Fra Slotsholmen til besættelsestiden og Blegdamshospitalet


Veteranklubbens årlige bogcafe 18. november kom vidt omkring med besøg af hele fire spændende forfattere, der hver på sin måde har skrevet bøger om fortiden, som på fineste vis sætter nutiden i perspektiv.

Javel Fru minister…

Den tidligere farverige og stormomsuste departementschef Peter Loft, har meget apropos skrevet en ny bog med titlen ”Efter Stormen”. Peter Loft tager udgangspunkt i balladen om Helle Thornings skattesag med fokus på 30 års udvikling i Skatteministeriet – om topembedsmænd, som langsomt har bevæget sig fra at være den faglige garant mod en politiserende og ikke-faglig tilgang. Præcis som vi oplever udviklingen i dag med Minkskandalen og statsministeriets omdiskuterede departementschef Barbara Bertelsens SMS’er.

Og hvorfor er det gået sådan? Jo, ifølge Peter Loft, skyldes det flere ting; pressen og sociale medier fylder meget mere end for 30 år siden. Og de fleste departementschefer, som ansættes i dag, er blanke rent fagligt men dygtige til politisk rådgivning. Målet helliger midlet. Der var f.eks. ikke mange, der kerede sig om den faglige proces i minksagen – det handlede kun om at nå målet. Det politiske mål er blevet ”top of mind”.

Spionernes hemmelige verden

Med bogen ”Storfyrstinden” tager forsker i efterretningsvirksomhed og forfatter Trine Engholm Michelsen os tilbage 2. verdenskrig, besættelsestiden og de danske spioners verden. Om hovedpersonen Jutta Graae – en af tidens mest betydende, men også mest anonyme frihedskæmpere. ”Hun vidste det meste, men tav med det hele”. Jutta Graae, tidligere au pair-pige og bankassistent, kæmpede for, at de daværende danske politikere nedjusterede deres venskabelige samarbejdsrelationer til Nazityskland og i stedet styrkede samarbejdet med den britiske efterretningstjeneste i krigens første år. Så Danmark endte med at vælge den ”rigtige” side i 2. verdenskrig og ikke blot blev en slags ”Hitler-vedhæng”.

Miraklet på Blegdammen – om polioepidemien

En grå regnfuld dag i 2019 mødtes to journalister på en cafe i København for at ”boble” – resultatet blev til bogen ”Miraklet på Blegdammen” om den fantastiske historie bag polioepidemien i 50erne. Journalisterne Henriette Bendix og Preben Lund har dykket ned i historierne bag epidemien, som ramte især børn og unge. De blev indlagt på det gamle Blegdamshospital, hvor man kun havde en eneste primitiv jernlunge – så nogle af de små patienter måtte dø, fordi der ikke var jernlunger nok til alle.
Men en ung dansk anæstesilæge, Bjørn Ibsen, fandt en metode til at hjælpe patienterne til at kunne trække vejret – en metode, som dengang blev kaldt et medicinsk mirakel. På den måde overlevede mange af de lammede patienter. Metoden blev udbredt til resten af verden – og siden efterfulgt af det næste mirakel – vaccinen mod polio.