Intet varer evigt – undtagen ord.
Wm. Hazlitt, eng. essayist (1778-1830)

‘Whistleblower’ – et begreb, som er at finde på en sproglig stamtavle sammen med en håndfuld mere eller mindre løse forbindelser til: sladderhank, sandhedsvidne, skjult kamera, kilder der står regeringen nær, lurepasser og så videre.

I virkeligheden går alle tilbage til et urgammelt behov, som blev udtrykt i ‘at tage bladet fra munden‘, og dermed er vi tilbage til Første Mosebog og Adam og Eva: ‘Og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om sig’. Dette er almindeligvis, hvad man henviser til, når man taler om ‘at tage bladet fra munden’: Man afdækker det hele, som det er, uden at skamme sig’.

En tysk forsker i metaforik, Lutz Rörich, mener imidlertid, at udtrykket har sin baggrund i en gammel teaterskik: Skuespillere kunne anonymisere sig ved at holde et ark papir, et blad, op foran ansigtet, og så kunne de sige, hvad de ville, uden at blive krævet til regnskab for det. Denne skik faldt senere bort, da skuespillerne begyndte at bruge masker.

Måske var det ikke figenblade, men vinblade, de bandt sammen. Figenblad hedder på tysk Feigenblatt, på engelsk fig leaf, men på fransk feuille de vigne, altså vinblad, og det dækker jo også bedre, hvad dækkes skal, som Jørgen Bang skriver i sin bog ‘Sproget, vi bruger’. Og videre:

‘Da brygger Carl Jacobsen havde skænket København en kopi af Michelangelos David til opstilling over for Vartov, vakte statuens nøgenhed forargelse hos damerne på Vartov, så bryggeren lod en af Italiens fineste broncestøbere udføre et smukt figenblad/vinblad til den.

Senere blev statuen flyttet hen foran Kunstmuseet, og da ingen længere tog anstød af den, blev ‘figenbladet’ fjernet. Men den stenrige brygger kunne ikke finde sig i, at det kunstfærdige blad gik tabt, så han forlangte at få det tilbage og anvendte det siden ved morgenbordet – som brødbakke!’