Tekst og foto: Børge Egelund Jørgensen
Et af vore medlemmer har skabt et livsværk, en kæmpeopgave, som tog 5 år. Nu lever værket i al evighed oppe i himlen – eller mere præcist: oppe ”i skyen”. For enhver kan frit hente det ned på sin computer ved at klikke på www.ing.dk og trykke på ”Kulturarven”.
Men pas på tiden! For det går nemt, ligesom når man slår op i et leksikon. Det er så interessant, at man fortaber sig i det ene emne efter det andet – og i dette tilfælde gælder det 108 års danmarkshistorie om ingeniørkunst, markante bygningsværker og geniale opfindelser lige fra dengang, biler trillede af sted med en fart, der svarer til kapgang, og frem til Danmarks største anlægsprojekter, fx Storebæltsbroen.
Der er billeder, tegninger og detaljerede beskrivelser – alt sammen fra 10 forskellige tekniske tidsskrifter, udgivet af danske ingeniørforeninger fra 1892 til 2005, først og fremmest ”Ingeniøren”. I alt er 309.722 tryksider blevet digitaliseret, og manden bag værket er Erik Lyngsø-Petersen. Han fortate om det i ”Veterancafé” 8. november 2016 for 40 deltagere.
Erik Lyngsø-Petersen, opnåede noget så sjældent i vore dage som 40 års jubilæum i et mediehus, nemlig ”Ingeniøren”, hvor han steg helt til tops som chefredaktør og adm. direktør. Han gemte bladene derhjemme og fik mange årgange i arv fra et dødsbo, så flere kubikmeter i hans kælder i villaen i Gentofte var optaget af blade tilbage fra førsteudgivelsen i 1892. Papir gulner, mørner og forgår, og det gav ham ideen til at digitalisere bladene.
Men først skulle pengene skaffes – et projekt til 1,6 mio. kr. (5 kr. pr. trykside). Salgsdirektøren i mediehuset troede ikke på ideen, for ”sådan noget gammelt bras kan ikke sælges”. Men heldigvis er der fonde, og selv om det var op ad bakke, lykkedes det at skrabe beløbet sammen, lige fra en enkeltdonation fra en fond på en kvart mio. kr. til mange små beløb a 50 kr. fra en indsamling blandt ”Ingeniøren”s abonnenter.
Næste knast var copyright. Det tog 1½ år at høvle den til i diskussioner med CopyDan. Men det lykkedes så godt, at andre nu efterligner modellen, fx lægernes organisation og Coop (medlemsbladet ”Samvirke”)
Erik Lyngsø-Petersens fortælling om forarbejdet blev fulgt op af en underholdende ”lektion” i at søge på nettet i den righoldige samling, og det kom der kuriøse resultater ud af, fx blev det for Henrik Døcker til et gensyn med sin meget gamle artikel om en bro over Messina-strædet og en artikel om vandkraft i Afrika. Knud Dindler kunne konstatere, at ”Ingeniøren” fortalte, at han i 1961 fik et legat på 1.000 kr. Og en artikel fra 1975 om Anker Tiedemann bar signaturen Ann = Veteranklubbens nuværende kasserer, Annette Hartung, som var medarbejder på ”Ingeniøren”.
Artiklerne ligger kronologisk med den ældste artikel til sidst – men som nævnt: Pas på, at tiden ikke løber fra dig, for som Erik Lyngsø-Petersen sagde: ”Jeg har brugt mange ekstra timer, fordi jeg undervejs fortabte mig i ting, som jeg ikke vidste interesserede mig!”.
Planen er at digitalisere videre fra 2005, så ”hullet” frem til 2016 dækkes, og digitaliseringen derefter ajourføres løbende. BEJ
Manden bag kulturarven
Erik Lyngsø-Petersen, 76 år, blev uddannet som klejnsmed i 1959, maskiningeniør 1964, forskningsassistent på Statens Byggeforsknings Institut 1965-69, derefter journalist på ”Ingeniøren. 1975 redaktionssekretær, 1985 redaktionschef, 1992-95 chefredaktør og direktør for Ingeniøren A/S og 1995-2001 administrerende direktør for Mediehuset. Derefter debatredaktør, bagsideredaktør og ”community builder” på internettet til 2010, hvor han som 65-årig trappede ned, men fortsatte som bagsideredaktør med en underholdende pen, som hverken redaktion eller læsere ville undvære.