70 veteraner og ledsagere havde meldt sig til ”ud-af-byen-turene” til Frederiksborg Slot 12. og 13. april 2012, så arrangementet blev gennemført i to omgange i typisk aprilvejr: solskin den ene dag, overskyet og regn den næste. Forfatter og historiker Steffen Heiberg fortalte levende om Christian den Fjerdes pragtslot, hvis hele udsmykning og funktion havde til formål at understrege kongernes magt og rigdom.
I århundreder blev de danske konger kronet på slottet – det vil sige enevoldskongerne blev ikke kronet, men salvet. Forskellen består i, at ved en kroning er det adelen, altså mennesker, der giver tronen til kongen, men enevældens herskere blev salvet af Gud, for de havde magten direkte fra ham og var altså højt hævet over menneskene.
En brandbil står i denne tid parkeret i Frederiksborg Slots indre gård, og det har sine gode grunde. Adgangsbroen til slottet er nemlig spærret på grund af reparationsarbejder, så man er nødt til at have slukningskøretøjet med den store brandstige stående på stedet. Slottet blev næsten totalt raseret ved en brand i 1859, og i dag løber man ingen risiko. Historikeren Steffen Heiberg fortalte, at danske slotte i gamle dage brændte langt oftere end f. eks. engelske slotte, og det skyldtes først og fremmest, at det fra gammel tid var en regel i England, at hvert eneste ildsted skulle have sin egen, separate skorsten. I Danmark brød man sig ikke om de mange skorstene på taget og slog derfor røgkanalerne fra pejse og kakkelovne sammen, hvilket gav langt større risiko for overophedning og ildebrand.