Kategoriarkiv: Tidligere arrangementer

Havfruer og monarker

2013 Havnerundfart (3)

Fotos: Finn Hillmose.
Klik evt. på de enkelte foto for at se dem i stor størrelse.

Sensommersolen blinkede lunt i bølgerne, da 130 veteraner stod til søs i Københavns Havn for at opleve hovedstaden fra vandsiden under humoristisk og kompetent vejledning af vores kollega, journalist og historiker Georg Metz.  Næsten halvanden times Danmarkshistorie, fortalt omtrent uden pauser, men uden at man kedede sig et øjeblik. Sarkastiske hug til fordrukne eller uduelige regenter, men også ros til de mange dygtige planlæggere, arkitekter og kunstnere, der gennem tiderne har givet byen dens udformning.
(Læs videre på side 2)

Spies, Glistrup og 125 veteraner

spies_glistrup

Pludselig får vi et dybt indblik i Simon Spies’ sjæl og ensomhed. En af hans bolledamer har syltet asier til ham. Efter at have smagt på dem går der et uendelig langt øjeblik, før han udbryder, at det er de bedste asier, han har smagt. Efter endnu en lang pause føjer han til, at de minder om hans barndom.
Til gengæld ser vi Mogens Glistrup fjolle rundt på cykel og love isvafler til alle, da han i sin sukkertrang har haft hånden nede i en skål med hashkager.
(Læs videre på side 2)

Udtilbens, floskel og – ‘farting’

Man kan ikke forlange, at nogen skal forstå
eller blot nogenlunde tålmodigt høre på
en samtale, der benytter andre ord end dem,
der er fælles for alle danskere.
Emma Gad

To ord med begyndelsesbogstavet u har været på spil i forårets politiske debat, begge i forbindelse med Enhedslistens rolle. Det ene er udtilbens. Socialdemokraterne mener, at partiet har gjort sig udtilbens, så snart tanken om et forlig nærmede sig. Oprindeligt blev vendingen brugt om folk, som gik med fødderne drejet udad – modsat dem, som gik indtilbens. Men at gøre sig udtilbens i den betydning, som bruges om Enhedslisten, betyder at optræde stædigt og modvilligt som et dyr, der spærrer benene fra hinanden for at stritte imod. Det andet ord med u- er uladsiggørligt, som gerne bruges i angreb på punkter i Enhedslistens partiprogram. Det hjemmelavede ord blev lanceret af forfatteren Soya i et indlæg i Berlingske Tidende i 1936. Sådan sneg det sig ind i sproget (i øvrigt uden at gøre sig udtilbens), og det har i årevis været at finde i Retskrivningsordbogen.

Floskel. De gamle romere havde et ord, som hed flosculus, og det er oprindelsen til floskel og betyder egentlig en lille blomst. Ordet blev også brugt om sprogblomster. Det hed sig, at når man i mere pynteyge tider end nu ville maje sit sprog lidt ud, skulle man sætte en flosculus eller to ind. Det var åndfuldt (sexet?), når mænd kunne udtrykke sig i blomstersprog i amourøs sammenhæng.
At sige noget i forblommede vendinger betød oprindeligt det samme – at udtrykke sig blomstrende. Senere har det fået en mere odiøs klang og betyder i dag nærmest dunkelt, uklart, svævende og krukket.

Farting. USAs forhenværende præsident Lyndon B. Johnson sagde om Gerald Ford, da han tiltrådte præsidentembedet, efter at Nixon i hast havde måtte forlade det: Han er så dum, at han ikke på samme tid kan gå og tygge på tyggegummi. Denne stærkt redigerede version er efterhånden blevet gængs, når den citeres. Men det er ukorrekt. Lyndon B. Johnson var fra Texas og vaskede ikke sin mund med sæbe hverken før eller efter. Så den sande version er: ”He can’t fart and chew gum at the same time”.

Sommerudflugt i junisol til Sjællands sydvestligste hjørne

 

_MG_6490

Godsejer Joachim Castenschiold tog imod. Foto: Finn Hillmose.
Billederne i denne artikel kan ses større end her, klik på billedet.

Herreborg og veterantraktor:
Sommerudflugt i junisol til
Sjællands sydvestligste hjørne

Der er solid tradition for, at Veteranklubbens sommerudflugt foregår i smilende sommervejr, og turen 6. juni 2013 var ingen undtagelse. 80 veteraner i airconditioneret dobbeltdækkerbus havde solen med hele vejen, da de besøgte Borreby herreborg ved Skælskør og senere sejlede ud i det blanke Storebælt for at spise frokost på Agersø Kro. Læs resten

Midt i en krisetid: ”Stiften” går frem

IMG_1630

Per Westergaard fortalte om sin succes med bladdrift på Fyn, bl.a. cafemøder kun for fuldt betalende abonnenter. Foto: Annette Hartung

Fyens Stiftstidende i Odense er en oplagsmæssig succes. I modsætning til de øvrige dagblade, kan ”Stiften” notere en oplagsfremgang på 0,7 procent. Alle de andre – med undtagelse af Helsingør Dagblad – melder om større eller mindre fald i deres oplag år efter år. Gennemsnitlig falder dagbladenes oplag med 8 procent om året!

