Journalisternes Veteranklubs
jubilæumsjulefrokost
i Pejsesalen ved KB Hallen
den 30.november 2021

Her nogle foto fra festligheden

Foto: Finn Hillmose

Veteranklubbens formand Nikolaj Ifversen starter festlighederne.

Der var godt fyldt op i Pejsesalen ved K.B. Hallen, Restaurant Granen.

Det meget smukkere lokale med Sikker Hansens elegante vægmalerier blev beundret.

Der var ro og orden, da veteranerne gik til den fine buffet.

– Og der var rigeligt til alle.

Skuespilleren Flemming Jensen stod for underholdningen, et muntert humoristisk indslag.

Journalist og politiker, mangeårigt medlem af foreningen, Tove Smidth holdt tale om foreningen.

Der lyttes.

Veteranerne var glade for at kunne mødes og mange fik sig et god snak.

Peter Kay satte sig til klaveret for at lægge toner til den omdelte sang.

Til den omdelte sang,, som var forfattet af flere medlemmer fortalte formanden lidt om begivenheder i verden og i journalistveteraners tid gennem de 40 år.

Herunder fotos af Bent Paulsen

Flemming Jensen i hopla.

Når man ser det lidt fra oven.

Den festlige sang, samlet og layoutet af Peter Kay.
Klik på billedet for at se sangen lidt større.

Det var det gode budskab Kurt Strand bar ind i forsamlingen af gamle journalister da Veteranklubben holdt møde 26. november.

Kurt Strand brød sig ikke specielt om udtrykket ”konstruktiv journalistik”.

Kurt er for tiden ”journalism fellow” på Constructive Institute ved Århus Universitet – det var det journalistiske forskningscenter som Jyllands-Postens og siden tv-nyheders tidligere chef Ulrik Haagerup tog initiativ til og som i dag er et anerkendt center. Deres hjemmeside er: https://constructiveinstitute.org.

Kurt Strand brød sig ikke specielt om udtrykket ”konstruktiv journalistik” fordi det kan have en tone af noget ukritisk eller ligefrem positivt overfor de historier som medier tager op.

Den konstruktive journalistik søger hen mod at få en debat og en journalistik i al almindelighed videre end det konfrontatoriske. En debat mellem f.eks. to politikere kan ganske vist være vældig underholdende hvis man som journalist søger efter uenighederne. Men det kan jo tænkes at læsere, lyttere eller seere bliver bedre orienteret hvis man søger efter det de kan være enige om. Alt for ofte angler medierne efter uenighed i stedet for det som gør os mere vidende og måske klogere. I debatten skal man ikke angle efter enighed, men derimod søge respekt for uenigheden.

Kurt Strand mente at der er tegn på en revision af den journalistiske tilgang til det stof som skal behandles. Han fremhævede blandt andre Midtjyllands Avis og TV2 Fyn. Også BBC arbejder med den konstruktive journalistik i podcasten ”People fixing the world”.

Veteranklubbens årlige bogcafe 18. november kom vidt omkring med besøg af hele fire spændende forfattere, der hver på sin måde har skrevet bøger om fortiden, som på fineste vis sætter nutiden i perspektiv.

Javel Fru minister…

Den tidligere farverige og stormomsuste departementschef Peter Loft, har meget apropos skrevet en ny bog med titlen ”Efter Stormen”. Peter Loft tager udgangspunkt i balladen om Helle Thornings skattesag med fokus på 30 års udvikling i Skatteministeriet – om topembedsmænd, som langsomt har bevæget sig fra at være den faglige garant mod en politiserende og ikke-faglig tilgang. Præcis som vi oplever udviklingen i dag med Minkskandalen og statsministeriets omdiskuterede departementschef Barbara Bertelsens SMS’er.

Og hvorfor er det gået sådan? Jo, ifølge Peter Loft, skyldes det flere ting; pressen og sociale medier fylder meget mere end for 30 år siden. Og de fleste departementschefer, som ansættes i dag, er blanke rent fagligt men dygtige til politisk rådgivning. Målet helliger midlet. Der var f.eks. ikke mange, der kerede sig om den faglige proces i minksagen – det handlede kun om at nå målet. Det politiske mål er blevet ”top of mind”.

