En rædselsfortælling om IS

Børge-Deniz

Omgivet af religiøse motiver i Billedsalen i missionshuset ”Bethesda” gav Deniz Serinci sin gruopvækkende beretning om de hellige krigere i IS. På billedet: En ung ”almindelig” danskers forvandling til IS-kriger.(Foto: Børge Egelund Jørgensen)

 

Palle-Deniz

(Foto: Palle Hermund)

Vi har alle sammen læst, hørt og set forfærdelige ting om Islamisk Stat og dens krigere. Men når fortællingen bliver kogt ned til 57 minutter med grusomme eksempler, er det lige før, selv hårdkogte (krigs)veteraner i vores klub har svært ved at kapere det.
Sådan en beretning fik vi onsdag den 8. februar 2017 af Deniz Serinci. Han er journalist og historiker og en god formidler. Nogle af hans eksempler:
♦ IS skjuler bomber i legetøj (bamser), så børn bliver slået ihjel
♦ Bomber bliver skjult i møbler, så voksne bliver slået ihjel
♦ En kvinde er som sexslave blevet voldtaget hver dag i 154 dage i fangenskab
♦ En 8-årig pige slap væk efter 14 måneder, hvor hun blev voldtaget flere hundrede gange
♦ Teenagepiger sælges som sexslaver til IS-krigere – og når de er trætte af dem, må de sælge dem videre til andre mænd, for en kvinde er bare ”en ting”
♦ Hvis en kriger kan koranen udenad, er præmien 3 sexslaver
♦ Homoseksuelle straffes med døden ved at blive kastet ud fra et højhus
♦ 45.000 blev isoleret af IS på toppen af et bjerg med hverken mad eller vand og mange tusinde af dem døde i 45 graders varme
… og sådan kunne rækken af eksempler fortsætte.

Claus.2-Deniz

(Foto: Claus V. Jakobsen)

Hvem vil være med til den slags grusomheder? Det vil mange danskere. Danmark er nr. 5 i Europa til at rekruttere IS (nr. 1 er Belgien), og danskerne kan være værdifulde krigere, fx var én af dem næstkommanderende, før han blev dræbt af en amerikansk drone.

Nogle melder sig af ideologiske grunde. Andre fordi de har sociale og psykiske problemer og føler sig udenfor samfundet. Mænd melder sig for at slås. Kvinder (40 danske har søgt ind i IS) for at opleve romantik med machomænd og hjælpe med husgerning, undervisning, sygepleje o.lign. Mange bliver lokket via internettet. Nogle via moskeer – men hvis man lukkede moskeerne, ville de fortsætte deres virke ”under jorden” og dermed være endnu sværere for politiet at holde øje med.

Af 145 danskere i IS er 62 vendt hjem. De har lært at bruge våben og være voldsparate. Er de så potentielle terrorister i Danmark? Spørgsmålet kan ikke besvares entydigt, men der er eksempler på, at de har truet enkeltpersoner og planlagt angreb på en jødisk skole. Det afgørende er at holde unge fri af radikalisering, og her har en af de bedste ideer fra det offentlige været at ansætte muslimske rollemodeller. Psykologbehandling og job, når de vender hjem, har også givet gode resultater.

Deniz Serinci gav baggrunden for krigen: At sunnierne blev trængt i Irak efter Sadam Husseins tilfangetagelse og død i 2003 og nu gør gengæld. IS får pengene fra bl.a. erobrede oliefelter, ved at sælge antikviteter o.lign. fra erobrede områder, ved kidnapninger med store løsesummer og ved simpel kriminalitet, fx bankrøverier. Ét røveri gav penge nok til 60.000 krigeres løn i et år, og deres løn er god – den kan være højere end en akademikers.

Når befolkningerne i nogen grad støtter Islamisk Stat, er det bl.a., fordi IS udbedrer veje, hjælper syge og giver undervisning. Men blandt muslimer på verdensplan er der klart flertal imod IS. Serinci tør ikke spå om en ”udløbsdato” på bevægelsen. Måske om et par år, måske først om 50 eller 100 år, hvor IS kan leve som terrororganisation, for jo mere, IS bliver nedkæmpet i Mellemøsten, des mere terror vil den udøve i resten af verden.

Mødet havde omkring 100 deltagere, deriblandt en del aktive medlemmer fra Kreds 1, som Veteranklubben hermed for første gang inviterede til at kigge indenfor – en slags ”kvittering” for, at klubben får 30.000 kr. om året i tilskud til sin virksomhed fra Kreds 1’s aktive medlemmer og derfor kan gennemføre en snes arrangementer årligt, de fleste gratis og endda med ledsager.                                                                     bej

Claus-Deniz

(Foto: Claus V. Jakobsen)