Foto: Claus V. Jakobsen
Som ombudsmand er man på en udsat post og under pres fra mange sider. Det er nøgtern jura og ikke varm humor, der præger de fleste af arbejdstimerne. Men det kunne vi ikke mærke på Hans Gammeltoft-Hansen i Veteranklubben 22. marts 2017. Hans beretning lyste af overskud og respekt for jobbet gennem 25 år (1987-2012), og hans eftertanke og de velformulerede meninger blev serveret med kvikke bemærkninger– kort sagt: Et par gode timer for de 60 deltagere.
75.000-80.000 sager gik over Hans Gammeltoft-Hansens bord, primært klager over den offentlige forvaltning fra utilfredse borgere. Ca. 5.000 sager om året kan umiddelbart ligne et stort tal, men det er det ikke, for der træffes millioner af afgørelser i forvaltningen, så 5.000 er nærmere påfaldende få.
De fleste sager handler om ”dagligdags” spørgsmål, der måske kan synes små ved siden af de store medieomtalte sager, men for klageren fylder de meget og er store. Eksempler:
En mormor prøver via ombudsmanden at få kontakt igen til sit barnebarn, som hun har mistet pga. en tvangsfjernelse.
En borger mister sin licens til at drive karantænestation for papegøjefugle. Det ligner måske ikke en stor sag. Men for klageren gælder det hans eksistensgrundlag.
Selv om sådanne ”dagligdagsklager” var langt de fleste, oplevede Gammeltoft-Hansen også store sager med enorm medieomtale og politisk debat som urolighederne på Nørrebro og Tamilsagen. Som ombudsmand må man være indstillet på, at man kan miste stillingen. Folketinget kan lade være at genvælge ombudsmanden efter folketingsvalg og i øvrigt når som helst afskedige ham, hvis de ikke længere har tillid til ham. Derfor tænkte Gammeltoft-Hansen også en morgen på vej ind med Kystbanetoget, at nu var det sket, da han så en avisoverskrift: ”Folketinget vil have ny ombudsmand”. Senere kunne han dog ved nærlæsning konstatere at historien gik ud på, at Folketinget ville have en børneombudsmand!
Ombudsmanden skal være upolitisk, men hans afgørelser kan få politiske konsekvenser. Derfor er det for så vidt heller ikke mærkeligt at han kan blive mødt med politisk kritik. Men ombudsmanden er i sin behandling af sagerne uafhængig, også af Folketinget. ”Og pression, hvor politikere har forlangt af mig at tage en sag op eller holde mig fra den, har jeg da heller aldrig oplevet – bortset fra ét tilfælde, og det skyldtes manglende viden om loven hos det pågældende nyvalgte folketingsmedlem og blev rødmende trukket tilbage”.
En af ombudsmandens sager kendte alle i forsamlingen, for den havde Ekstrablad-journalist Bo Elkjær som hovedperson. Hver dag, vist i alt 671 gange, bad han forgæves Anders Fogh Rasmussen om et interview om Irak-krigen. Elkjær fik ikke medhold af ombudsmanden, fordi ministeriet kunne svare, at en minister jo ikke har pligt til at give interview, og at Elkjær ikke blev forskelsbehandlet, fordi statsministeren oplyste, at han for tiden slet ikke gav egentlige interviews om Irak-krigen. Men kort efter gav Fogh et interview om emnet til et andet medie. Dermed var situationen en anden, og ombudsmanden genoptog nu sagen. Henstillingen blev, at Statsministeren under disse omstændigheder måtte begrunde, hvorfor han fortsat gav afslag til Elkjær. Dén henstilling ville Fogh ikke følge, så Gammeltoft-Hansen gik hen over sommeren og tænkte på, hvad han skulle gøre. Det gav sig selv. For da Fogh kom hjem fra sin ferie i Frankrig til pressemøde på Marienborg, inviterede han bagefter Elkjær på en spadseretur i haven og gav ham det interview, han havde bedt om forgæves i næsten 2 år!
Revisionen af offentlighedsloven i 2013 var et andet oplagt emne for Veteranklubben. Den gav dønninger i pressen, som mener, at aktindsigten blev reduceret, fordi den nu ikke omfatter dokumenter mellem ministre og ordførere samt visse dokumenter til brug for ministerrådgivning Men ændringen giver et frirum til udveksling af tanker og oplysninger, som ministre kan have behov for, ikke mindst for at få det mest kvalificerede beslutningsgrundlag, mener Gammeltoft-Hansen, så han fortryder ikke loven. Derimod ærgrer det ham, at den blev mere kompliceret. Han ærgrer sig også over, at han ikke så, at myndighederne forsøgte at skjule nogle oplysninger for ham i Thorning/Kinnock-sagen. Og så ærgrer det ham, at Nørrebro-udtalelsen svulmede så voldsomt op, at den blev næsten ulæselig, for som en af hans konklusioner lød: “Man skal som ombudsmand jo helst formulere sig forståeligt”.. Det gjorde Gammeltoft-Hansen i 2 timer og 10 minutter, og han kvitterede for klapsalverne med at sige, at det var en fornøjelse at gense journalister, som han har kendt i sit arbejdsliv, og at jobbet for ham havde været utroligt udfordrende og meningsfuldt og givet et bredt indblik i samfundslivet. bej