Foto: Nikolaj Ifversen.
Spørgelysten har sjældent være større end på mødet i Journalisternes Veteranklub den 31. oktober, da sociologen Mads Christoffersen fortalte om baggrunden og sine erfaringer i forbindelse med den bog, som netop er udkommet. Sammen med sin kollega Niels Møller og virksomhedskonsulent Lisbet Theilgaard har Mads Christoffersen udgivet bogen ”Arbejdet forstået baglæns”, erfaringer fra 40 års arbejdsliv.
Mads Christoffersen havde mistet sin kone gennem 26 år i 2016 efter et hårdt og kortere sygdomsforløb. For ham var det en jordrystelse at miste sin ægtefælle. Han stod fuldstændig smadret tilbage i sorg, flyttede fra huset, og han sagde sit gode job op og begyndte at skrive bøger: Krimier, satiriske kriminalromaner og blev ret upopulær på sin tidligere arbejdsplads. Han stillede spørgsmålet, hvorfor arbejder vi mennesker så intenst, som vi gør igennem 30-40 år. Hvorfor og hvad er arbejdets mening. Det førte videre til spørgsmålet om hvad seniorlivet er efter arbejdslivet, og om det er det samme for forskellige grupper i samfundet.
Mads Christoffersen og hans to medforfattere samlede 12 forskellige faglige grupper seniorer og bad dem fortælle om de afgørende erfaringer fra deres arbejdsliv – og livet derefter.
Medvirkende i bogen er så forskellige faggrupper som pensionerede læger, sociologer, politifolk, sosu’er, ingeniører, bygningsarbejdere, IT-folk, bankansatte, teknikere, fabriksarbejdere, bibliotekarer – og så selvfølgelig journalister.
Kæmpemæssigt materiale
Mads Christoffersen understregede overfor forsamlingen, at de medvirkende deltagere ikke er videnskabeligt udvalgt. Det ville simpelthen kræve alt for meget. Men alle personer optræder anonymt. Der blev sendt opfordring ud til ledere og organisationer af forskellige faggruppe, med spørgsmålet om deres medlemmer ville deltage.
”Da vi sendte opfordringen ud til 3F, fik vi ganske få svar. Jeg fortalte om den meget beskedne tilbagemelding til min gode bekendt i Alternativet, Uffe Elbæk. ”I kan da bare holde mødet her på Christiansborg i partiets mødelokaler,” lød det fra ham. Christiansborg som mødested gav pote, og det væltede ind med positive svar.”
Forfatterne fik et kæmpemæssigt materiale at trække på. Bogen rummer mere end 500 års samlede erhvervserfaring og giver et fascinerende, sammensat, broget og lidt foruroligende billede af fire årtiers arbejdsliv: De stive og hierarkiske 60’ere, de vilde og kreative 70/80’ere som afløses af 90’ernes og 00’erne genkomst af kontrol og hierarki.
Spørgsmål som deltagerne blev bedt om at besvare var blandt andet, hvordan livet som pensionister leves, og hvad seniorerne de vægt på. Generelt havde de fleste været tilfredse med deres arbejdsliv og fandt det meningsfyldt. Men forskellen på gruppernes trivsel efter arbejdslivet som pensionister var stor. Ufaglærte og tidligere fabriksarbejdere uden nævneværdig uddannelse havde det sværest. Der var ofte ikke noget at ”stå op til”. Flere af deltagerne fortalte, at de i seniorlivet manglede den struktur som arbejdet havde givet på dagligdagen.
Bedre stod det til for de mere veluddannede grupper som politibetjente og ingeniører.
Den største tilfredshed og gruppen med størst identitet efter arbejdslivet fandtes – ikke overraskende – hos journalister.
”At være journalist er ikke et fag, men en state-of-mind”, sagde en af journalisterne. En anden sagde lidt det samme med en snert af galgenhumor: ”Jeg skal have mit pressekort med i ligkisten!”
Det som deltagerne overhovedet ikke savnede, var deres gamle ledere. Selv om mange havde haft et godt arbejdsliv og havde været i stand til at håndtere både større opgaver og administrative systemer, var de lykkelige for at være sluppet af med lederne.
ke