Spionernes hemmelige verden

Med bogen ”Storfyrstinden” tager forsker i efterretningsvirksomhed og forfatter Trine Engholm Michelsen os tilbage 2. verdenskrig, besættelsestiden og de danske spioners verden. Om hovedpersonen Jutta Graae – en af tidens mest betydende, men også mest anonyme frihedskæmpere. ”Hun vidste det meste, men tav med det hele”. Jutta Graae, tidligere au pair-pige og bankassistent, kæmpede for, at de daværende danske politikere nedjusterede deres venskabelige samarbejdsrelationer til Nazityskland og i stedet styrkede samarbejdet med den britiske efterretningstjeneste i krigens første år. Så Danmark endte med at vælge den ”rigtige” side i 2. verdenskrig og ikke blot blev en slags ”Hitler-vedhæng”.

Miraklet på Blegdammen – om polioepidemien

En grå regnfuld dag i 2019 mødtes to journalister på en cafe i København for at ”boble” – resultatet blev til bogen ”Miraklet på Blegdammen” om den fantastiske historie bag polioepidemien i 50erne. Journalisterne Henriette Bendix og Preben Lund har dykket ned i historierne bag epidemien, som ramte især børn og unge. De blev indlagt på det gamle Blegdamshospital, hvor man kun havde en eneste primitiv jernlunge – så nogle af de små patienter måtte dø, fordi der ikke var jernlunger nok til alle.
Men en ung dansk anæstesilæge, Bjørn Ibsen, fandt en metode til at hjælpe patienterne til at kunne trække vejret – en metode, som dengang blev kaldt et medicinsk mirakel. På den måde overlevede mange af de lammede patienter. Metoden blev udbredt til resten af verden – og siden efterfulgt af det næste mirakel – vaccinen mod polio.

På et punkt havde Hanne Vibeke Holst forregnet sig. Hun havde kun taget syv eksemplarer af bogen med. De blev revet væk og flere måtte gå forgæves. Foto: Marianne Leth.

Der var stort fremmøde – vistnok det største i Veteranklubbens nyere historie – da forfatteren Hanne Vibeke Holst forleden i Bethesdas store festsal fortalte om sin roman ”Som Pesten”, der som en profeti ramte Danmark for fire år siden og nærmest i detaljer gjorde rede for alle de trængsler, vi hidtil har været igennem personligt og som samfund.

Ideen til bogen udsprang ifølge forfatteren af et ønske om at skrive en ny stor roman, efter at hun havde fuldført romanen om sin far ”Store Knud” om forfatteren Knud Holst og deres slægt. Men hvad skulle hun kaste sig over.

— Jeg elsker historier om vores samtid og arbejdede længe på forskellige emner, bl.a. ”big pharma” om medicinalindustrien og dens umådeholdne indtjening, fortalte Hanne Vibeke Holst.
Det viste sig dog at være svært at grave rigtigt ned i emnet og få sat personer på og forholde sig til det meget lukkede miljø omkring industrien og dens forhold. Ved et tilfælde kom Hanne Vibeke Holst i forbindelse med en dansk FN-ansat, der vidste noget om epidemier og pandemier og arbejdede for WHO i Geneve. Hende besøgte jeg og sagde lidt frejdigt: ”Jeg vil gerne se på en pandemi.” Hun svarede, at WHO bare ventede på, at der skulle komme en 100-årshændelse som influenzaepidemien, ”Den spanske syge”, som netop i de år var 100 år siden.
-”Her i WHO siger vi ikke ”HVIS den kommer, men NÅR den kommer”, sagde hun, og da jeg netop havde tænkt en del på den spanske syge, faldt alt på plads. Det er ikke altid, man ved, hvorfor man tror på noget, der skal komme i fremtiden.
Romanen kom til at handle om de mennesker, der er ansat bl.a. i FN-systemet, om samfundet og dets reaktioner. Om sammenhængskraften og om at have de samme tanker om frygt og overlevelseskraft.
-Jeg er optaget af fællesskabet og spørgsmålet, om vi kan vende tilbage til tiderne, som de var før pandemien.
Midt i skriveprocessen fik Hanne Vibeke Holst en brystkræft diagnose. Hun blev opereret med udskød den efterfølgende strålebehandling.
-Det viste sig meget heldigt, for nærmere undersøgelse har vist, at strålebehandling ikke har nogen virkning for den kræftform, jeg har, fortalte hun.
Aktuelt er hun meget kritisk overfor den danske presse, som er mere optaget af at ”finde hår i suppen” end at deltage i den understøttelse af myndighedernes bestræbelser på at få samfundet til at køre.
-For eksempel synes jeg, der er helt forkert at tale om en ”minkskandale”. Det er jo ikke en skandale. Minkavlerne har jo fået kompensation, og det var nødvendigt at gøre på det tidspunkt.