Den melding kom chefredaktør Per Westergaard fra Fyens Stiftstidende med til de 17 veteraner, der var stået tidligt op tirsdag den 14. maj 2013 og havde taget tog eller bil til Odense for at høre om bladdriften på Fyn. Her hersker der i Fynske Medier et tæt samarbejde mellem Stiftstidende og Fyns Amts Avis fra Svendborg. Der er fælles lokalredaktioner flere steder, bl.a. i Faaborg. Læs resten

Kvinder, flere læsere
og en god økonomi

Anne Knudsen, Weekendavisen (2)b

Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsens forklaring på avisens succes. Foto: Finn Hillmose..

”Kvindelige redaktører, læserfremgang og overskud”. Det er Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsens forklaring på avisens succes. ”Jeg praler ikke, men det er en lykkelig historie”, sagde hun til de fremmødte veteraner onsdag den 17. april 2013 før generalforsamlingen.

Anne Knudsen understregede, at der i mediebilledet er plads til en avis som Weekendavisen, der  koncentrerer sig om baggrundsstoffet. ” Vi vader dagligt i nyheder til op over knæene, som bliver viderebragt af de elektroniske medier”, sagde chefredaktøren. ”TV2 News skal fylde sin flade, og det betyder, at redaktionen er nødt til at gentage nyhederne i løbet af dagen. Samtidig bliver der publiceret ting, som ikke vedkommer nogen. Rene småtterier”.
(Læs videre på side 2)

Veterancafé: Grevinde Diller Daller fik konkurrence

Foto
Anker Tiedemann i ”Veterancafé” – med Palle Fogtdal i
baggrunden. Foto: Kurt Piczenik

Da 450.000 typehuse i 1960/70’erne med ekspresfart skød op af den danske muld, fik forlægger Palle Fogtdal en god idé: Han ville skabe et blad, der kunne rådgive de mange nye husejere om at indrette sig – kort sagt at komme til at bo bedre.
Den unge arkitekt Anker Tiedemann blev headhuntet til at udføre ideen. I dag er han 83 år og medlem af Veteranklubben, hvor han den 3. april 2013 i ”Veterancafé” underholdt 50 medlemmer om bladet, Bo Bedre, som han skabte og var redaktør af i 17 år. Det første nummer udkom i marts 1961, og de 60.000 eksemplarer blev revet væk. Læs resten

Her-og-nu-møde blev en stor succes

Aske2

Ask Rostrup

80 veteraner var hurtige på fødderne, da klubben for første gang kaldte til ”Her-og-nu-møde” 26. marts 2013. Med blot fem dages varsel var de klar til at møde op for at høre DR’s politiske korrespondent, Ask Rostrup, tolke den aktuelle politiske situation.
Ask Rostrup lagde ud med at citere den luxemburgske premierminister, Jean-Claude Juncker, for udsagnet: ”Vi kan godt finde ud af, hvordan vi kan løse alle Europas problemer, men vi kan ikke finde ud af, hvordan man bliver genvalgt”.

Læs resten

”Bogcafé”:
Taleban og dansk politik, bandeleder og kammerherre

TALEBAN OG ”DEN VARME DYNE”

Over 60 veteraner var sammen med TV2´s korrespondent Simi Jan til te med Taleban, da den traditionelle ”Bogcafé” løb af stabelen onsdag den 20. marts 2013.

simi.ItemImage1Simi Jan fortalte forrygende om sine oplevelser i Afghanistan og sine kontakter og interviews med talebankrigere, som hun kun ønskede at møde på ”neutral” grund og ikke i deres territorium, hvor hun risikerede at blive kidnappet. De ville gerne tale med ”hende den varme dyne”, og hun var tæt på at blive kone nr. to til den grønøjede mullah. Hun modstod fristelsen, men fik nogle gode historier – også fordi hun har lært sig at tale deres lokale sprog og ikke skulle bruge tolk.

Læs resten

Desillusioneret

Poul Wathne

Poul Wathne, ingeniør med senere cand.pæd. og merconom-uddannelser, har beskæftiget sig med ulands-problemer de sidste 30 år og gør det stadig, nu som underviser i crosscultural management og som aktiv i støtte til mindre virksomheder i Tanzania. Og han synes bestemt ikke, han er nogen succes. Tanzania blev set som et ønskemål for den socialdemokratiske udviklingsmodel, men er, med Wathnes ord, i dag præget af råkapitalisme og total korruption. Det fortalte han Veteranklubbens medlemmer 29. november 2010.

Læs resten

Borgen” ses af 1,5 million

Borgen1

Dansk dramatik er dyr at producere på TV, og tommelfingerreglen er, at den skal kunne samle i hvert fald en million seere. “Borgen” har bestået: Der er 1,5 millioner seere pr. episode, og som en ekstra gevinst: Mange udenlandske stationer er interesseret, og serien er allerede solgt til Frankrig og Tyskland.

Læs resten

Et besøg på Gyldendal med Johannes Riis

Foto: Tine Harden

Foto: Tine Harden

Nu kommer de digitale bøger … langsomt
Gyldendals litterære direktør Johannes Riis fik spørgsmålet, om bogen er på vej til en stille død fra Veteranklubben på et møde 2. november 2010. Svaret var et klart nej, for den store nordiske krimibølge har betydet, at Gyldendal aldrig har solgt flere bøger end i år. Efter nogen tøven gik forlaget i gang med at udgive kriminalromaner, og det har været en succes, men Johannes Riis mente kun, det var en bølge, ikke en generel udvikling, og citerede Bent Vinn Nielsen: Hvorfor må kriminalforfattere skrive dårligt, mens vi andre ikke må? Selv nøjedes Riis med at sige, at “anmelderne har vist en enestående overbærenhed overfor krimien”.

