdt hof nede i Borgerkroen. Dette samtidig med, at jeg prøvede at stykke bladet sammen hjemme på redaktionen, og min betroede elev, Sven Skovmand, i dag kendt forlægger og forfatter, trofast gik i retten og desuden refererede begravelser, for det var meget vigtigt dengang. Dér sad vi sammen med flere ældre damer, hvis hovedfornøjelse var at gå til…begravelser”
…”og som nytilkommen blev jeg bedt om ikke at skrive alenlange byrådsreferater, for det var man ikke vant til, og det ville være ukollegialt, forstod jeg mellem linjerne”.
I 1958 fik Piet van Deurs opfyldt sin drøm om at arbejde i TV, og på sin første dag traf han i kantinen et af tidens største koryfæer:
”Må åbenbart have set lidt forvirret ud og følte mig meget alene mellem alle de kendte mennesker og stemmer fra radioen. Jeg stødte heldigvis på én, jeg kunne genkende: Gunnar Nu Hansen, der som den første smilede til mig og sagde: ”Hvis der er nogen, der generer dig, så kom bare til mig!”. Pludselig virkede den mærkelige, fremmede verden rar og venlig. Mere skulle der faktisk ikke til. Vi kom senere til at arbejde sammen på TV-Aktuelt (TV-Avisens forgænger), og jeg bevarede venskabet med dette jo i virkeligheden radiofoniske geni. Rigtig fortjent, at han fik en plads inde ved Idrætsparken opkaldt efter sig. Et fint menneske, der havde skabt sin helt egen stil som reporter og topprofessionel kommentator. Men han var ikke kommet sovende til berømmelsen. Han er et af de flittigste mennesker, jeg har mødt. Han havde en tusindtallig beundrerskare, men givetvis også farlige fjender blandt misundelige kolleger. Altid på sine mange rejser rundt i landet og ude i verden huskede han at sende et brevkort hjem til en lille invalid dreng, der engang havde skrevet til ham”
(Erindringsbogen ”Hvad er det?”, 2012, forlag kahrius.dk)