Hele to havfruer bød rundturen på – Edvard Eriksens 100-årige berømthed og Bjørn Nørgaards ”genmodificerede” version på bagsiden af Langelinie. Sidstnævnte passerede vi tæt på, fordi rundfartskaptajnen styrede båden ind i Østbassinet gennem den snævre inderkanal under ”Pramrendebroen” som man normalt går over, når man skal til Langelinie. En tur, de færreste af os havde prøvet før, og som også førte os forbi ØKs gamle hovedkontor og Norgesbåden og rundt om Langelinies afkortede molespids.
Historiske højdepunkter blev markeret: Stormen på København i 1659, hvor borgernes vellykkede forsvar af deres by banede vej for enevælden, og ulykkesårene fra 1801 fra 1814, hvor vi både mistede flåden og Norge og gik statsbankerot. Nyere ulykker blev heller ikke forbigået: Grimme erhvervsbyggerier og Holmens forvandling til en rigmandsghetto uden børn og udeliv.
Georg Metz’ manglende begejstring for en del ældre monarker lod sig ikke skjule, men vi kom dog tæt på kongeskibet Dannebrog og slog et ekstra slag forbi Amaliehaven, hvor en vuggende royal chalup og sammenstimlen af nysgerrige viste, at de kongelige var lige i farvandet. Hvem det var, der sejlede med chaluppen ud til ”Dannebrog”, blev ikke opklaret, men vi blev dog mindet om, at det var ”Kongens København” vi var på rundtur i. PH