Kategoriarkiv: Arrangementer 2024

Spændende foredrag med Anders Ladekarl, Røde Kors

Anders Ladekarl – foto: Annette Hartung

Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors, sover med telefonen tændt og på telefonen er der en app som sender luftalarm i Ukraine. Så er han helt ajour,  hvad enten han er i Ukraine er her hjemme når morgenen melder om missil angreb, dræbte og sårede.

Anders Ladekarl fortalte, så der var helt tyst i salen, om Røde Kors indsatser i krig og ved naturkatastrofen, jordskælv eller oversvømmelser.

Det var stærke historier. Men det var godt  at høre, at så mange tusinder frivillige gør en indsats for deres medmennesker.

En travl oktober for veteranerne

Med tre arrangementer blev oktober temmelig travl for de flittige veteraner – møderne spændte fra fortiden til nutiden i Danmark – og så over på den anden side af Atlanten til fremtidens USA.

N F S GRUNDTVIG  Hvad vi ikke lige vidste om gode gamle Grundtvig, præst, polyhistor, politiker, debattør, skribent og sang-og salmedigter som ingen anden, fik vi at vide, da vi 10 oktober besøgte Vartorv og leder af Grundtvig akademiet Ingrid Ank mindede os om vigtigheden af tolerance og udsyn.

DEN UVENTEDE ADVOKAT René Offersen,  kendt forsvarsadvokat fra spektakulære sager gav os 23 oktober indblik i et  advokatliv med sager som den om Farumborgmesteren Brixtofte, forsvarer for Inger Støjbjerg i Rigsretsagen og sagen mod Claus Hjort Frederiksen.

TRUMP ELLER KAMALA Og allerede 29 oktober mødtes vi igen til 2 timers intenst indblik i amerikanernes måde at anskue verden på. Helt modsat danskernes (europæernes). Det var Kristian Mouritzen erfaren USA kyndig der tegnede et – desværre – mørkt billede af verdens situation op til og efter det amerikanske valg.

Inde i en statsministers hoved

Da de fleste af os på et tidspunkt har levet af at formulere os skriftligt og ikke bare har skullet udbrede egne meninger, var det interessant for medlemmerne at høre en professionel taleskriver.

Sådan en er Anita Furu. Hun har haft som levevej at skrive taler for hele fire statsministre: Anders Fogh, Lars Løkke, Helle Thorning og Mette Frederiksen. Hvordan man klarer at have fire så forskellige stemmer inde i hovedet, fortalte hun en eftermiddag i Bethesda.

Som rigtig, tidligere embedsmand gav hun ikke ved dørene med personlige anekdoter, heller ikke, da Formanden forsøgte at afæske hende hemmeligheder om Dronningens nytårstale. Så det var ikke hemmelighedernes vagtparade, men en nøgtern beskrivelse af et usædvanligt job.

ersc

(billedtekst: Anita Furu fortalte om, hvordan det er at have fire forskellige statsministers stemmer inde i hovedet. Foto: Erik Schnettler )

Det ser ikke godt ud, hverken for Ukraine eller os

Foto: Peter Høvring

Ukrainerne er i defensiven, europæiske NATO-lande kan ikke finde de granater, Ukraine desperat efterlyser, og USA vil – Trump eller ej – fortsat vende sig mere og mere væk fra Europa. Og det danske forsvar er efter mange års besparelser fuldstændigt på hælene.

Sådan lød de alt andet end opmuntrende budskaber fra orlogskaptajn Anders Puck Nielsen og journalist Kasper Junge Wester, der onsdag 28. februar for en stopfyldt sal i Bethesda præsenterede deres ny bog ’Krigens logik’.

Foto: Peter Høvring

Det store spørgsmål er ifølge Anders Puck Nielsen, om Rusland vil teste NATO. ”Vil USA komme til undsætning, hvis Rusland laver et angreb på Finland eller Estland?

Indtil nu har vi kunnet stole på NATO’s musketéred. Men kan vi stadig det?”.

De to oplægsholdere gjorde også opmærksom på, at vi i Danmark hele tiden har set NATO som en garanti for, at nogen kommer os til undsætning, hvis kongeriget bliver angrebet.

Foto: Peter Høvring

Men nu er det Danmark, der eventuelt skal komme de baltiske lande til undsætning. Og det kan det nedslidte danske militær ikke.

Der kan ifølge Anders Puck Nielsen ikke herske tvivl om, at præsident Putins mål ikke kun er at erobre Ukraine, men også at få NATO til at falde fuldstændigt fra hinanden. Så der er god grund til den politiske forvirring og nervøsitet i europæiske regeringer. ”Rusland har i dag halvandet års forspring, når det drejer sig om oprustning”.