Læs resten

Aller var til salg for en krone

Pål Thore Krosby, Allers administrerende direktør, synes ikke det er let at være mediechef - men han gjorde det til en yderst spændende opgave, da han fortalte journalistveteranerne om den. Foto: Finn Hillmose.

Pål Thore Krosby, Allers administrerende direktør, synes ikke, det er let at være mediechef – men han gjorde det til en yderst spændende opgave, da han fortalte journalistveteranerne om den. Foto: Finn Hillmose.

Aller Press har i 2010 samme problem som dagbladene: Oplaget bliver mindre, og løsningen på, hvordan man tjener penge på nettet, er ikke fundet endnu.
Det fortalte koncernens administrerende direktør Pål Thore Krosby veteranerne på besøg i det nu efterhånden et år gamle hovedsæde på Havneholmen bag Fisketorvet.
Bygningen var omtrent lige så imponerende som udsigten: Glas, lys, åbent 7 etager op og medarbejderne på hylder som i DR-Byen, men efter hvad både direktøren og de selv sagde uden de samme klimatiske problemer.

Læs resten

Styr på pensionen?

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

John Norden lytter til Jesper Sidenius’ forklaring om, hvor let det er at ordne alt det med penge.

Har du 100.000 kr? Så kan du sætte dem i udbud og få tilbud fra bankerne på, hvad de vil give i rente. Det er en af de tjenester, den nu ti år gamle netvirksomhed Mybanker.dk kan tilbyde, og i den tid, den har eksisteret, har den faktisk flyttet 10 milliarder kroner til bedre forrentning, sagde grundlæggeren, John Norden, til 35 veteraner 12. oktober 2010. Læs resten

Blixens hjem trækker
30.000 besøgende

ScreenShot009

Der kommer omkring 30.000 besøgende hvert år på Rungstedlund, hvor Karen Blixens liv mindes. Besøgtstallet blev sat op med 90, da Veteranklubben tog på besøg på 48-årsdagen for Karen Bixens død 7. september 2010.
Museumsdirektør Catherine Lefevre fortalte om Blixen og om museet, der først rigtigt blev etableret, da filmen om hende kom i biograferne – så voksede interessen for hende i hele verden, ja endog i Danmark.

Læs resten

Samlebåndet på Holmen

Veteranklubbens medlemmer lider ikke af højdeskræk. Nogle af dem nøjedes ikke med at gå op i Mastekranen - de gik helt øverst op. Foto: Finn Hillmose.

Veteranklubbens medlemmer lider ikke af højdeskræk. Nogle af dem nøjedes ikke med at gå op i Mastekranen – de gik helt øverst op. Foto: Finn Hillmose.

Et af de første samlebånd i verden finder man på Holmen – sådan da. 90 veteraner besøgte Nyholm 26. august 2010 for at markere flådens 500-år og se København fra den anden side.
Og dér fik de skildret, hvordan man i 1700-tallet forberedte basen til lynhurtig udrustning af skibene i tilfælde af krise. De fik master, tovværk, sejl monteret og ammunition og våben ombord i en samlebåndslignende proces.

Læs resten

Bryghuset serverede
ølmarinerede sild

Stege Bryghus har både ølmarinerede sild og ølmarineret roastbeef på menuen - med eget øl til. (foto: Kurt Piczenik)

Stege Bryghus har både ølmarinerede sild og ølmarineret roastbeef på menuen – med eget øl til. (foto: Kurt Piczenik)

– Bare rolig, vejret skifter ved Rønnede, det gør det altid! lovede Lis Lipschitz, da 60 veteraner om formiddagen onsdag den 9. juni 2010 forlod København i øsende regnvejr for at tage på sommerudflugt til Møn. Og ganske rigtigt, det klarede op over Sydsjælland, og vejret holdt sig hele dagen, både da vi så på kalkmalerier i Elmelunde kirke, spiste frokost i Bryghuset i Stege, vandrede i den romantiske have omkring Liselund Slot og aflagde visit ved Møns klint. Tidsplanen skred, men det gjorde klinten heldigvis ikke, og alle nåede rettidigt tilbage til det regnvåde København efter en kompakt, oplevelsesrig dag i ægte dansk sommervejr.

Med 89 støvdragere

ScreenShot012

Anker Tiedemann har forklaringen på, hvorfor adskillige planter har netop 89 støvdragere. Det – og andre fænomener i krydsfeltet mellem natur og matematik – fortalte han om 5. maj 2010 i Veteranklubben, der havde lånt lokale på Frederiksberg Hovedbibliotek.

Læs resten

Kunderne er der, det er varer, der mangler

Helle Kamvig indledte rundgangen i auktionsvarernes fodspor med en orientering (Foto: Annette Hartung)

Helle Kamvig indledte rundgangen med en orientering (Foto: Annette Hartung)

Den økonomiske krise har skabt opsving på et punkt: Der er kommet flere helt nye produkter på auktion. Det forklarede Helle Kamvig godt et halvt hundrede veteraner, der besøgte Lauritz.com’s auktionshus i Herlev 26. april 2010. De nye varer kommer fra firmaer, der gerne vil af med dem i en fart: Hvis moden svinger væk fra den gule farve, er det nemmest at sende hele det gule parti på auktion, sagde hun.

