Flygtningekvinderne i slagsmål for at få mad – det er rå læggekartofler, de kaster sig over af sult.
Foto: Tage Christensen

Et møde med krigens ofre og en særlig kvinde 

Beretningen er skrevet af  Tage Christensen, pressefotograf på Politiken i 51 år fra 1927 til 1978. Historien er fra grænsebyen Padborg ved slutningen af 2. verdenskrig. Den afspejler bl.a. reporterens evige dilemma: Kan man klare kun at være observatør til menneskelige lidelser, eller er der situationer, hvor man må glemme kamera og kuglepen og træde hjælpende til?

Det var franske, belgiske, tjekkiske og rumænske koncentrationslejrfanger, som Svensk Røde Kors gennem grev Bernadotte i krigens sidste dage have befriet fra fangenskabet, og de var nu på vej til midlertidig internering i Sverige, hvilket vil sige friheden.

Da dørene til flygtningetoget blev åbnet, så vi et frygteligt syn. I laser, pjalter og snavs lå de ulykkelige i stinkende halm, som ikke havde været skiftet siden afrejsen fra koncentrationslejren. De stirrede på os som angstfulde dyr, der havde på fornemmelsen, at de skulle føres til slagtebænken. Selv om alle dørene stod på vid gab, turde de ikke komme ud. Først efter at officerer fra Røde Kors havde givet ordre til, at de bevæbnede tyske soldater, der fulgte med toget, skulle forsvinde, begyndte de udhungrede stakler at komme frem fra mørket. Og Gud i himlen, hvilket syn! Vi troede ikke, at mennesker kunne drives så langt ud mod tilintetgørelsen – og dog leve…

Toget var rangeret ind på et sidespor, som lå lige ved en stor græsmark, og da flygtningene endelig havde vovet sig ud i det fri, skete noget, som gjorde et stærkt indtryk på os få, der var til srede. De stakkels kvinder, som på deres lasede og pjaltede tøj med en ufattelig brutalitet havde fået malet koncentrationslejrens uhyggelige kryds på ryggen, kastede sig på jorden og begyndte at grave med hænderne i græsset.

Vi kunne ikke forstå, hvad det var, de gravede op og spiste. Da vi gik nærmere, så vi, at det var rødderne af fandens mælkebøtter! Vi prøvede at forklare dem, at de bare skulle vente nogle få minutter, så ville de få al den mad, de kunne spise, men det eneste svar, vi fik  var: Wasser bitte, Wasser!

En behjertet dansk jernbanemand løb af sted og kom kort efter tilbage med en stor vaskebalje fyldt til randen med drikkevand. Fangerne kastede sig over baljen, på et øjeblik var der mere end hundrede, som sloges for at komme til – de havde ikke fået en dråbe vand i fire døgn. Dørene til jernbanevognene havde været hermetisk tillukkede under hele den lange køretur, og de ulykkelige kvinder havde levet, sultet og tørstet mellem døde kammerater.

Situationen var ved at udvikle sig katastrofalt. De, der var kommet først, blev presset ned i baljen og var ved at drukne under trykket af alle dem, der lå ovenpå. Vi kæmpede en fortvivlet kamp og hev og sled i dem for at skille dem. Til sidst væltede baljen under slagsmålet, og vandet flød ud på græsset. Kvinderne kastede sig ned på jorden for at suge de kostbare dråber op med deres udtørrede læber.

Først flere timer senere faldt der ro over gemytterne; barmhjertige Røde Kors-søstre strømmede til og organiserede en lynhurtig bespisning. Borde og bænke skød op af jorden som paddehatte, og et par rullende feltkøkkener gjorde underværker. Med smil og hjertevarme sørgede søstrene for, at alle fik noget at spise og drikke. De ulykkelige stakler skovlede bogstaveligt talt maden i sig, mens tårerne trillede ned ad kinderne på dem.

De var faktisk umættelige. Gang på gang så vi en eller flere rejse sig op for at styrte ud og kaste op, men straks efter vende tilbage for at presse mere ned. Angsten for at denne kærlighed og disse bjerge af mad ikke var virkelighed, men en vidunderlig drøm, fik dem til at sluge meget mere, end deres udmarvede maver kunne rumme. Efterhånden som de blev mætte og trætte, forsvandt de og lejrede sig rundt om i græsset og faldt i søvn.

Stille og lydløst vandrede jeg rundt og betragtede disse fremmede kvinder, som skæbnen havde behandet så grusomt, men på en mærkelig måde var de alligevel ikke fremmede for mig. Som de lå dér, i laser og pjalter med forpinte ansigter i en dødlignende søvn, voksede en følelse af kærlighed og ømhed for dem, så det næsten gjorde ondt i hjertet. Hvilken smerte og fornedrelse havde disse mennesker ikke gennemgået under tyskernes brutalitet i koncentrationslejerene?

