Det lader sig høre når knap 80 journalistveteraner indtager lokalerne hos Peter Lieps for sammen at markere den tilstundende højtid.
Serveringen var som man kan forvente ved en julefrokost. Flere roste den fine sprøde æbleflæsk og det så højlydt at enkelte måtte se sig forbigået. Men så var der gudskelov flæskesteg.
Ellers blev traditionerne for Veteranklubbens julefrokost holdt i hævd. Vinderen af Fremtidsquizzen blev fundet. Det viste sig at det ene spørgsmål hvor praktisk taget alle havde taget fejl var om Ulrik Haagerup fortsat var chef for DRs nyhedsredaktioner. Nej, det er han ikke mere – og det var der ikke mange der havde set i krystalkuglen.
Årets julefrokost bød også på “Den historiske quiz”. Et eksempel var spørgsmålet om hvilken avis der i 1936 leverede overskriften “Den Sigtedes Dolk drev af Blod” – ja, tro det eller ej, men det var altså det fine, konservative Nationaltidende.
Og så var der selvfølgelig årets julesang som Lis Lipschitz var mester for. På melodien til “Jeg er havren” sang vi blandt andet:
Hvis du sendes ud som korspondent
husk at få dit husdyr eftersendt.
For en journalist er nemlig bedst,
når han hypper med sin kones hest.
Og så var julen spist, drukket og sunget ind for Veteranklubbens julefrokostgæster.
Klik her for at læse årets julefrokostsang