Læs resten

Nye bøger skrevet af veteraner

Kafcafeen i Skindergade var myldrende fuld, da Veteranklubben holdt bogcafé 24. marts 2010 med de ni klubmedlemmer, der har udsendt bøger i den senere tid.
En enkelt måtte melde afbud og fik sit værk præsenteret ved stedfortræder. Hver forfatter havde kun 9-10 minutter til rådighed, så det blev en særdeles intens gennemgang af de erindringer, rejsebeskrivelser, journalistiske historier og andre beretninger, som hver enkelt havde lagt års arbejde i. Men det lykkedes, og det blev en livlig eftermiddag, hvor mange af medlemmerne også benyttede lejligheden til at anskaffe sig eksemplarer af de præsenterede bøger til vennepris.

Islamiske vidundere

Et blad fra en af verdens ældste koraner findes i København. Det gør også en kunstfærdig, arabisk kugleformet håndvarmer, hvis indre olielampe med snild teknik altid holder sig opret. Og man kan se den største perlemorsindlagte kiste fra mogulernes Indien i europæisk eje. Alle tingene findes i Davids Samling, som 90 af veteranerne besøgte 2., 3., 4. marts 2010, fordelt på hele seks hold.

Det er den islamiske samling, der er det centrale, men de to nabohuse i Kronprinsessegade rummer også danske skatte – et gulv i loftsetagen lavet af bolværkerne fra Christian den Fjerdes gamle dok, en fantastisk samling Hammershøj-billeder, en prismekrone, der har tilhørt Katarina den Store, og et interiør fra husets tilblivelsesår 1805, som er nænsomt genskabt.
Kunsthistorikeren Mariette Tiedemann førte kyndigt gennem dette museum, der vist er det eneste i landet, hvor der ikke alene bliver sagt “velkommen”, når man kommer, men også “tak for besøget”, når man går.

En udviklingshistorie

Peer Kaae[1]

“Har du talt med dem?” Spørgsmålet rungede anklagende mod journalisten fra “Se og Hør”, der havde skrevet et langt interview uden at have nået at veksle så meget som ét ord med den interviewede, fordi der var gået druk i processen. Oprørt havde familien klaget, og nu ville chefredaktøren have sandheden på bordet. “Har du talt med dem?” brølede han. Og så kom det svar, der i mange år skulle blive et slogan på “Se og Hør”: “Både ja og nej – mest nej!”

Læs resten

Møde med den nye chef for EKSTRA BLADET

ekstrabladet

De køber os, selv om…

Ekstra Bladet, der en gang var oppe på et oplag på 250.000, trykker nu 78.000, men synes alligevel, det rækker lige så langt ud som dengang, for der er hver dag 622.000 besøg på bladets netside. Det sagde chefredaktør Poul Madsen i Veteranklubben 9. februar 2010, og han mødte bladets kritikere med ordene: “Selv om folk måske siger, vi er nogle svin, så er det os, de køber”.
Poul Madsen kaldte sit blad den sidste tabloid-avis i Danmark, efter at B.T. er gået over til at blive en daglig udgave af “Helse”. Hans mål var at vedblive at være en vagthund for hele Danmark og at holde fast i det nuværende papiroplag. Han blev spurgt, om papirudgaven ville eksistere om ti år og svarede: Ja, og selv om vi måske skulle være presset ned på 50.000 i oplag, vil vi stadig være en af de største papiraviser, der udkommer til den tid.

Læs resten

Der er mening i galskaben (politireformen)

Bent Isager Nielsen er politiinspektør og chef for efterforskningen på Københavns Vestegn. Til Veteranklubben 14. januar 2010 forklarede han baggrunden for de seneste års politireform: Samfundet har ændret sig, derfor måtte politiet også gøre det. Øresundsbroen og de åbne grænser er gode for erhvervslivet, men sandelig også for de kriminelle.

Bent Isager Nielsen (foto: Finn Hillmose)

Bent Isager Nielsen (foto: Finn Hillmose)

Læs resten

Sang og sylte

Veteran julefrokost 045

90 veteraner mødtes til julefrokost på Restaurant Bellahøj 7. december 2011. Sild og sylte og så videre – og underholdning af Kirsten Vaupel, bl.a. med Musens sang fra “Mød mig på Cassiopeia”. Tæt stemning og sød musik. Blandt gæsterne var Kreds 1-formanden Julie Rosenkilde, der ønskede glædelig jul og endda gjorde det kontant med en check på årets tilskud til Veteranklubben.

Læs resten

Gasflasken i Betlehem

Steffen Jensen (2)

Da rygtet gik, om at israelerne havde sprængt en palæstinensisk politistation i Betlehem i luften med et missil, rykkede Steffen Jensen ud. Han valgte en hurtig vej, så han var første mand ved ruinen – hvor han fik at vide, at det bare var en gasflaske, der var sprunget nær ved ammunitionslageret.  Ikke noget missil… spurgte han. Nej, nej … Men andre kolleger fik senere at vide at ”måske var det et missil”.