Med til mødet havde Anne Sofie Kragh bogen om Mette Frederiksen – eller rettere en stor rullekuffert fyldt med bøgerne. Og de blev revet væk.

Det er vist aldrig set før at en journalist har været så tæt på en statsminister gennem et helt år – og ovenikøbet det første år som regeringschef. Men det var Anne Sofie Kragh, da hun fik chancen for at følge Mette Frederiksen.

De udfordringer, chancer og problemer ved at komme så tæt på landets mest magtfulde politiker, fortalte Anne Sofie Kragh om ved et stærkt velbesøgt møde i Veteranklubben 28. oktober.

Som den diskrete og absolut umælende observatør siddende i et hjørne af kontorer og mødelokaler fulgte Anne Sofie statsministerens gøren og laden. Hun fortalte om de mange friheder hun fik undervejs i sit arbejde som mundede ud i bogen ”Det første år”. Hun følte ikke at hun blev begrænset i sit arbejde med at følge Mette Frederiksen, men hun blev sjældne gange bedt om at blive udenfor døren. Og hvad der på sin vis imponerede hende, var Mette Frederiksens evne til at sondre mellem det private og det professionelle.

Anne Sofie Kragh er vant til at omgås statsministre. Faktisk hele fem tidligere: Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen som fortalte om det at være statsminister. Det blev både til en bog og fire tv-udsendelser som hun lavede sammen med Michael Dyrby. Og så som det seneste bogen om Mette Frederiksens første år.

Erik Schnettler fortæller om sine oplevelser gennem en lang journalistisk karriere.
Foto: Nikolaj Ifversen.

Det var noget af en skuffelse da det viste
sig at B.T.’s chefredaktør havde taget fejl af det aftalte tidspunkt for Veteranernes møde 5. oktober.
Knap et halvhundrede interesserede medlemmer var mødt for at høre Dyrby fortælle om avisens genoplivning af lokalredaktioner rundt omkring i landet.

Skuffelse? Javist! Men som det så ofte sker:
Sorg blev til glæde vendt.
Efter at formanden havde trådt vande en lille halv times tid tog vort bestyrelsesmedlem Erik Schnettler efter opfordring over for at fortælle om oplevelser gennem en lang journalistisk karriere. Og han lagde majestætisk ud:
”Det har altid været en fornøjelse at møde dronningen. Hun er vidende, hun har humor, hun er politisk velorienteret og hun er skarp”, fortalte Erik Schnettler som flere gange har mødt dronning Margrethe i forbindelse med optagelser til tv-programmer. En af gangene hvor han var sammen med dronningen og der var en pause i optagelserne, opdagede han at hun kiggede rundt i lokalet i de statelige omgivelser for at lede efter et askebæger. Umiddelbart kunne Erik ikke få øje på andet end en mindre, men sikkert meget fin Ming-agtig skål, som han tog, gik hen til dronningen og sagde, at skålen nok ikke var et askebæger.

”Hvis man kan drysse aske i den, så er det et askebæger!” lød dronning Margrethes lakoniske kommentar.
Generøst og med fin, underspillet humor øste Erik Schnettler anekdoter og oplevelser med kendte personer, kunstnere og koryfæer i bladverdenen.
Men det blev ikke derved. Snart meldte andre veteraner sig med sjove oplevelser og anekdoter fra journalistikkens verden – og det fra Aalborg Stiftstidende til B.T. (absolut før Michael Dyrbys tid).