Under min vandring faldt mit øje på en  kvinde, som tilsyneladende var styrtet og lå i en underlig akavet stilling. Hendes ansigt var boret ned i jorden, og benene havde hun trukket op under sig, mens begge arme lå hjælpeløst ud til siderne.

Da jeg bøjede mig ned for at dreje hende rundt i en behageligere stilling, blev jeg  bestyrtet. Hele hendes krop var kun skind og ben, huden var tørret ind på hendes ansigt, så kindbenene stak op og dannede en makaber forgrund for to dybe øjenhuler. Under slagsmålet om kartoflerne i generatorbrænderen var hendes flortynde bluse flået i stykker, og på det nøgne bryst hang et par hudlapper, som var alt, hvad der for hende kunne minde om fortids kvindelige skønhed.

Varsomt lagde jeg hende ned og strøg hendes hår væk fra panden. Pludelig slog hun  øjnene op og så på mig med et angstfyldt blik, men da hun opdagede, at jeg smilede til hende, lukkde hun øjnene træt og hviskede næsten uhørligt: Merci, monsieur…Længe, længe blev det lille ord merci ved at lyde i mine øren: hvor var det vanvittigt, at blot et lille smil var nok for hende til at sige tak.

Jeg kunne ikke blive hende kvit i mine tanker. Jeg måtte gøre et eller andet for at glæde hende. Langsomt slentrede jeg rundt, indtil jeg fandt mig selv stående foran en lille butik. Mit øje var blevet fanget af en stor dugvåd mørkerød rose, som tilsyneladende tilfældigt var blevet stillet ind mellem nogle broderimønstre. Det er vist ikke nødvendigt at appellere til læserens fantasi for at forstå indehaverens overraskelse, da jeg stod inde i forretningen og spurgte, om jeg kunne købe den røde rose. Selvfølgelig forstod jeg godt, at rosen ikke var til salg, men jeg forklarede med rivende tungefærdighed, at jeg var villig til at købe mindst 10 snitmønstre, blot jeg kunne få netop den rose.

Damen troede, jeg var gal. Først da jeg gik til bekendelse og fortalte, hvad jeg skulle bruge den til, lukkede hun bagklædningen op og forærede mig rosen. Lykkelig og glad skyndte jeg mig tilbage til stationen, og på vejen fik jeg et endnu bedre indfald: I en parfumeforretning købte jeg læbestift og pudder…

Hun lå der endnu, da jeg kom tilbage – i samme stilling, som jeg havde forladt hende, kun var hun nu vågen. Heldigvis kunne hun kende mig igen. Jeg rakte min højre hånd frem mod hende for at hjælpe hende. Lille, radmager og hjælpeløs stod hun foran mig, en nedbrudt gammel kone… Hendes brændende, næsten sortbrune øjne, så lige igennem mig, spørgende. Så gav jeg hende den røde rose…Et lyn kunne ikke have ramt hende med større virkning. Først sitrede hun, som om en elektrisk spænding gik gennem hendes krop. Så faldt hun hulkende til jorden.

Jeg satte mig stille ved siden af hende og lagde hendes hoved i mit skød og lod hende græde. Hun ænsede mig ikke. Gråden gennemrystede hendes spinkle krop, mens hun pressede rosen mod sine læber.

Det varede længe, inden hun blev rolig. Og så begyndte hun at tale. Jeg forstod ikke et ord af, hvad hun sagde. For det første er jeg ikke dygtig til fransk, og for det andet væltede ordene over hinanden i en rivende strøm. Da hun endelig gav mig en chance, vidste jeg ikke bedre end at tage mit lommetørklæde frem og tørre hendes ansigt for tårer og blomsterstøv. Et lille smil lyste op i hendes ansigt. Jeg havde sejret.

Mit næste træk, pudderdåsen og læbestiften, lammede hende et par sekunder, men heller ikke mere – så vågnede kvinden i hende, og på et øjeblik blev hun 10 år yngre. Det er utroligt, hvad sådan en smule kosmetik kan forandre, gjort på den rigtige måde, også psykisk.

Pludselig slog hun  over i engelsk og fortalte mig en masse om sig selv. Hun var pariserinde og havde været medlem af den franske undergrundsbevægelse. I tre år havde hun vandret fra koncentrationslejr til koncentrationslejr i en evig kamp mod  barbarerne. Hun havde været ansat på et forskningsinstitut og læste til magister, da tyskerne tog hende. Jeg var lidt desorienteret, for hvorledes kunne denne aldrende dame studere, så jeg spurgte hende rent ud: Hvor gammel er du? Svaret chokerede mig: 28 år…jeg troede, hun var over 60.

Om aftenen rejste hun videre med Røde Kors til Sverige – jeg så hende aldrig mere…

De tyske flygtninge, der blev i Danmark, levede under kummerlige forhold. “Sengen” består af halmballer, afstivet med skamler fra værelserne (Blåvand Museum, Oksbøl)