Malmø fik sin multiarena i 2008. Herning i 2010. København haltede langt bagefter. Men nu ligger den der, og Veteranklubben fik fornøjelsen af at se Royal Arena i Ørestaden 3. maj 2017 – tre måneder efter den officielle indvielse (28. januar)
Royal Arena har plads til 16.000. I Herning kan der ”kun” være 15.000 og i Malmø 12.500. Men alle 3 arenaer kan rumme vidt forskellige store events: Koncerter, sport, kongresser, messer osv.
Hvis du vil fejre en rund dag med manér, kan du leje Royal Arena for 165.000 kr. – det er altså kun huslejen, som vel skal suppleres med lidt at spise og drikke og måske et danseorkester m.v.
”Hjertet” i Royal Arena er bowlen, tilskuerrummet, på størrelse med en halv fodboldbane. Bowlen er scalerbar, dvs. at man kan flytte scenen og ændre tilskuerpladserne fra 16.000 ned til 3.500 – og området bag scenen er så stort, at 5 lastbiler og et par busser kan parkere inden døre med udstyr.
Til nogle af de større arrangementer kan der komme hele vogntog med et halvt hundrede køretøjer med udstyr, men også personlige ting, fx møbler, som nogle kunstnere rejser rundt med, fordi de i månedsvis er væk fra deres hjem og vil have fx deres yndlingssofa med (nogle også egen kok)!
Tal fra rundvisningen:
♦ Byggepris: 1,4 mia. Primære bygherrer: Realdania og Københavns Kommune.
♦ Der er brugt 67.000 tons beton på de 37.000 kvm
♦ Armeringsjern ville, hvis de blev lagt i forlængelse af hinanden, række fra København til Monaco (1872 km)
♦ Stålspærene i loftet har bevist, at de kan bære en 42 ton tung højttaler (til Metallica-koncerten)
♦ Bygningens karakteristiske ydre – søjlerne – er op til 26 meter lange.
♦ Der er 18 suiter til vip-gæster med et antal pladser fra 12 til 20. Hver plads koster lejeren 75.000 kr. om året – men så følger der også en personlig værtinde og tjener med i pakken.
♦ Akustikken kan være et problem i megasale. Den er i top i Royal Arena lige fra gulvet til 3. niveau, selv om der er 90 m til forsangeren på scenen.
♦ I ølrummet er der ankre med 32.000 liter. Godt 3 km rør løber rundt i bygningen, så øllet kan tappes i restauranter og opholdsområder på alle 3 niveauer – og skulle de 32.000 liter ikke slå til, står en tankvogn med øl parkeret uden for bygningen, klar til at fylde op.
♦ Den faste medarbejderstab er på 16. Ved større arrangementer er der op til 300.
♦ 80% af arrangementerne forventes at være koncerter og resten primært store sportsbegivenheder: Eksempler: EM i kortbanesvømning 2017. VM i ishockey 2018. VM i herrehåndbold 2019.
♦ Problem: For få P-pladser. Til gengæld togstationer tæt på, og metroen kan indstille sine tog til at køre næsten i halen på hinanden, når mange tusinde på samme tid skal til/fra arenaen. Lyssignalerne i vejkryds kan også reguleres i forhold til ttrafikken omkring arenaen.
Det er stort alt sammen – og det var Veteranklub-arrangementet også med 100 billetter solgt på rekordtid til 3 timelange rundvisninger. bej