Det var en samling trætte, men også mætte deltagere, der sad i bussen fra Gedser til København efter en koncentreret tur til Berlin. Seks dage med et meget lærerigt program. Så alle var på hjemturen en del klogere end på udturen.
”Magt” var nøgleordet på turen. Både erhvervelsen og udøvelsen af magt. Så naturligt nok var et af de første punkter på programmet besøg på Frederik den Stores slot Sanssuci i Potsdam. Hvorfra kongen af Preussen udøvede sin magt i smukke omgivelser.
Omgivelserne var nærmest det modsatte, da vi besøgte Stasis undersøgelsesfængsel Hohenschönhausen midt i det tidligere Østberlin. En rystende oplevelse at se, hvordan regimet udøvede sin magt med ikke mindst psykisk tortur.
Mere opmuntrende blev det bestemt ikke, da vi besøgte Topographie des Terrors, stedet, der under Nazitiden var hovedkvarter for bl.a. SS og Gestapo. Egentlig mere et dokumentationscenter end et museum, men igen rystende at se vidnesbyrd om nazismens udøvelse af magt.
Turen omfattede også møde med spidskandidaten for partiet Alternative für Deutschland i delstaten Brandenburg, Dr. Christoph Berndt. Han gav, udmærket tolket af Henrik Kaufholz, sin forestilling om fremtiden i Tyskland.
Turen havde dog også sine mange lyse sider. Bl.a. besøg på den danske ambassade, hvor Mathias Sonne, tidligere journalist, nu diplomat, fortalte bl.a. om forskellen på diplomati og journalistik. Der var også besøg i kuplen over Rigsdagsbygningen ved siden af Brandenburger Tor og som rosinen i pølseenden en sejltur igennem Berlin på floden Spree. Altsammen i usædvanligt pragtfuldt sommervejr og god varme. Måske lige lovlig varmt til at spise Schweinehaxe mit Sauerkraut. Og godt med fadøl. Men det gik bestemt altsammen, ikke mindst takket være en yderst kompetent tilrettelægger og rejseleder Henrik Kaufholz. Man kunne i den grad mærke, at han har tilbragt adskillige år i Tyskland som korrespondent for Politiken.
ersc