Læs resten

Der bli’r ikke bygget mere

Maria Rørbye Rønn

Maria Rørbye Rønn, DR’s generaldirektør siden februar 2011, forsikrede os ved et møde i DR-Byen 2. november 2011 om dét, som hun allerede har forsikret sine medarbejdere om: Der bliver ikke bygget noget nyt i min tid!

Det sagde hun på baggrund af, at byggesagen med de store omkostninger for både ansatte og virksomhed nu er endeligt lukket, så pengene kan bruges på programmer.  Også en anden pengesluger end byggeri advarede hun imod: De nye tekniske muligheder må ikke komme til at koste så meget, at de gør indhug i programbudgetterne.
Læs resten

Lidt yngre end P1

Foto: Kirsten Ellebæk

Foto: Kirsten Ellebæk

Jørgen Ramskov mødte Veteranerne 24. oktober 2011, kun halvanden time efter, at den nye  Radio 24syv omsider meldte ud med sin detaljerede programplan.

Radiodirektøren med en fortid  i DR, Filminstituttet og Nimbus Film konstaterede, at den nye talestation vil forsøge at få lyttere, der er lidt yngre end P1-lytterne, som for øjeblikket har en gennemsnitsalder på 57 – og Radio 24syv håber at komme op på samme andel af radiolytningen som P1, nemlig 7 pct. Men hovedmålet er naturligvis at øge det samlede antal lyttere til taleradio i landet.

Læs resten

Han blev planlagt som geni

Hans Henrik Holm, koncertpianist, radiomedarbejder og veteranmedlem, fortalte i oktober om klavervirtuosen Victor Schiøler (1899-1967) og hans betydning for dansk musikliv. Et kærligt og muntert foredrag, krydret med film- og lydklip, smagsprøver på flygelet og anekdoter om Victor Schiølers begivenhedsrige liv og karriere.

Hans Henrik Holm, koncertpianist, radiomedarbejder og veteranmedlem, fortalte i oktober om klavervirtuosen Victor Schiøler (1899-1967) og hans betydning for dansk musikliv. Et kærligt og muntert foredrag, krydret med film- og lydklip, smagsprøver på flygelet og anekdoter om Victor Schiølers begivenhedsrige liv og karriere.

Victor Schiølers mor havde bestemt, at hun ville have et geni som søn. I hvert fald fik hun en fremragende pianist ud af at have opsøgt en af Danmarks kendteste dirigenter for at få ham til barnefar!
Schiøler var ikke bare inderligt musikalsk, fortalte veteranen Hans Henrik Holm i Veteranklubben 12. oktober 2011 – han var også utroligt flittig: – Det er noget pjat at slappe af, mente Schiøler, og da han fik tid til overs fra virksomheden som koncertpianist, brugte han den til at læse til læge.  Eneste gang, den selvbevidste Schiøler indrømmede, at der var noget, han måske ikke var så god til, var da han var lærer på konservatoriet: – Jeg egner mig måske ikke til at undervise trompethåndværkere, meddelte han rektor.

Mærsk åbner dørene

Karsten og Mette Kildahl fik i fællesskab teknikken til at virke i det store auditorien. Foto: Finn Hillmose.

Karsten og Mette Kildahl fik i fællesskab teknikken til at virke i det store auditorie. Foto: Finn Hillmose.

År 1900 var Indiens og Kinas samlede andel i verdensøkonomien nærmest 0 pct, I 1970 var den 8 pct og nu er den på 27 pct. Det er den situation, et stort transportfirma som Mærsk Line skal operere, i fortalte salgsdirektør Karsten Kildahl 75 veteraner, der var inviteret inden for I det tidligere så lukkede hovedsæde på Esplanaden 26. september 2011.

Læs resten

Politikens chefredaktør:
Vi vil være irriterende!

Bo Lidegaard politiken

En af de ting, Politikens nye chefredaktør, Bo Lidegaard, skulle vænne sig til, var vrede læsere.

– Jeg kom fra et job som embedsmand i Statsministeriet, og jeg var slet ikke forberedt på det, der mødte mig på Politiken. Næsten hver morgen lå der en eller flere mails fra læsere, der sagde deres abonnement op i skummende raseri, fortalte han på mødet i Veteranklubben 7. september 2011.

Læs resten

Hus med egen strøm og varme

Leif Sønderberg Petersen. Foto: Finn Hillmose

Leif Sønderberg Petersen. Foto: Finn Hillmose

Et sted i Sønderjylland ligger et parcelhus, der er selvforsynende med strøm og varme fra en brændselscelle med naturgas som brændstof. Fra 2015 regner firmaet med at kunne levere et større antal anlæg.

Chefkonsulent Leif Sønderberg Petersen, der både har en fortid som lærebogsforfatter og som medlem af Videnskabsjournalisternes Klub, fortalte 1. september 2011 et halvt hundrede veteraner om, hvad Risø laver i stedet for atomkraft. Risø er nu under DTU og giver plads til mange forskningsprojekter. Risø forsker fx i vindmøller og i solenergi, som skal gøres langt billigere. Det gør man ved at fremstille solceller af farvet plastic, der kan laves på rotationspresser. Nogle af dem testes for øjeblikket i Zambia, hvor de uddeles til skolebørn – som på den måde får lys til at læse lektier om aftenen.

