Preben Brandt er ikke bange for journalister. Tværtimod taler han meget gerne med dem, så siden han fik mobiltelefon i 1994 har han beholdt sit nummer – for han skulle jo nødig gå glip af en opringning fra medierne! Derfor stillede han også gerne op i Veteranklubben 6. oktober 2016 til en fortælling om sit liv, og interessen var stor – der var omkring 70 deltagere.
Preben Brandt har i hele sin voksentilværelse været optaget af de udstødte i samfundet. Derfor sørger han for at lukke vinduerne i sin bil, når han passerer Nordsjælland og de velhavende, for han vil nødig bruge sin arbejdskraft og uddannelse som psykiater på dem! Sådan lød en af hans mange slagfærdige bemærkninger, der gang på gang udløste reaktioner i salen.
Preben Brandt blev psykiater i 1980 og voldsomt beæret over at få tilbudt et vikariat på forsorgshjemmet Sundholm (det viste sig senere, at 4 andre havde sagt nej!) Han skulle vikariere for en læge, der var meget væk pga. sygdom. Efter nogle uger håbede Preben Brandt næsten, at lægen blev mere syg, så han kunne overtage stillingen! – og det skete. Dermed havnede han på Sundholm som sin mor. At hun havde ophold dér fra 1933 er noget, Preben Brandt først har fortalt om i de seneste år. Hun var ikke en god mor, vanskelig og jamrende og beklagede sig altid, også over Sundholm. Og det forstod Preben Brandt godt, da han blev ansat, for systemet var nedladende over for beboerne, og personalet fik endnu større udfordringer fra omkring 1990, da klientellet forandrede sig til yngre mennesker, 30-50 år, med store alkohol- og stofmisbrugsproblemer.
Preben Brandt blev overlæge med slips af den slags, der er bundet om halsen med en elastik, så man ikke risikerede at blive kvalt af en beboer – det var mennesker, der havde haft det svært fra fødslen som vanskelige børn med en tung skolegang, og som voksne blev de socialt udstødte. Men mange af dem er fantastiske mennesker, som Preben Brandt i flere år opsøgte om aftenen og natten efter arbejdstid, når de lå i en kælderskakt eller en busk. Hans aften/nattevandringer kostede ægteskabet. ”Men det var vildt underholdende at møde dem”, og den dag i dag vender Preben Brandt jævnligt tilbage til den rist, hvor en af Københavns legendariske skikkelser, Olga, havde sin ”bolig”. ”Jeg har sagt til mine børn, at hvis jeg en dag er væk, kan de finde mig dér”.
Preben Brandt blev dr. med, og i 1996 besluttede han at forlade ”systemet” og grundlægge projekt ”Udenfor”, der hjælper folk på gaden. Organisationen kan selv definere, hvordan den bedst hjælper. Projektet finansieres over finansloven og af private fonde og har ikke svært ved at skaffe midler. ”Jeg er lidt stolt af det, vi har gjort. Velfærdssamfundet har brug for et supplement, når de svageste falder igennem, og vi kan noget, som det offentlige ikke kan. Men jeg er stor tilhænger af velfærdssamfundet. Uden dét havde jeg ikke fået en uddannelse, som gjorde mig til overlæge på et forsorgshjem, hvor min egen mor var beboer”.
Og så tryllebandt Preben Brandt forsamlingen med historien om et af de mest spændende mennesker, han har mødt: Mette, prostitueret, som han fulgte i et par årtier, før hun døde som 36-årig. Mette kom til at lide af alskens sygdomme (ubegribeligt nok ikke af HIV) og fik et ben sat af. ”Jeg fejler lidt af hvert, sagde hun, men jeg er da ikke blevet ramt af den værste sygdom af alle”. Da Preben Brandt spurgte, hvilken sygdom, hun talte om, svarede hun: Småborgerligheden”!
Preben Brandts beretning blev fulgt op af Poul Struve Nielsen. Han er redaktør af ”Hus Forbi” og ligesom Preben Brandt grebet af ønsket om at gøre noget for de udsatte. Han forlod en karriere i Udenrigsministeriet, var medarbejder i Rehabiliteringscenteret for Torturofre og i Kirkens Korshær, før han i 2012 blev redaktør af ”Hus Forbi”, der er vokset fra et oplag på 10.000 eks. om måneden ved starten i 1996 til nu 90.000. De hjemløse får bladet for 10 kr.og sælger det for 20. Det giver dem et tilskud til dagen og vejen – de bedste kan tjene et par tusinde kroner om måneden – men det er hårdt arbejde året rundt i al slags vejr. Der er registreret 2.500 sælgere, deraf er 1.000 på gaden i snit pr. dag.
Poul Struve mindedes sin barndom med musikanter i gårdene og tiggere på gaden. I dag kan de udstødte få et moralsk rygstød ved at sælge ”Hus Forbi”. En undersøgelse viser, at bladsalget medfører mindre kriminalitet blandt de udstødte, og deres misbrug vokser ikke, selv om de får ekstra penge mellem hænderne. Undersøgelsen viser også, at psykisk syge sælgere får det bedre af kontakten med kunderne. Hver 4. af sælgerne bor på gaden, og der er flere af dem i provinsen end i ”gamle dage”.
Når folk ringer til redaktionen, er det sjældent for at beklage sig over sælgerne, men tværtimod kan det være bekymrede forespørgsler om, hvorfor han i 3 uger ikke har stået ved Brugsen – forhåbentlig er han ikke syg, lyder det i telefonen.
Køberne af ”Hus Forbi” er mennesker af alle slags, men den største gruppe er kvinder over 40 år, ansat i det offentlige. Avisen bliver ikke bare købt for at få god samvittighed. ”Hus Forbi” har 566.000 læsere og er en af landets mest læste publikationer på linje med Ældre Sagens blad og Samvirke.
Altså en bladsucces – og dem er der jo ellers ingen af i Danmark i disse år… bej
Fotos: Palle Hermund