En gammel kollega med ”gode ben”

(40) POUL ERIK MAGNUSSEN - FOTO, BENT PAULSEN

Poul Erik Magnussen med sin ”pilgrimsrygsæk” på vej op ad trappen til Veteranklubbens møde i Indre Missions hus ”Bethesda” i Rømersgade, København – normalt går turen til et andet helligt sted, Santiago i det nordlige Spanien. Fotos: Bent Paulsen

Vores gamle kollega Poul Erik Magnussen har en passion: Pilgrimsvandringer. Og hans lidenskab slår igennem, når han fortæller om sine vandringer, som han gjorde for 80 medlemmer af Veteranklubben 9. februar 2016.
Poul Erik, 67 år, har vandret 10.000 kilometer på pilgrimsruter over det meste af Europa, og på en dag med ”gode ben” kan han gå over 30 km med en oppakning på ca.14 kilo i sin rygsæk – så det er sådan en blanding af lidt ”gys” over anstrengelserne og beundring, der slår igennem i forsamlingen  …og også fascination, for hvad er det, der bare i de seneste 5 år har fået 8.984 danskere til at vandre 800 km på en måned og spise og bo under ofte ganske primitive forhold?

En statistik fra Santiago af over 262.000 pilgrimme i 2015 siger: 38% går af religiøse grunde. 58% af både religiøse og kulturelle grunde. 8% af sportslige og andre grunde. En uofficiel statistik, som Poul Erik Magnussen har lavet ud fra samtaler med ca. 30 danske pilgrimme, siger, at danskere tager på pilgrimsvandring:
– for at finde og afprøve sig selv
– opleve naturen
– opleve et fællesskab, herunder fx fællesspisning
– opleve hjælpsomheden undervejs
–  og at nogle få danskere, ligesom flertallet, vandrer for at udleve religiøse tanker, fx at have tid til refleksion, at gå i den kristne kulturs fodspor og at deltage i bøn og messer.

Der er pilgrimsruter i dag over det meste af Europa til bl.a. Rom, Trondheim og Santiago, ligesom i middelalderen, hvor pilgrimme i flere perioder også havde mulighed for at gå til Jerusalem.
Det er især de mange pilgrimsruter, der går til Santiago i det nordlige Spanien, Poul Erik Magnussen dyrker. Katedralen er målet, og pilgrimme får et certifikat ved ankomsten. Ruten fra Le Puy i Midtfrankrig er en af de helt specielle oplevelser på diverse Jakobsveje, men den traditionelle Camino Frances – af danskere kaldt Caminoen – er den rute, Poul Erik Magnussen har gået flest gange. Men man kan begynde i andre byer og lande, fx Italien, og på det seneste er Camino Portugues, der går fra Portugal til Santiago blevet utrolig populær.

Træn 5-10 km om dagen i god tid forinden og gå 3 timer hver dag den sidste månedstid før turen. Et par vandrestøvler kan holde til ca. 1.000 km plus træningen inden turen, så der skal et nyt par til hvert år (støvlerne koster altså ca. 1 kr. pr. km! som Poul Erik sagde)

Pilgrimsvandringer med mål overalt i Europa begyndte for ca. 1200 år siden. Der er danske optegnelser fra 1300-tallet om, at munkene Peder Kæller fra Tyrstrup ved Horsens og Jonas fra Sorø gik til Santiago. Det kunne give syndsforladelse. Og nogle mener, at Peder Kæller gik turen for andre og fik penge for det!
I middelalderen kunne man slippe for straf ved at gå pilgrimsturen, og i dag bruges vandringen fx til behandling af unge kriminelle belgiere og franskmænd. Statistikken siger, at de er mindre tilbøjelige til at falde tilbage i kriminalitet end dem, der ikke får turen ”ordineret”.

Her er nogle af Poul Erik Magnussens mange interessante facts og hans svar i det to timer lange indlæg, der affødte en snes spørgsmål:
♦ I midten af 1980’erne tog en katolsk præst initiativ til, at der blev malet gule pile og sat kilometerskilte op på ruten gennem hele Nordspanien, så nu er det nemt at finde til Santiago
♦ Pilene, vejskiltene og god markedsføring er nogle af årsagerne til, at næsten 3 mio. har gået Caminoen siden 1990
♦ 91% af de 262.459, der tog turen i 2015, vandrede. De øvrige 9% cykler, rider eller – som nogle få – tager turen i kørestol (det gælder også som pilgrims”vandring”)
♦ 135 er døde af strabadserne siden 1985
♦ Der er både børn og oldinge blandt pilgrimsvandrerne, og kønsfordelingen er nogenlunde fifty-fifty (48% kvinder og 52% mænd)
Poul Eriks egen motivation beskrev han med et citat af Sigrid Undset ”Jeg går, fordi jeg kan lide vejene” – og så fællesskabet og glæden ved at nå frem: ”Jeg har aldrig set så mange lykkelige mennesker, uanset om de har brugt en måned eller to på turen. Mange græder af glæde, når de kommer til Santiago. Her er følelsen, at alle er vindere”. ”.                                                                                                            bej

Læs mere på Poul Erik Magnussens hjemmeside: www.jakobsvejen.dk

(41) POUL ERIK MAGNUSSEN - FOTO, BENT PAULSEN