Leif Sønderberg Petersen med solceller, der er langt mere effektive end dem, man lavede før i tiden. Foto: Finn Hillmose

Leif Sønderberg Petersen med solceller, der er langt mere effektive end dem, man lavede før i tiden. Foto: Finn Hillmose

De patriarkalske tredivere

Tove Smidth finder sin far på gruppebilledet af alle de ansatte - på forreste række, men helt ude til siden.

Tove Smidth finder sin far på gruppebilledet af alle de ansatte
– på forreste række, helt ude til siden.

Tove Smidth flyttede til Brede Værk i 1932, gik på værkets skole og legede både med arbejdernes og direktørens børn. Nu har Veteranernes tidligere formand været tilbage med hele to hold kolleger (18. og 24. august 2011) – for der var flere, der ville høre hende fortælle, end både hun og lokalerne kunne klare på én gang.

Klædefabrikken i Brede blev drevet strengt patriarkalsk. Når direktøren forlangte, at de ansatte boede på stedet, så måtte også Toves far flytte derud fra Østerbro med familien. En lidt svær overgang fra by til land, men heldigvis faldt klassens stærke dreng for hendes slangekrøller. Man gik i skole på værket, man købte ind hos det lille samfunds bager og købmand, man hentede mælk og kartofler oppe på ladegården, og man følte sig beæret, ikke alene hvis kong Christian X red forbi (når han var på Sorgenfri), men også når direktør Jacobæus passerede på sin morgentur.

Læs resten

Sommerudflugten 2011:
Domkirke, fjord og gågade

Lise Nørgaard brugte sin fødselsdag på at vise kollegerne barndomsbyen - og blev fotograferet i stereo, altså sammen med Mette Agerbecks bronzeskulptur.

Lise Nørgaard brugte sin fødselsdag på at vise kollegerne barndomsbyen – og blev fotograferet i stereo, altså sammen med Mette Agerbecks bronzeskulptur.

Da Lise Nørgaard voksede op i Roskilde, blev hun sat i privatskole sammen med andre børn af pæne folk for ikke at komme til at tale ”roskyldsk” – den lokale cockney-dialekt. Hendes venner Finn, Stig og Ebbe gik nemlig i kommuneskole, og dér kom de til at hedde Fe’n, Stii’ og Æææ’b, hvilket forældrene ikke brød sig meget om. Det røbede Lise Nørgaard på smukkeste rigsdansk, da hun deltog i årets sommerudflugt til Roskilde 14. juni 2011 sammen med 80 andre veteraner. Turen faldt sammen med Lises fødselsdag, og i den anledning guidede hun glad de gamle kolleger rundt til ”sine” steder i byen med afslutning på bænken i Algade med Mette Agerbæks bronzeskultur af forfatterinden.

Inden byturen viste tre guider veteranerne rundt i Roskilde Domkirke og koncentrerede sig især om de nye kapeller, der er udsmykket af Bjørn Nørgaard og Peter Brandes. Ikke mindst modellen til Bjørn Nørgaards glas-sarkofag blev studeret med forundring. På ”roskyldsk” er sarkofagen døbt ”brillefutteralet”. Flere veteraner udtrykte lettelse over, at det ikke er tanken, at dronning Margrethes og prins Henriks jordiske rester skal ligge inde i futteralet, men i det massive sandstensfundament nedenunder.

Frokosten blev indtaget på restaurationsskibet ”Sagafjord” med vid udsigt over Roskilde fjords bølger og grønne kyster. Masser af plads udenfor, en kende trangt indenfor, så veteranerne nåede at komme hinanden godt ved, mens de kæmpede sig vej frem til buffet’en og sang fødselsdagssang.

Man kan godt være seriøs uden at være akademiker

20110527 Veteran Ditlevsen 043b

Søren Ditlevsen har arbejdet ihærdigt på planer for et dansk nyhedsmagasin. Han viste et prøvetryk på et møde med veteranerne 25. maj 2011 og tilstod: Det har nok kostet mig 200 kr. pr. nummer, fordi jeg kun skulle have trykt så få. Men forlagsfolk siger også, at det vil koste for meget at udgive det i et stort oplag. Og det er egentlig en skam.

Ditlevsens magasin var nemlig en eksamensopgave til en cand. comm.-eksamen i journalistik fra RUC, og han siger, at der klart må være en læsergruppe til et blad om samfundsemner, der ikke skrives akademisk for akademikere.

Læs resten

Avisernes redning? Uens ensartethed

Et redaktionssekretariat, der sætter flere aviser op, den ene efter den anden.  Et trykkeri, der trykker til Roskilde, Hillerød, Ringsted – og ind imellem også ugeaviser til utallige lokalområder i et oplag på tilsammen en million.

Sådan er realiteterne i dagens danske provinspresse. Chefredaktør og direktør Torben Dalby Larsen fra Sjællandske Medier fortalte 4.maj 2011 35 veteraner om den indsats, der skal sikre folk på Sjælland, at de har deres egne, regionale aviser – og ikke bare Københavner-pressen.

Læs resten

At falde for et hus…

Hans-Henrik Landsvig viser gamle købmandsregnskaber...

