Henning Rovsing Olsen fik ved en tilfældighed fat i en af de største historier i 1960’erne: Et B52-bombefly var styrtet ned ved Thule-basen på Grønland med brintbomber om bord. En spillefilm om begivenheden, ”Idealisten”, har premiere i efteråret 2014.

Henning Rovsing Olsen

Den 21. januar 1968 styrtede et atombevæbnet amerikansk bombefly ned ved Thule. Det var meget ubelejligt for regeringen Jens Otto Krag, da der to dage senere var folketingsvalg. “Det røde kabinet” var revnet, fordi dele af SF stemte imod regeringens økonomiske politik. Og historien om atombomber i Grønland kunne være en kæmpefordel for SF og De Radikale. Krag besluttede derfor, at nyheden skulle hemmeligholdes til efter valget. Det var lige ved at lykkes. Men et tilfælde forpurrede regeringens plan.
Jeg var dengang redaktionssekretær på Politiken og var om morgenen den 22. januar gået til bageren efter rundstykker. Og her overværede jeg en samtale mellem bagerjomfruen og en anden kvinde, som fortalte, at hun ikke havde lukket et øje, fordi hendes mand var ansat i et ministerium, og telefonen havde ringet uafbrudt hele natten. Hun vidste ikke, hvad der var sket – men det ville nok komme i radioavisen…

Jeg styrtede ind på Politiken. Telegrambureauerne havde ikke udsendt opsigtsvækkende nyheder. Og jeg havde ikke andet end samtalen hos bageren at holde mig til. Men vi gik i gang. Her sidst på formiddagen blev alle kilder i ministerierne presset til det yderste, og omsider blev det røbet, at “det var noget med Grønland”. En medarbejder ringede til en kilde i Grønlandsministeriet og sagde: “Ja, jeg har lige talt med Udenrigsministeriet – det er jo en frygtelig historie. Hvad gør I ved det?” Efter en lang pause slap det ud, at et fly var styrtet ned – men der var ingen danskere involveret, og der var ingen sag overhovedet.

Redaktionschef Bent Thorndahl samlede trådene. Når det ikke var et dansk fly, var det antagelig amerikansk. Og nu blev en kilde i Udenrigsministereriet konfronteret med de nye oplysninger. Han bekræftede nødtvungent, at det ganske rigtigt var et amerikansk fly, der var faldet ned ved Thule, men at det for himlens skyld ikke måtte slippe ud.

Politiken havde på dette tidspunkt en bid af historien hjemme. Lidt eftet lidt faldt brikkerne på plads. Men der manglede nogle detaljer. Hvorfor dette hemmelighedskræmmeri?  Politikens korrespondent i Washington, Anker Nielsen, blev vækket, og han gik op til State Department og spurgte, hvad man kunne fortælle om det amerikanske flystyrt i Grønland. Her var man mildt sagt forbløffet og stærkt irriteret: Hvad pokker, nu har den danske regering bedt os holde kæft, og så kommer en dansk journalist og stiller spørgsmål om ulykken. Jo, der var atombomber ombord i flyet, og man var i fuld gang med en eftersøgning…

I Udenrigsministeriet i København tikkede telegrammer ind fra Washington. Nyheden om flystyrtet var sluppet ud. En dansk journalist havde henvendt sig. Hvad var meningen? Og efter hektisk aktivitet besluttede regeringen at løfte sløret en smule, og sidst på eftermiddagen blev der udsendt en kort afdramatiserende pressemeddelelse over Ritzau om ulykken ved Thule. Politiken havde tabt sin solohistorie på gulvet. Vi burde måske aldrig have spurgt State Department, men kunne have nøjedes med versionen om et flystyrt, der havde rystet regeringen og ført til krav om tys-tys i de relevante ministerier. Vi var dog et syvmileskridt foran konkurrenterne. Berlingske bryggede videre på Ritzau og bragte en kort blodfattig version, mens Politiken kunne fortælle den rigtige historie i stor opsætning på forsiden. Vi kom i vejen for Krag-regeringens ønske om at hemmeligholde sagen til efter folketingsvalget. Så vidt jeg husker, gav hemmelighedskræmmeriet ikke anledning til større debat. Måske gik det ikke rigtig op for oppositionen, at regeringen bevidst havde besluttet at holde nyheden for sig selv til dagen efter valget.
(Krag tabte i øvrigt folketingsvalget og overlod tøjlerne til Hilmar Baunsgaard, som dannede regering sammen med De konservative og Venstre)

Henning Rovsing Olsen. Elev på Randers Amts Avis i 1951, derefter ansat på en række dag- og ugeblade. Udenrigsministeriet 1986-1999.