”Jeg har kløe i fodbalderne”
Jens Bjerre med sin film om Hunza-folket, der lever i en afsides dal i Himalaya.
Fotos: Finn Hillmose.
Faktisk var han dødfødt. Men da jordemoderen nåede frem gennem snestormen til det hjemmefødte barn, fik hun med et klask i enden bragt liv i den lille fyr, der skreg vildt.
“Og det forpligter,” sagde Jens Bjerre (snart 92 år) til de 80 Veteraner, der den 24. januar 2013 var mødt frem for at høre ham fortælle om sit lange liv som opdagelsesrejsende. Og Jens Bjerre var ustyrlig, da han gik i gang med at fortælle om sit liv. Han var en af fem søskende på en gård i Jylland. Han fortæller med glæde om sin frie opdragelse med fornuftige forældre. I skolen var han ikke begejstret for religion – han ville hellere ud at kravle i de svajende træer.
25 øre for en nyhed
“Jeg var ikke kvik, snarere interesseret”, sagde Jens Bjerre, der brugte timer på at udforske naturen omkring Skive. Han læste bøgerne om Peder Most og gik ned i havnen og kontaktede som 12-årig besætningen på “Mathilde” for at blive skibsdreng. Men han blev bedømt til at være lidt for ung.
“Jeg havde kløe i fodbalderne,” sagde Jens Bjerre, der hurtigt fandt ud af, at der var penge i journalistik. Når han hørte, at en kendt person i byen havde fødselsdag eller jubilæum, gik han op til Skive Folkeblad med nyheden. Det gav 25 øre. For at øge indtægten gentog han samme tilbud til de andre lokale aviser. Han snuppede også en begravelse, hvis redaktør Stubkjær ikke var i det humør. Det gav 5 øre pr. linie. Det blev en meget lang begravelse.
Med tiden forlod Jens Bjerre journalistikken. “Jeg kunne ikke klare at være det samme sted og ende med at blive forlovet med redaktørens datter,” sagde Jens Bjerre. Og så bragte de kløende fodballer ham ud i den store verden. Han blev en af vore mest rejsende journalister på ekspeditioner til bl.a. Ny Guinea, Australien, Afrika, Kina, Indien, Sydhavet og Himalaya. Resultatet var film, som han selv optog, og bøger.
Abrikoser giver liv
På veteranmødet ved de rødternede duge viste Jens Bjerre bl. a. sin film om Hunza-folket, der lever i en afsides dal i Himalaya. Beboerne bliver næsten alle over hundrede år. Deres hovedernæring er abrikoser – friske om sommeren og tørrede om vinteren. Abrikoskernerne bliver malet til mel og bagt til brød, og unge piger får ofte et abrikostræ i bryllupsgave.
I dag bruger Jens Bjerre sin tid på at registrere sine optagelser, som han vil overdrage til The Royal Geographical Society i London.
Jens Bjerre takker sine gode gener for sit eventyrlige liv. For abrikoser var der ikke mange af i Jylland.
LL
Opskrifter på sund kost i Hunza
Hunza-folket er berømt, fordi de bliver gamle – mange af dem over 100 år og op til 130. Det skyldes bl.a., at de lever sundt. Herunder kan du klikke på og se nogle af de opskrifter, som er med til at gøre Hunza-folk til de ældste på Jorden sammen med beboere i bjergene i Equador og Kaukasus. Opskrifterne er på engelsk, fordi de er lånt fra Jens Bjerres internationale materiale om Hunza-folket.
- Ved de rødternede duge og i stearinlysenes skær så vi
Jens Bjerres film.
Ved de rødternede duge og i stearinlysenes skær så vi
Jens Bjerres film.