Hans-Henrik Landsvig viser gamle købmandsregnskaber…

Journalistik kan føre til mange ting. Også til et job som daglig leder af et museum – Skibsklarerergården på havnepladsen i Helsingør. Hans-Henrik Landsvig indrømmer det gerne: Det er et hus, man går hen og falder for. En velhaver reddede det fra forfald med en indsats på mange millioner kroner, og Landsvig siger, at han så inderligt forstår gavmildheden. Selv opvask efter 36 personer, der har spist flæsk i persillesovs, kan blive en god oplevelse, fordi den betyder, at man kommer til at opleve at gå alene i det gamle hus.

Læs resten

Store spring og kaniner

Mette Holm (Foto: Palle Hermund)

Mette Holm (Foto: Palle Hermund)

Mette Holm fra “Orientering” præsenterede 9. februar 2011 85 Veteraner for Kinas historie kogt ned til en time. Det tog hende dog en time og syv minutter.

Hun dækkede historien fra Kungfutse over Det store Spring fremad (der kostede 40 millioner menneskeliv) til i år, som i den kinesiske kalender er Kaninens År. De fleste på mødet var deltagere i klubbens kommende Beijing-rejse til april.

Mette Holm pegede på tre store aktuelle problemer for Kina: Den regionale skævhed, miljøproblemerne og korruptionen. Om demokratisering sagde hun: Rent ud sagt mener de fleste uddannede kinesere, at landboerne er for dumme til at få stemmeret, og det er absurd, for i øjeblikket er det netop bønderne, der er de eneste, der har og bruger stemmeretten, nemlig når de skal udpege landsbyledere. Kina skal nok blive mere demokratisk – bare ikke på vores maner.                                     Claus Seiden

Minister spår om fremtiden

2011 per-stig

Foto: Annette Hartung

På Københavns eleganteste tørreloft – Kulturministeriets møderum i toppen af Assistenshuset – hørte 80 veteraner 25. januar 2011 kulturminister Per Stig Møller analysere verdenssituationen: Alene i Nordafrika skal der skabes 170 millioner job for at beskæftige den voksende befolkning i løbet af de næste 15 år. Ellers truer uro og islamisme. Læs resten

Gravergrupper må ikke isoleres

Elkjaer har brugt et halvt år på Syddansk Universitet til studier i især amerikansk journalistik.

Elkjaer har brugt et halvt år på Syddansk Universitet
til studier i især amerikansk journalistik.

Aldrig har gennemsnitsalderen ved et af Veteranklubbens møder været så lav: Kreds 1’a medlemmer var inviteret med til vores møde 11. januar 2011, og mange unge ville høre Jakob Elkjær forklare, hvordan vi redder journalistikken.

Elkjaer har brugt et halvt år på Syddansk Universitet til studier i især amerikansk journalistik. Blandt andet har han lært, at gravergrupper ikke må isoleres, men skal arbejde nært sammen med “normale” journalister, at fremtidens indtægter ikke skal komme fra nettet alene, men fra “en lang række små indtægtskilder”, at det er fatalt, hvis en dagsodensættende historie bare får lov at dø hen, fordi webredaktører skifter fokus alt for hurtigt, og at der er meget at vinde ved at kombinere papir- og netjournalistik.

Vi følger opfordringen til at udnytte nettet: Se nogle af Elkjærs eksempler på hans webadresse “www.delicious.com/jakobelkjaer                                   Claus Seiden

Der er en haj over mit hoved

Den Blå Planet 2013 (7)

Forpremiere i ”Den Blå Planet”

Vi kom før Dronningen. Veteranklub-medlemmer med ledsagere – i alt 100 – var søndag den 17. marts 2013 inviteret til et testbesøg i det ny akvarium på kanten af Øresund i Kastrup. Interessen var så stor, at vi kunne have været 150, så de 100 tildelte billetter måtte udleveres efter ”Først til mølle”-princippet.

Læs resten

Julefrokosten 2012

Fotos: Finn Hillmose

Fotos: Finn Hillmose

Det hedengangne kommunistiske dagblad ”Land og Folk” havde fra 1945 til nedlæggelsen i 1989 til huse i det tidligere ”Hotel Phønix” i København på hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade. Efter ’89 er bygningen igen blevet til luksushotel, men onsdag den 5. december 2012 blev den nok en gang invaderet af journalister, da Veteranklubben holdt sin julefrokost med 110 deltagere i restauranten i underetagen.

Læs resten

Konstruktiv og positiv journalistik – nye (fy-?) ord i journalistens værktøjskasse

Nalle Kirkvåg – fotograferet af Annette Hartung

Nalle Kirkvåg – fotograferet af Annette Hartung

Journalistens opgave er at stille magthaverne til ansvar, så derfor dur det ikke at indføre “konstruktiv journalistik” som erstatning for den kritiske journalistik. Det blev slået kraftigt fast, da veteranklubben diskuterede de nye journalistiske ideer på et møde 15. november 2012.

Noget mere velvilje var der over for udtrykket “positiv journalistik”, som blev lanceret af mødets taler, lektor Nalle Kirkvåg, fra film- og medieundervisningen på Københavns Universitet.