Det blev en rigtig god eftermiddag i vort eget selskab.
ke

Formanden, hvad han er god til, træder i vande en lille halv times tid, tiden skulle jo gå med noget.
Foto Bent Paulsen.

Foto: Peter Høvring

Da Flemming Rose som kulturredaktør på Morgenavisen Jyllands Posten i september 2005 stod bag avisens 12 relativt uskyldige Muhammed tegninger, kom der ud af en tilrettelagt diskussion om ytringsfrihed en sand byge af livsfarlige beskyldninger mod ham og tegnerne. En reaktion der viste sig som en kæmpe international kulturkløft, der indeholdt krænkelser og masser af alvorlige internationale trusler mod ytringsfriheden.

Flemming Rose var den 22. september gæstetaler i Journalisternes Veteranklub, hvor han berettede om sine personlige oplevelser efter publiceringen af de ’famøse’ tegninger og den betydning de har haft for ytringsfriheden i dag. Samt hvad hele sagen har betydet for ham personligt, for tegnerne og for os danskere, der lever i et demokratisk land med ret til frit at ytre vore meninger. Flemming Rose har siden offentliggørelsen af tegningerne måtte leve med politibeskyttelse. Men mælet og sine meningers mod har han ikke mistet.

Flemming Rose blev efter offentliggørelsen af de 12 Muhammed-tegninger kendt og hadet af mange i hele verden. Men gennem årene har han været en international anerkendt fortaler for ytringsfrihed og har holdt foredrag, været citeret i internationale medier og deltaget i debatter i det meste af verden. Selv om Flemming Rose hylder det frie ord og er en meningsdanner, erkender han, at det går den forkerte vej med ytringsfriheden.

-Hvad er mit eget syn på ytringsfriheden gennem de seneste 15-16 år, og hvad har jeg lært? var det retoriske spørgsmål, han stillede sig selv. -Et centralt punkt hvor jeg har revideret min opfattelse er, at opbakning til ytringsfrihed i dag er meget begrænset. Ytringsfrihed er nem, når den ikke har en pris. Men lige så snart, der er en pris at betale og det koster noget at sige sin mening, er opbakningen meget lille. Det er gået op for mig, at ytringsfrihed snarere er undtagelsen end reglen!

-Idéen om ytringsfrihed er den mest succesfyldte originale idé. Men på den anden side er ytringsfrihed samtidig en paradoksal idé. Man er mest tolerant overfor sin egen ytringsfrihed. Når det gælder andres, er det en helt anden sag.

Flemming Rose mener, at ytringsfrihed ikke er et naturgivet men snarere et spørgsmål om kultur.  Det vil sige, at det er et spørgsmål om uddannelse og træning, hvor vi har lært hvor man tester de grænser, der findes. Vi skal lære at leve livet og samtidig vide, at ytringsfrihed ikke er naturlig.

Ytringsfriheden er et vigtigt instrument til at håndtere mangfoldigheden, og som ofte i multikulturelle samfund er ytringsfrihed en kæmpe udfordring. Det er enormt svært at leve side om side med folk, der mener noget helt andet. Her er tolerance alfa og omega.

-I min bog betyder tolerance, at man lever sit liv side om side med andre uden at gribe til vold og forsøger at undgå konflikt. Men det kræver både gode manerer og selvcensur, hvis man har lyst til at udtrykke noget – ikke på grund af eventuelle konsekvenser, men fordi man ønsker at udtrykke sin mening. Selvcensur er usynlig og handler ofte om frygt. Med tolerancen er vi i Danmark alligevel nået en del længere i andre lande.
ke

Om Flemming Rose

Flemming Rose, 63 år, er en aktiv samfundsdebattør. Han har studeret russisk, er russisk gift og var tidligere korrespondent i Moskva og Washington for Berlingske Tidende og korrespondent i Moskva for Jyllands Posten. Desuden har han skrevet en række bøger og har modtaget flere fornemme priser og været nomineret til bl.a. Nobels Fredspris. Flemming Rose ’er slet ikke uddannet journalist’ som han selv fortalte. Han er netop blevet ansat som redaktør på Frihedsbrevet – den spritnye nyhedsbrevtjeneste – som bevidst har fravalgt statsstøtte ud fra ønsket om at være en fri og uafhængig presse.