Dagens forfattere, fra venstre: Lone Kühlmann, Lars Halskov, Helle Bygum. Tekst og fotos: Børge Egelund Jørgensen
3 journalister fortalte med vidt forskelligt udgangspunkt om deres nye bøger i Bogcafé 3. nov. 2015:
Lone Kühlmann underholdende om sig selv og sine erindringer
Lars Halskov rystende om branden på ”Scandinavian Star” (159 døde)
Helle Bygum engageret om sine mange timer i selskab med en flagrende ildsjæl: Peter Langdal
Så 3 dage før åbningen af årets Bogforum i Bella Center fik de 65 deltagere i Veteranklubbens møde en god forsmag på efterårets udgivelser. Eller som én af deltagerne sagde på vej hjem: ”Nu sparede jeg de 140 kr. i entré til Bogforum”!
Lone Kühlmanns erindringsbog har titlen ”Det skal se nemt ud”. Hun var som ganske ung ”båndpige” i Teknisk Afdeling i DR, men ville være journalist. Via teknikerjobbet lærte hun journalisterne på TV-Avisen at kende, og Erik Ove skaffede hende læreplads på Lolland-Falster. Dér oplevede Lone Kühlmann bagsiden ved den højt besungne mesterlære i provinsen. Eksempel: Hun skrev om en skandale på et plejehjem og fik af redaktøren at vide, at historien endte i hans skrivebordsskuffe, for plejehjemslederen var en partifælle!
Lone Kühlmann fik luft under vingerne på Columbia School of Journalism i New York i 1971, da hun tog en master i journalistik. Fra sin ansættelse derefter på Radioavisen husker hun et af sine første indslag. Iført en af datidens mini-kjoler stod hun med sin Nagra-båndoptager højt oppe på trappen til en pornobutik i København – og trak pga. sin påklædning kunder til, mens hun ventede på et interview med indehaveren!
Senere kom Lone Kühlmann til TV-Avisen, og hun kalder DR ”en vidunderlig arbejdsplads”, men forlod den i utilfredshed i 1988, fordi sport, vejr og ikke-perspektiverende nyheder kom til at præge avisen for meget. Senere blev hun en fiasko – siger hun – som chefredaktør på Alt for Damerne i 1988-1990. De fyrede hende og kom derfor af med et års fratrædelsesløn. De kunne være sluppet billigere, for Lone havde faktisk besluttet selv at sige op, for – som hun siger – hun egner sig ikke til at være chefredaktør og leder af medarbejdere. Siden har hun været en fri fugl som forfatter (en halv snes bøger), kommentator, foredragsholder og ordstyrer m.v., og man kan læse om hendes liv i to erindringsbøger:¨”I medgang og medgang” – og nu altså i ”Det skal se nemt ud”.
Lars Halskov har lagt 3 års arbejde i bogen ”Branden. Gåden om Scandinavian Star”, der i 1990 kostede 159 livet. Halskov har for Politiken som undersøgende journalist dækket mange sager om bl.a. økonomisk kriminalitet. Om Scandinavian Star siger han, at han aldrig har oplevet en sag med så mange spørgsmå og så få svar, bl.a. på grund af elendig politiefterforskning.
Der er ingen tvivl om, at brandene på skibet var påsat, og en dansk lastbilchauffør, som var blandt brandens ofre, er blevet hængt ud som den skyldige, fordi han tidligere var dømt som pyroman. ”Jeg fik kuldegysninger, da jeg læste et dokument, som har været med til at dømme ham”, sagde Lars Halskov. Dokumentet fortæller om en mand, der går rundt på færgen og gør tilnærmelser til kvinder. Bagefter viser politiet fotografier til kvinderne. Ingen af dem udpeger lastbilchaufføren, ”men signalementet passer meget godt”, står der i politiets papirer!
Norsk politi har nu igangsat en helt ny undersøgelse for at komme til klarhed nu, hvor der er gået 25 år siden branden. Undersøgelsen kan måske give svar på spørgsmål som:
– Hvorfor blev skibet tårnhøjt forsikret – imod en eksperts råd?
– Hvorfor iværksatte kaptajnen ingen sikkerhedsforanstaltninger eller undersøgelser, da den første af 3 brande opstod på skibet – og hvordan kunne han selv gå fra borde, mens der endnu var passagerer på det brændende skib?
– Hvorfor fik besætningen pludselig udbetalt et engangsbeløb som erstatning efter branden, selv om de ikke var omfattet af en forsikring?
Lars Halskov understreger, at han ikke har svar på gåden, og at de mange løse ender giver grobund for alle mulige konspirationsteorier. Han har forsøgt ”at holde sagen ud i strakt arm og være objektiv og prøve at undgå at blive besat af den”, som det ellers nemt kan ske for en journalist, der i dén grad dykker ned i en stor og mistænkelig affære. Og så har han ladet de medvirkende pårørende m.fl. læse alt, før det blev trykt – og han noterer med tilfredshed, at i den ny undersøgelse er der ikke på forhånd nogen hovedmistænkt.
Helle Bygums bog ”Jeg, Peter” bygger på timelange samtaler med Peter Langdal – altså så ”timelange” samtaler, som det nu er muligt at få med den flagrende teaterinstruktør og ildsjæl, der virker som én, der brænder sit lys i begge ender alle døgnets vågne timer – eller som Helle Bygum udtrykte det: ”En mand med Duracell i ryggen!”
Samarbejdet begyndte i hans kolonihavehus med en 3 timer lang samale. Det var anstrengende, men allerede dér – og igen senere på et kritisk tidspunkt i processen – blev de enige om ikke at gå fra hinanden og opgive projektet, selv om Helle på et tidspunkt måtte konstatere: ”Peter – du behandler mig som en elskerinde, du er træt af!” – og: ”Det er godt, jeg ikke er gift med dig” – hvortil Peter replicerede: ”Sådan har jeg det også med dig!”
Apropos ægteskab: En af de 3 timer lange samtaler – alt optaget på bånd – handlede stort set kun om Peters første forliste ægteskab. Samtalen fik et indhold, som Helle besluttede at koge ned til ”To som ikke kunne finde ud af at elske hinanden”…
”Jeg beundrer ham. Han er forførende og i dén grad til stede – når han altså kommer! Jeg har ventet på ham så mange gange og så længe, at I tror, det er løgn. Peter kommer altid for sent. Han er en ”tidsoptimist”, der kan finde på at skrive nye replikker ind i en forestilling så sent som ved forpremieren! Men han har en formidabel hukommelse og er så åben, at jeg på et tidspunkt måtte minde ham om, at hans mor jo også skulle læse bogen! Til hans hukommelse hører, hvad han var udsat for i skolen – han blev i dén grad mobbet af perverse lærere – men fra omkring 23 års-alderen blev han betegnet som et ”vidunderbarn”. Peter viser det ikke, men har angsten i sig, den evige tvivl, og efter en premiere falder han ned i et sort hul. Nu er hans tid som direktør på Betty Nansen forbi, og han er begyndt sin tilværelse som ”fri instruktør” med at få 6 stjerner for forestillingen ”Sommeren uden mænd” på ”Republique”.
Helle Bygum sagde før bogen udkom, at anmelderne ville skrive, at den mangler kritisk kant – og det skrev de! Det kritiske mangler, fordi Helle ikke ville citere anonyme udtalelser. Men det var en oplevelse for hende at skabe værket. Hun er glad for resultatet og indtaler det nu som lydbog.
Forfatterne solgte deres bøger til favørpris og signerede dem.