Læs resten

Bag fængslets mure – et besøg i Vestre

IMG_4370

Peter Vesterheden gav en fængslende beretning i et par timer og inviterede bagefter på besøg i museet og demonstrerede bl.a. konfiskerede rebstiger. Fotos: Claus V. Jakobsen

IMG_4367Over 90 veteraner var i fængsel den 6. og 8. november 2012. Vi besøgte Vestre Fængsel, hvor fængselsinspektør Peter Vesterheden i to omgange i bogstavelig forstand holdt et fængslende foredrag om det daglige liv bag det gamle fængsels tykke mure. Mødet var berammet til halvanden time, men varede mindst en time mere – og så kunne deltagerne også bese fængslets museum på den anden side af gaden bagefter.
Efter at være kommet igennem ”slusen” gik deltagerne op i et mødelokale, hvor der ikke var vand og brød, men kaffe og kage. Læs resten

Nauntofte om “Tyrannernes” fald

Syriens Assad er revnende ligeglad med sit folk. Foto: Finn Hillmose

Syriens Assad er revnende ligeglad med sit folk. Foto: Finn Hillmose

På en yderst velbesøgt Veterancafé onsdag den 24. oktober 2012 gav DR-veteranen Jens Nauntofte en levende og interessant beskrivelse af ”det arabiske forår”, som han fortæller mere om i sin kommende bog ”Tyrannernes fald”. 80-90 veteraner var mødt op for at høre om det arabiske oprør.

Meget passende startede Jens Nauntofte sit foredrag med at fortælle om en opringning fra den amerikanske præsident Obama til den ægyptiske præsident Mubarak, efter at Obama havde set ham holde en tale på TV. ”You must go” ! fastslog Obama ifølge Nauntofte, og så trak Mubarak sig. Der var selvfølgelig også et stærkt pres på Mubarak fra demonstranterne på Tahrirpladsen i Cairo, som på blot 18 dage væltede tyrannen.

Læs resten

Kære forældre, det blev en Nitte

Foto: Annette Hartung

Foto: Annette Hartung

Navneforsker Michael Lerche Nielsen underholdt 8. oktober 2012 40 af vore medlemmer med resultatet af ændringen af navneloven i 2006. Den indebærer bl.a., at forældre nu må kalde deres lille guldklump for fx Nitte eller Tung.

Lerche Nielsen startede med at fortælle om det forældrepar, der efter stor ståhej fik lov at døbe deres søn Christophpher. “Den stavemåde giver ingen mening”, fastslog Lerche Nielsen og forklarede hvorfor. Der blev givet afslag på afslag, indtil kirkeminister Birte Weiss skar igennem og gav forældrene lov.

Læs resten

En spørgelysten “skoleklasse” på RUC

RUC jannie

Jannie Hartely Møller, tidl. medarbejder på Ritzau, fortalte om sin ph.d-afhandling om netjournalistik på DR, Politiken og Nordjyske.

I snit er der 23 elever i en folkeskoleklasse i en københavnsk omegnskommune.Veteranerne kunne klare snittet, da vi satte os i et klasselokale til heldagsseminar på RUC 28. september 2012 – nå, ja, der var et par stykker over klassekvotienten, men egentlig for få, for det blev en rigtig-rigtig god dag. Man kan selvfølgelig også vende det om og sige: Det var da godt, at vi ikke var flere, for spørgelysten var stor, og det er jo en gylden regel, at alle elever i en klasse skal kunne komme til orde. Forelæserne var glade, for som de sagde: Her er da tale om interaktiv undervisning uden forstyrrende facebook (normalt er halvdelen af de unge journalistspirer på facebook og derfor uopmærksomme, mens forelæseren er ”på”)

Så både veteranerne og forelæserne nød dagen.

Læs resten

DR’s nye TV-avis

TV-Avisen1

En fortælling om TV-Avisen
– med afbrydelser!

DR-Nyhedsdirektør Ulrik Haagerup lyder, som om han kan fortælle begejstret og uafbrudt i timevis om sin nye TV-avis kl. 21.30. Men afbrudt blev han med ca. 50 spørgsmål på 1½ time, da 46 veteraner mødte ham i DR-Byen – tilfældigvis på en dato, der har indskrevet sig i nyhedernes verdenshistorie: 11. september.

Læs resten

Per Larsen gør os sikre

per larsen2

Per Larsen går langt på en Cola. Det beviste han for godt 60 fuldvoksne journalistveteraner 30. august 2012 ved et møde i ”Bethesda”s festsal, hvor han i næsten to timer – det svarede for hans vedkommende til én cola – fortalte om sit liv.

Efter at have fejret 40-års-jubilæum som politimand er Per Larsen nu tilknyttet Københavns Kommune med det formål at gøre Hovedstaden til en sikker by. “Og jeg er allerede begyndt at sige de om politiet og vi om kommunen”.

Læs resten

Smukke haver, haleløse katte og spændende del af Danmark

Birkegårdens haver, en oplevelse der tog pusten fra os alle. Foto: Claus V. Jakobsen.

Birkegårdens haver, en oplevelse der tog pusten fra os alle.
Foto: Claus V. Jakobsen.

Veteranklubben trak det gode lod i i junivejret, da 77 medlemmer 6. juni 2012 tog på sommertur til Vestsjælland i lunt og regnfrit vejr.

Første stop var Birkegårdens Haver i Ruds Vedby – stærkt anbefalet af vores næstformand Børge Jørgensen. Og det var en oplevelse, der tog pusten fra alle. De forskellige haver var i flotteste pragt. Og det bekymrede en af deltagerne: “For når vi kommer hjem, vil vore koner være inspireret til at jage os ud på havearbejde”.

Læs resten